Romerbrevet 8 1 Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. 2 Thi livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov. 3 Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, 4 for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden. 5 Thi de, som lader sig lede af kødet, attrår det kødelige; men de, som lader sig lede af Ånden, attrår det åndelige. 6 Thi kødets attrå er døden, men Åndens attrå er liv og fred. 7 Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det; 8 de, som er i kødet, kan derfor ikke tækkes Gud. 9 I derimod er ikke i kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i jer. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ikke ham til. 10 Men er Kristus i jer, da er vel legemet dødt på grund af synden, men Ånden er liv på grund af retfærdigheden. 11 Men hvis hans Ånd, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal han, som opvakte Kristus Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i jer. 12 Altså, brødre, står vi ikke i gæld til kødet, så vi skulle leve efter kødet; 13 thi lever I efter kødet, skal I dø, men døder I ved Ånden legemets gerninger, skal I leve. 14 Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn. 15 I modtog jo ikke en Ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: »Abba«, Fader!« 16 Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. 17 Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham. 18 Thi jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os. 19 Thi skabningen venter i inderlig længsel på, at Guds børn skal åbenbares. 20 Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden ikke frivilligt, men efter hans vilje, som lagde den derunder dog med håb, 21 thi også skabningen selv skal engang fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden. 22 Vi ved jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund. 23 Og ikke skabningen alene, men også vi selv, der har Ånden som førstegrøde, også vi sukker ved os selv, idet vi bier på barnekår, vort legemes forløsning. 24 Thi i håbet blev vi frelst. Men et håb, som man ser, er ikke noget håb, thi hvordan kan man håbe på det, man ser? 25 Håber vi derimod på det, vi ikke ser, da bier vi på det med udholdenhed. 26 Ligeledes kommer Ånden os til hjælp i vor magtesløshed; thi hvad vi rettelig bør bede om, forstår vi ikke, men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke. 27 Og han, som ransager hjerterne, ved, hvad Åndens attrå er, thi efter Guds vilje går Ånden i forbøn for hellige. 28 Og vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede. 29 Thi dem, han forud har kendt, dem har han også forudbestemt til at blive hans Søns billede lige, så han kan være den førstefødte blandt mange brødre. 30 Og dem, han har forudbestemt, dem har han også kaldet; og dem, han har kaldet, dem har han også retfærdiggjort; og dem, han har retfærdiggjort, dem har han også herliggjort. 31 Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? 32 Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham? 33 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. 34 Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, sommer ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os. 35 Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? 36 som der står skrevet: »For din skyld dræbes vi dagen lang; vi er regnet for slagtefår.« 37 Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. 38 Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter 39 eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. |