Romerbrevet 16 1 Jeg vil gerne lægge et godt ord ind for vor Søster Føbe, som er menighedssøster i Kenkreæ. 2 Jeg beder jer tage imod hende i Herren, som det hører sig til mellem de Hellige, og hjælpe hende i de tilfælde, hvor hun får brug for jer. Hun har været en beskytterinde for mange mennesker, deriblandt mig selv. 3 Hils Prisca og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus. 4 De har vovet deres egen hals for mit liv, og det er ikke bare mig, der står i taknemlighedsgæld til dem, det gør alle Hedningemenighederne. 5 Hils også menigheden i deres hjem. Hils min kære Epænetos, den første, der blev vundet for Kristus i Provinsen Asien. 6 Hils Maria, som har gjort et stort arbejde for jer. 7 Hils Andronikos og Junias, mine landsmænd og medfanger. De nyder megen anseelse blandt Apostlene, og de blev kristne før jeg. Hils Ampliatus, min nære ven i Herren. 8 Hils Urbanus, vor medarbejder i Kristus, og den kære Stakys. 9 Hils den erfarne kristne Apelles, og hils de kristne i Aristobuls hus. 10 Hils min slægtning Herodion, hils dem, der er kristne i Narcissos' hus. 11 Hils Tryfæna og Tryfosa, de gør et stort arbejde for Herren. 12 Hils den kære Persis fra mig, hun har også gjort et endda meget stort arbejde for Herren. 13 Hils Rufus, den storartede Kristne, og også hans og min mor. 14 Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og Brødrene hos dem, 15 hils Filologus og Julia, Nereus og hans søster, og Olympas og alle de Hellige hos dem. 16 Hils hinanden med helligt kys. Alle kristne menigheder hilser jer! 17 Jeg beder jer, Brødre, hold øje med dem, som foranlediger splittelse og frafald fra den lære, I er blevet undervist i. Hold jer fra dem! 18 Den slags mennesker tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen vom, og med deres fede fraser og fagre ord fører de mennesker med troskyldige hjerter på vildspor. 19 Jeres troskab er kendt overalt; jeg er så glad for jer, men jeg vil ønske, I må have visdom til at gøre det gode og være for uskyldige til at gøre det onde. 20 Fredens Gud skal knuse Satan under jeres fødder og gøre det i hast! Vor Herres Jesu Nåde være over jer! 21 Hilsen fra Timotheos, min medarbejder, og fra Lukius og Jason og Sosipater, mine landsmænd. 22 23 Hilsen med Herren fra mig, Tertius, som har ført dette brev i pennen. 24 Hilsen fra Gajus, vært for mig og hele menigheden. Hilsen fra Erastus, kæmner her i byen, og fra Broderen Kvartus. 25 Den Gud, som har det i sin magt at styrke jer ifølge mit Evangelium, ifølge Jesu Kristi budskab, ifølge åbenbarelsen af det mysterium, som var hyllet i tavshed gennem endeløse tidsrum, 26 men som nu efter den Evige Guds befaling er kommet for lyset igennem profetiske Skrifter og kundgjort for alle Hedninger for at føre dem ind under Troen 27 han, den ene vise Gud, ham være ved Jesus Kristus ære i Evighed. Amen. |