1948                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Åbenbaringen 10

1 Og jeg så en anden vældig engel komme ned fra Himmelen. Han var indhyllet i en sky, og regnbuen var over hans hoved, og hans ansigt var som solen og hans ben som ildsøjler, 2 og i hånden holdt han en lille, åben bogrulle. Og han satte sin højre fod på havet og den venstre på jorden. 3 Og han råbte med høj røst, som når en løve brøler; og da han havde råbt, lod de syv tordener deres røst høre. 4 Og da de syv tordener havde talt, ville jeg til at skrive; men jeg hørte en røst fra Himmelen sige: »Gem under segl, hvad de syv tordener talte, og skriv det ikke ned!« 5 Og engelen, som jeg så stå på havet og på jorden, hævede sin højre hånd mod Himmelen 6 og svor ved ham, som lever i evighedernes evigheder, ham, som har skabt himmelen, og hvad der er i den, og jorden, og hvad der er på den, og havet, og hvad der er i det: »Fristen er omme; 7 ja, i de dage, da den syvende engel lader sin røst lyde og skal til at blæse i basunen, er Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet, således som han har forkyndt i glædesbudskabet til sine tjenere profeterne« 8 Og den røst, jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter til mig og sagde: »Gå hen, tag den åbne bogrulle af den engels hånd, som står på havet og på jorden.« 9 Og jeg gik hen til engelen og bad ham give mig den lille bog. Og han sagde til mig: »Tag den og synk den; den vil volde bitter smerte i din mave, men i din mund vil den smage sødt som honning.« 10 Og jeg tog den lille bog af engelens hånd og sank den; og den smagte sødt som honning i min mund, men da jeg havde spist den, følte jeg bitter smerte i maven. 11 Og der blev sagt til mig: »Du skal på nu profetere om mange folk og folkeslag og tungemål og konger.«
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV