Romerbrevet 3 1 Har Jøden så overhovedet fortrin, og har omskærelsen nogen som helst betydning? 2 Jo, ganske bestemt, slet ikke så lidt. Først og fremmest: Jøderne fik Skriftens Ord betroet af Gud. 3 Hvad så, om også nogle af dem er blevet troløse? Kan deres troløshed mod Gud ophæve Guds trofasthed? 4 Aldeles ikke. Lad os fastslå det: Gud taler sandt, "alle mennesker lyver", som der står i Skriften: for at du må få ret, når du taler, og vinde hver sag imod dig. 5 Hvis dette skal forstås sådan, at vor uretfærdighed er den baggrund, på hvilken Guds retfærdighed træder frem, hvad skal vi så sige til det? Er det så ikke uretfærdigt af Gud at idømme straf? Jeg refererer en rent menneskelig tankegang. 6 Nej, nej, det er da Gud, der skal være dommer over Verden, hvem ellers? 7 Jamen alligevel - hvis min løgnagtighed har tjent til Guds ære ved at gøre det overvældende indlysende klart, at han taler sandt, så siger jeg stadig: Hvorfor skal jeg fordømmes som en synder? 8 Skal vi da gøre, hvad vi bliver hånet for, og hvad der bliver sagt, vi siger: "Lad os gøre det gale, så ender det godt!" Nå, de, der siger sådan, skal nok blive dømt efter fortjeneste. 9 Men altså: Har vi som Jøder noget forud for de andre? Nej, overhovedet ikke. Vi har i det foregående sat såvel Jøder som Hellenere under anklage for alle at være beherskede af synd, 10 som der står i Skriften: Der er ingen retfærdig, der er ikke én, 11 ingen, der forstår, ingen, der søger Gud. 12 Alle er de afsporede, fordærvede hver og én, ingen gør godt af hjertet, 13 ikke så meget som én. Deres strube: Et gabende svælg, svigefuld deres tunge, slangegift bag deres læber, 14 deres mund er fyldt med forbandelser og beskhed. 15 De er rappe på foden efter blodsudgydelse, 16 ødelæggelse og elendighed følger deres veje, 17 og fredens vej har de aldrig kendt, 18 Gudsfrygt står dem ikke for øje. 19 Her ser vi Lovens tale rettet til dem, der er undergivet Loven, og dermed er munden lukket på alle uden undtagelse, og hele Verden sat under strafansvar over for 20 Gud. Derfor kan, som der står i Skriften, "intet levende menneske retfærdiggøre sig over for Gud" ved at påberåbe sig at have handlet efter Loven; hvad man får gennem Loven, er kun syndserkendelse. 21 Men nu, i vor tid, har Gud åbenbaret en retfærdighed, hvis grundlag ikke er Loven, skønt både Loven og Profeterne taler om den 22 - en Guds retfærdighed af en helt anden art, hvis grundlag er Kristus-Troen, og som frikender alle, der tror. 23 Forskelsbehandling findes ikke, alle har syndet og står æreløse over for Gud. 24 Ufortjent frikender Gud mennesket, som en nådesbevisning, udfrielsen kommer med Kristus Jesus. 25 Han er af Gud selv bragt som sonoffer - soningen dækker den, der tror på hans blod - og med Kristi blod gav Gud beviset for, at han handlede ret, når han i fortiden i guddommelig langmodighed bar over med begåede synder; 26 med Kristi blod giver Gud beviset for, at han handler ret, når han, den retfærdige, i den nærværende tid lader sin retfærdighed komme den til gode, der dækkes af tro på Jesus. 27 Hvad bliver der så af vor stolthed som Jøder? Den er udelukket. Ifølge hvilken lov? En lov, der kræver fortjenstfulde handlinger? Nej - ifølge Troens Lov. 28 Vi slår det fast: Mennesket frikendes ved tro, uden at lovbefalede handlinger kommer i betragtning. 29 Eller er det tanken, at Gud kun skulle være en Jødegud? Skulle han ikke også være Gud for Ikke-Jøder? 30 Sandelig er han også Ikke-Jødernes Gud, så sandt som Gud er en. Han frikender den omskårne ved tro og den uomskårne gennem Troen. 31 Men så har vi vel ophævet Moseloven ved at indføre Troen? Aldeles ikke. Vi hævder Loven. |