Titusbrevet 2 1 Men du skal forkynde, hvad der stemmer med den sunde lære: 2 at gamle mænd skal være ædruelige, værdige, sindige, sunde i troen, i kærligheden, i udholdenheden; 3 ligeså at gamle kvinder i deres færd skal være, som det sømmer sig hellige: ikke sladderagtige, ikke forfaldne til drik, men vejledere i det gode, 4 så de opmuntrer de unge kvinder til at være kærlige hustruer og mødre, 5 sindige, kyske, huslige, gode, lydige mod deres mænd, for at Guds ord ikke skal blive spottet. 6 Forman ligeledes de unge mænd til at være sindige 7 i alle forhold, og vær selv et forbillede i gode gerninger; og vis i din lærergerning uforfalsket renhed, værdighed, 8 sund, upåklagelig forkyndelse, så den, der står os imod, må blive til skamme, fordi han intet ondt har at sige om os. 9 Forman trællene til at lyde deres herrer i alt, være dem til behag, ikke svare igen, 10 ikke stikke noget til side, men vise al god troskab, så de i et og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers, lære. 11 Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker 12 og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige: begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden 13 i forventning om det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst, 14 han, som hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode, gerninger. 15 Tal således, og forman og irettesæt med al myndighed. Lad ingen ringeagte dig! |