1948                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Første korinterbrev 7

1 Med hensyn til det, I skrev om, så er det godt for en mand ikke at røre en kvinde; 2 men for at undgå utugtssynder skal hver mand have sin egen hustru, og hver kvinde have sin egen mand. 3 Manden skal yde sin hustru, hvad han er hende skyldig; ligeledes også hustruen sin mand. 4 Hustruen råder ikke over sit eget legeme, det gør hendes mand. Ligeså råder heller ikke manden over sit eget legeme, det gør hans hustru. 5 Unddrag jer ikke hinanden uden måske med gensidigt samtykke for en tid, for at I kan have ro til jeres bøn. Derefter skal I atter være sammen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende. 6 Dette siger jeg som en indrømmelse, ikke som en befaling. 7 Dog ville jeg ønske, at alle mennesker havde det som jeg selv; men hver har sin særlige nådegave fra Gud, den ene så, den anden så. 8 Til de ugifte og til enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, om de vedbliver at være som jeg. 9 Men kan de ikke leve afholdende, så lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at være optændt af begær. 10 Men de gifte byder jeg, dog ikke jeg, men Herren, at en hustru ikke må skille sig fra sin mand 11 og hvis hun alligevel skiller sig fra ham, skal hun vedblive at være ugift eller forlige sig med sin mand og at en mand ikke må forskyde sin hustru. 12 Men til de andre siger jeg selv, ikke Herren: Hvis en broder har en vantro hustru, og hun er villig til at blive boende sammen med ham, så må han ikke forskyde hende. 13 Og hvis en hustru har en vantro mand, og han er villig til at blive boende sammen med hende, så må hun ikke forskyde manden. 14 Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers var jo jeres børn urene, men nu er de hellige. 15 Vil derimod den vantro skilles, så lad ham skilles. Ingen broder eller søster er trælbunden i sådanne tilfælde. Til fred har Gud kaldet os. 16 Thi hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru? 17 Nej, enhver skal leve videre i de kår, som Herren har tildelt ham, og hvori Gud har kaldet ham. Det foreskriver jeg også i alle menighederne. 18 Blev man kaldet som omskåren, skal man ikke lade forhud drage over; er man kaldet som uomskåren, skal man ikke lade sig omskære. 19 Omskærelse betyder ikke noget, og forhud betyder ikke noget, men det at holde Guds bud. 20 Hver skal blive i den stand, som han var i, da han blev kaldet! 21 Blev du kaldet i trællestand, så bryd dig ikke om det; men selv om du kan blive fri, så bliv hellere i den. 22 Thi den, der blev kaldet i Herren som træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der blev kaldet som fri, Kristi træl. 23 I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle! 24 Den stilling, som enhver var i, da han blev kaldet, brødre, den skal han blive i for Gud! 25 Med hensyn til jomfruerne har jeg ikke nogen befaling fra Herren, men udtaler min mening som den, der ved Herrens barmhjertighed er troværdig. 26 Jeg mener nu, at på grund af den nød, der står for døren, er det bedst for en at leve således. 27 Er du bunden til en hustru? søg ikke at blive fri! Er du fri? søg dig ikke en hustru! 28 Men selv om du også gifter dig, har du ikke derved syndet, og selv om en jomfru gifter sig, har hun ikke derved syndet; dog vil de, der gør det, få timelig trængsel. Men jeg vil gerne skåne jer. 29 Og det siger jeg jer, brødre: Tiden er knap; derfor skal herefter de, der har hustru, være, som om de ingen havde, 30 og de, der græder, som om de ikke græd, og de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, og de, der køber, som om de ikke ejede, 31 og de, der benytter denne verden, som om de ikke udnyttede den; thi verden i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang. 32 Men jeg vil gerne, at I skal være fri for bekymringer. Den ugifte mand bekymrer sig for det, der hører Herren til, hvorledes han kan tækkes Herren; 33 men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes han kan tækkes sin hustru; 34 og han er delt. Og den ugifte kvinde og jomfruen bekymrer sig for det, der hører Herren til, at hun kan være hellig både på legeme og ånd; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes hun kan tækkes sin mand. 35 Jeg siger dette til jeres eget bedste, ikke for at lægge snare for jer, men for at I må leve sømmeligt og ufravendt holde jer til Herren. 36 Men mener nogen at volde sin ugifte datter skam, om hun kommer ud over den giftefærdige alder, og det ikke kan være anderledes, lad ham så gøre, hvad han vil; han synder ikke; lad dem gifte sig! 37 Men den, der er fast i sit forsæt og ikke er under tvang, men frit kan handle efter sin vilje og i sit hjerte har besluttet vedblivende at lade sin datter være jomfru, han gør vel. 38 Altså gør både den vel, der bortgifter sin ugifte datter, og den gør bedre, der ikke bortgifter hende. 39 En hustru er bunden, så længe hendes mand lever; men sover hendes mand hen, er hun fri, så hun kan gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren. 40 Men lykkeligere er hun, hvis hun forbliver, som hun er efter min mening; og jeg tror, at også jeg har Guds Ånd.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV