Titusbrevet 1 1 Paulus Guds tjener og Jesu Kristi apostel for at vække tro hos Guds udvalgte og erkendelse af den sandhed, der sigter på gudsfrygt, 2 udsendt, fordi der er håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har forjættet fra evige tider 3 og da tid var inde, åbenbarede han sit ord ved det budskab, som blev mig betroet efter befaling af Gud vor frelser 4 sender hilsen til Titus, sit ægte barn i fælles tro: Nåde og fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor frelser! 5 Når jeg efterlod dig på Kreta, var det, for at du skulle bringe i orden, hvad der stod tilbage, og indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg foreskrev dig: 6 det skal være en mand, der ikke er noget at klage på, en kvindes mand, med troende børn, som ikke er i vanry for udsvævelser eller er genstridige. 7 Thi en tilsynsmand bør som en Guds husholder være en mand, der ikke er noget at klage på, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke drikfældig eller voldsom, ikke ude efter skammelig vinding, 8 men gæstfri, glad ved alt godt, sindig, retfærdig, from, afholdende; 9 han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at han kan være dygtig til både at formane med den sunde lære og at overbevise dem, som siger imod. 10 Thi der er, især blandt de omskårne, mange genstridige, som farer med intetsigende snak og bedrager folk. 11 Dem bør man stoppe munden på; thi de ødelægger hele familier ved at føre utilbørlig lære for skammelig vindings skyld. 12 En af dem, en profet af deres egen midte, har sagt: »Kreterne lyver bestandig, er vilddyr, forslugne og lade.« 13 Dette vidnesbyrd er sandt. Derfor skal du sætte dem strengt i rette, så de kan blive sunde i troen 14 og ikke lægge vægt på jødiske fabler og bud, givne af mennesker, som vender sig bort fra sandheden. 15 Alt er rent for de rene; for de besmittede og vantro er derimod intet rent, men hos dem er både forstand og samvittighed besmittet. 16 De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham, afskyelige som de er, og ulydige og uduelige til enhver god gerning. |