Romerbrevet 6 1 Hvad skal vi da sige? skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større? 2 Nej, langtfra! vi, som jo er døde fra synden, hvordan kan vi stadig leve i den? 3 Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? 4 Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv. 5 Thi er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. 6 Vi ved jo, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med ham, for at det syndige legeme skulle miste sin magt, så vi ikke mere skulle trælle for synden. 7 Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra synden. 8 Og er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med ham, 9 fordi vi ved, at Kristus er opvakt fra døde og dør ikke mere. Døden er ikke mere herre over ham. 10 Thi den død, han døde, døde han én gang for alle bort fra synden, og det liv, han lever, lever han for Gud. 11 Således skal også I regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus. 12 Lad derfor ikke synden have herredømmet i jeres dødelige legeme, så I lyder dets lyster; 13 stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som uretfærdigheds redskaber; men stil jer selv til rådighed for Gud som dem, der fra døde er blevet levende, og jeres lemmer til rådighed for Gud som retfærdigheds redskaber. 14 Thi synden skal ikke få herredømme over jer; I er jo ikke under lov, men under nåde. 15 Hvad da? skal vi synde, fordi vi ikke er under lov, men under nåde? Nej, langtfra! 16 Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed? 17 Men Gud ske tak, fordi I, som har været trælle under synden, nu af hjertet er blevet lydige imod den læreform, til hvilken I blev overgivet. 18 Og frigjorte fra synden er I blevet trælle under retfærdigheden. 19 Jeg bruger et udtryk fra menneskelivet for jeres svage, kødelige naturs skyld. Ligesom I nemlig før stillede jeres lemmer som trælle til rådighed for urenheden og lovløsheden, så det førte til lovløshed, således skal I nu stille jeres lemmer som trælle til rådighed for retfærdigheden, så det fører til helliggørelse. 20 Thi så længe I var trælle under synden, var I frie over for retfærdigheden. 21 Hvad frugt havde I dengang? Ting, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. 22 Men nu, da I er blevet frigjort fra synden og er blevet trælle under Gud, har I den frugt, at I helliggøres, og det ender med evigt liv; 23 thi syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre. |