Romerbrevet 9 1 Sandhed taler jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min samvittighed vidner med mig i Helligånden, 2 at jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte. 3 hi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder. 4 De er jo israelitter, dem tilhører barnekårene og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelserne, 5 dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed! Amen. 6 Dog er det ikke således at forstå, at Guds ord har svigtet; thi det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter; 7 ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom, men: »kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.« 8 Det vil sige: Det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom. 9 Thi et forjættelsesord er dette: »Ved denne tid kommer jeg igen, og så har Sara en søn.« 10 Men ikke blot hun kan nævnes, men også Rebekka, som var frugtsommelig ved en mand, Isak, vor fader. 11 Thi for at Guds beslutning, der hviler på hans udvælgelse, skulle stå fast, 12 ikke i kraft af gerninger, men i kraft af den, der kalder, blev der, før de var født, og før de havde gjort noget godt eller ondt, sagt til hende: »Den ældste skal trælle for den yngste,« 13 som der står skrevet: »Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.« 14 Hvad skal vi da sige? findes der mon uretfærdighed hos Gud? Nej, langtfra! 15 Han siger jo til Moses: »Jeg er barmhjertig mod, hvem jeg vil, og jeg forbarmer mig over, hvem jeg vil.« 16 Altså beror det ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed. 17 Og skriften siger til Farao: »Netop derfor har jeg ladet dig fremstå, for at jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.« 18 Altså forbarmer han sig over, hvem han vil, og forhærder, hvem han vil. 19 Nu vil du sige til mig: »Hvad har han så længere at bebrejde os? hvem kan nemlig sætte sig op mod hans vilje?« 20 Menneske! hvem er dog du, som går i rette med Gud? kan noget, som blev formet, sige til den, som formede det: »Hvorfor har du dannet mig således?« 21 Eller har pottemageren ikke rådighed over sit ler, så han af den samme masse kan danne et kar til ære, et andet til vanære? 22 Men hvad om nu Gud, skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed har båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse, 23 og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han forud havde beredt til herlighed? 24 Og til at være sådanne kaldte han også os, ikke alene dem af jødisk, men tillige dem af hedensk æt, 25 som han også siger hos Hoseas: »Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde »mit folk«, og hende, som ikke var den elskede, vil jeg kalde »den elskede«; 26 og det skal ske, at på det sted, hvor der blev sagt til dem: »I er ikke mit folk«, der skal de kaldes »den levende Guds børn.« 27 Men Esajas udråber om Israel: »Var end Israels børn talløse som sandet ved havet, kun en rest skal frelses; 28 thi endeligt og afsluttende vil Herren gøre regnskabet op på jorden.« 29 Og som Esajas forud har sagt: »Havde ikke Herren Zebaot levnet os afkom, da var vi blevet som Sodoma, havde lignet Gomorra.« 30 Hvad skal vi da sige? Jo, at hedninger, som ikke jagede efter retfærdighed, vandt retfærdighed, nemlig retfærdigheden af tro; 31 Israel derimod, som jagede efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke frem til en sådan lov. 32 Hvorfor ikke? fordi de søgte den, ikke ved tro, men som om den kunne vindes ved gerninger. De stødte an mod anstødsstenen, 33 som der står skrevet: »Se, jeg lægger i Zion en anstødssten og en klippe til fald; men den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.« |