Romerbrevet 9 1 Det er den rene sandhed - Kristus ved, at jeg ikke lyver - jeg tager Helligånden til vidne sammen med min samvittighed, 2 når jeg siger det: Jeg bærer en stor sorg, en aldrig ophørende pine i mit hjerte. 3 Jeg ville bede til, at det var mig, der var bandlyst fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine Brødre, mine stammefrænder, mit kød og blod, 4 de, som er Israeliter, de, som har sønneværdigheden, æren, Pagterne, Lovgivningen, Gudstjenesten, Guds løfter, 5 de, som har de store forfædre, de, fra hvem Kristus udgik som menneske, han, der er Gud over alt og alle, priset være han i Evighed. Amen. 6 Det er jo ikke sådan, at Guds Ord har spillet fallit. Fordi man er barn af Israel, er man ikke dermed Israel, 7 så lidt som man er et ægtefødt barn af Abraham, fordi man nedstammer fra Abraham; det hedder jo: "Gennem Isak skal din slægt regnes." 8 Det skal forstås på den måde, at Guds Barn bliver man ikke ved legemlig afstamning; kun de børn, der kommer ind under Guds løfte til Abraham, regnes for Abrahams efterkommere. 9 Dette løftes ordlyd var: "Ved denne tid vil jeg komme, og så har Sara en søn." 10 Og vi kan tilføje ordene til Rebekka, der fik tvillinger med vor forfader Isak. 11 De var endnu ikke kommet til Verden, de havde ingenting gjort, hverken godt eller ondt - Gud havde for længst foretaget sin udvælgelse, og den skulle stå fast, 12 uden hensyn til deres gerninger, udelukkende på kaldet fra Gud. Og derfor blev der sagt til Rebekka: "Den ældste skal tjene den yngste", 13 som det andetsteds hedder: Jakob elskede jeg, Esau hadede jeg. 14 Hvordan skal så det forstås? Findes der uretfærdighed hos Gud? Aldeles ikke. 15 Men Gud siger til Moses: Jeg vil vise nåde mod hvem jeg vil, og barmhjertighed mod hvem jeg vil. 16 Altså kommer det ikke an på, hvor gerne man vil eller hvor godt man strækker ud, det kommer derimod an på Gud og hans barmhjertighed. 17 I Skriften siger Gud til Farao: "Jeg har ladet dig fremstå af den ene grund, at jeg kan vise min magt på dig og således lade mit Navn blive forkyndt ud over hele Jorden." 18 Vi sammenfatter: Gud forbarmer sig over hvem han vil og forhærder hvem han vil. 19 Nu kan du sige til mig: Jamen hvad har Gud så at bebrejde nogen? Der er alligevel ingen, der kan stille noget op imod hans vilje! 20 Menneske dog! Hvem er du i det hele taget, siden du svarer Gud igen? Siger det formgivne til formgiveren: "Hvorfor lavede du mig sådan?" 21 Har keramikeren ikke magt over sit ler, kan han ikke af den samme masse danne et kar til ærefuldt og et andet til vanærende brug? 22 Hvad så, om Gud ganske vist vil vise sin Vrede og kundgøre sin magt, og så alligevel med største langmodighed har båret over med disse mennesker, disse Vredens kar, fuldt færdige til undergang? 23 Hvad så, om han også vil kundgøre sin overvældende Herlighed over for de mennesker, de Barmhjertighedens kar, som han for længst har beredet til Herligheden, 24 og som han også har kaldet - og det er os, det drejer sig om, ikke bare dem af os, der er fødte Jøder, men også dem, der er hedninger 25 - hvad han taler om i Hoseas' Bog: Jeg vil kalde et Ikke-Folk mit Folk, og min Ikke-Elskede kvinde vil jeg kalde Elskede, , 26 og jeg lader det ske på det sted, hvor der blev sagt til dem: I er ikke mit Folk der skal de blive kaldt Børn af den Levende Gud. 27 Men Esajas opløfter et skrig over Israel: Om så tallet på Israels Børn var som Havets sand - en rest kun skal frelses; 28 sit regnskab, endeligt og afsluttet, vil Herren opgøre over Jorden. Og noget lignende har Esajas sagt i sin profeti: 29 Hvis ikke Herren Zebaot havde levnet os afkom, da var vi blevet som Sodoma, Gomorra havde vi lignet. 30 Hvordan skal vi så forstå dette? Således, at hedningerne, som ikke stræbte efter at opnå fortjenstfuldhed i Guds øjne, de fik fortjenstfuldhed tilregnet, men vel at mærke en fortjenstfuldhed, som skyldtes tro. 31 Men Israel, som stræbte efter fortjenstfuldhed gennem Loven, de nåede slet ikke frem. 32 Hvorfor ikke? Jo, de regnede ikke med tro, kun med gerninger; de stødte imod 'anstødsstenen', 33 den, der er skrevet således om: Se, jeg stiller i Sion en sten at støde imod, en klippe at falde over, og den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme. |