Romerbrevet 16 1 Jeg anbefaler jer Føbe, vor søster, der er menigheds-tjenerinde i Kenkreæ, 2 for at I må tage imod hende i Herren, som det sømmer sig for de hellige, og hjælpe hende med alt, hvori hun kommer til at trænge til jer; thi hun har været en hjælp for mange og for mig med. 3 Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus, 4 som jo har vovet deres hals for at redde mit liv; dem takker ikke alene jeg, men også alle hedningernes menigheder; 5 og hils menigheden i deres hjem. Hils Epænetus, min elskede, som er førstegrøden for Kristus i provinsen Asien. 6 Hils Maria, som har arbejdet meget for jer. 7 Hils Andronikus og Junias, mine landsmænd og medfanger, som er højt ansete iblandt apostlene, og som også har været i Kristus før jeg. 8 Hils Ampliatus, min elskede i Herren! 9 Hils Urbanus, vor medarbejder i Kristus, og Stakys, min elskede! 10 Hils Apelles, den prøvede i Kristus. Hils dem, som hører til Aristobulus' hus. 11 Hils Herodion, min landsmand. Hils dem fra Narkissus' hus, som er i Herren. 12 Hils Tryfæna og Tryfosa, som arbejder i Herren. Hils Persis, den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren. 13 Hils Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min moder. 14 Hils Asynkritus, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og brødrene hos dem. 15 Hils Filologus og Julia, Nereus og hans søster og Olympas og alle de hellige hos dem! 16 Hils hverandre med et helligt kys! Alle Kristi menigheder hilser jer. 17 Men jeg formaner jer, brødre! til at holde øje med dem, som volder splittelserne og fører mennesker til fald ved at afvige fra den lære, I modtog; hold jer borte fra dem! 18 Thi sådanne tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug, og med deres søde tale og fagre ord forfører de troskyldiges hjerter. 19 Jeres lydighed er jo kommet alle for øre; derfor glæder jeg mig over jer. Men jeg vil ønske, at I må være vise i det gode og ubesmittede af det onde. 20 Og fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder. Vor Herres Jesu nåde være med eder! 21 Timoteus, min medarbejder, Lukius, Jason og Sosipater, mine landsmænd, sender hilsen til jer. 22 Jeg, Tertius, som har nedskrevet dette brev, hilser jer i Herren. 23 Jeg, Tertius, som har nedskrevet dette brev, hilser jer i Herren. 24 Gajus, min og den hele menigheds vært, sender hilsen til jer. Erastus, byens kæmmer, og broderen Kvartus sender hilsen til jer. 25 Men ham, som mægter at styrke jer ved mit evangelium og ved budskabet om Jesus Kristus ifølge åbenbaringen af en hemmelighed, der var fortiet fra evige tider, 26 men nu er bragt for dagen og ved profetiske skrifter efter den evige Guds befaling kundgjort for alle hedningerne for at virke tros-lydighed hos dem: 27 ham, den ene vise Gud ved Jesus Kristus, være ære i evighedernes evigheder! Amen.« |