1948                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Apostlenes Gerninger 21

1 Men da vi havde revet os løs fra dem og var sejlet ud, styrede vi lige frem og kom til Kos og den næste dag til Rodus og derfra til Patara. 2 Der fandt vi et skib, som skulle til Fønikien, og vi gik om bord og sejlede ud. 3 Da vi havde fået Kypern i sigte, lod vi øen om bagbord og sejlede til Syrien, hvor vi landede i Tyrus; der skulle skibet nemlig losse sin ladning. 4 Vi opsøgte disciplene og blev hos dem i syv dage; og tilskyndende af Ånden sagde de til Paulus, at han ikke skulle drage op til Jerusalem. 5 Men da vort ophold der var til ende, brød vi op og rejste videre, og alle fulgte de os på vej med hustruer og børn, til vi kom uden for byen. Der knælede vi ned på strandbredden og holdt bøn 6 og tog så afsked med hverandre; vi gik om bord i skibet, og de vendte tilbage til deres hjem. 7 Fra Tyrus kom vi til Ptolenais og havde dermed afsluttet vor sørejse. Vi hilste på brødrene dér og blev en enkelt dag hos den. 8 Den næste dag drog vi derfra og kom til Kæsarea, hvor vi tog ind hos evangelisten Filip, som var en af de syv, og blev hos ham. 9 Han havde fire ugifte døtre med profetisk gave. 10 Medens vi nu opholdt os dér i flere dage, kom der en profet ved navn Agabus ned fra Judæa. 11 Han kom til os og tog Paulus' bælte og bandt sine egne fødder og hænder dermed og sagde: »Dette siger Helligånden: »Den mand, som ejer dette bælte, skal jøderne binde således i Jerusalem og overgive i hedningers hænder.« 12 Da vi hørte dette, bad både vi selv og de, der havde hjemme dér på stedet, ham om ikke at drage op til Jerusalem. 13 Men da svarede Paulus: »Hvorfor græder I sådan og gør mit hjerte vegt? jeg er jo ikke blot rede til at lade mig binde, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld.« 14 Da han ikke ville lade sig overtale, blev vi stille og sagde: »Herrens vilje ske!« 15 Da disse dage nu var til ende, gjorde vi os rede og gav os på vej op til Jerusalem. 16 Sammen med os fulgte også nogle af disciplene fra Kæsarea, som skulle føre os til Mnason fra Kypern, en gammel discipel, hos hvem vi kunne bo. 17 Og da vi kom til Jerusalem, tog brødrene imod os med glæde. 18 Den næste dag gik Paulus sammen med os hen til Jakob, og alle de ældste kom også til stede. 19 Og da han havde hilst på dem, fortalte han træk for træk, hvad Gud gennem hans tjeneste havde virket blandt hedningerne. 20 Da de hørte dette, priste de Gud. Så sagde de til ham: »Broder«! du ser, hvor mange tusind jøder der er kommet til tro, og alle er de nidkære for loven. 21 Men nu har de hørt om dig, at du lærer alle jøder ude blandt hedningerne frafald fra Moses, idet du siger, at de ikke skal omskære børnene og ikke vandre efter vore skikke. 22 Hvad skal vi nu gøre? Der vil sikkert komme en hel mængde mennesker sammen; de vil jo få at høre, at du er kommen. 23 Gør derfor, som vi nu siger dig: Vi har her fire mænd, som har et løfte på sig. 24 Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem, og afhold udgifterne for dem, så de kan lade deres hoved rage; så vil alle forstå, at det, de har hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder loven. 25 Men angående de hedninger, som er kommet til tro, har vi udsendt en skrivelse med den afgørelse, at de skal vogte sig for afgudsofferkød og for blod og for kød af kvalte dyr og for utugt. 26 Så tog Paulus mændene med sig den næste dag, og efter at have renset sig sammen med dem gik han ind i helligdommen og opgav, hvornår renselsesdagene udløb og offeret kunne bringes for hver enkelt af dem. 27 Da de syv dage næsten var gået, fik jøderne fra provinsen Asien øje på ham i helligdommen, og de bragte hele mængden i oprør og lagde hånd på ham 28 og råbte: »Israelitiske mænd, kom til hjælp! her er den mand, som alle vegne lærer alle, hvad der er imod vort folk og imod loven og imod dette sted; tilmed har han nu ført grækere ind i helligdommen og gjort dette hellige sted urent.« 29 De havde nemlig i forvejen set Trofimus fra Efesus sammen med ham ude i byen, og de mente så, at Paulus havde taget ham med ind i helligdommen. 30 Hele staden kom i bevægelse, og folket stimlede sammen; de greb Paulus og slæbte han uden for helligdommen, og straks blev portene lukket. 31 Men just som de skulle til at slå ham ihjel, gik der melding op til kommandanten for hærafdelingen om, at hele Jerusalem var i oprør. 32 Han tog straks soldater og høvedsmænd med sig og kom løbende ned imod den. Ved synet af kommandanten og soldaterne holdt de op at slå Paulus. 33 Da kommandanten så kom helt derhen, lod han ham gribe og befalede, at han skulle bindes med to lænker; og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort. 34 Men nogle i skaren råbte et, andre noget andet til ham; og da han ikke kunne få noget pålideligt at vide på grund af larmen, befalede han, at Paulus skulle føres ind i borgen. 35 Og da han kom hen til trappen, måtte ham bæres af soldaterne, så voldsomt trængte skaren på; 36 thi folkemængden fulgte efter og råbte: »Bort med ham!« 37 Da Paulus skulle til at føres ind i borgen, siger han til kommandanten: »Er det mig tilladt at sige noget til dig?« Ham svarede: »Kan du græsk? 38 Er du da ikke den ægypter, som for nogen tid siden gjorde oprør og førte de fire tusinde knivstikkere ud i ørkenen?« 39 Da svarede Paulus: »Nej, jeg er en, jødisk mand fra Tarsus, borger i en ikke ukendt by i Kilikien. Jeg beder dig, tillad mig at tale til folket!« 40 Og da han tillod det, stod Paulus frem på trappen og gav med hånden tegn til folket. Da der var blevet almindelig tavshed, talte han til den i det hebraiske sprog og sagde:
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV