Apostlenes Gerninger 24 1 Fem dage senere drog ypperstepræsten Ananias ned med nogle ældste og en sagfører, en vis Tertullus, og de fremførte så for landshøvdingen deres anklage mod Paulus. 2 Da han var hentet ind, begyndte Tertullus sin anklagetale og sagde: »At vi under dig nyder megen fred, og at der ved din omsorg på enhver måde og alle vegne er indført forbedringer til bedste for dette folk, 3 det påskønner vi, højædle Feliks! med al taknemmelighed. 4 Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du i din mildhed vil høre nogle øjeblikke på os. 5 Vi har nemlig fundet, at denne mand er en pest og en oprørsstifter blandt alle jøderne hele verden over, og at han er den, som står i spidsen for nazaræernes parti. 6 Han har endog forsøgt at vanhellige helligdommen; derfor greb vi ham også og ville have dømt ham efter vor lov. 7 Men kommandanten Lysias kom til og rev han med vold og magt ud af vore hænder, 8 og han bød hans anklagere komme til dig. Når du tager ham i forhør, kan du selv af ham erfare alt det, vi anklager ham for.« 9 Også jøderne stemte i med og påstod, at det forholdt sig således. 10 Da landshøvdingen nu gav Paulus et vink om at tale, tog han til orde: »Jeg ved, at du i mange år har været dommer for dette folk, og derfor vil jeg frimodigt forsvare min sag. 11 Du kan selv forvisse dig om, at det ikke er mere end tolv dage, siden jeg drog op for at tilbede i Jerusalem. 12 Og ingen har set mig i ordskifte med nogen eller i færd med at samle folkeopløb, hverken i helligdommen eller i synagogerne eller omkring i staden. 13 De kan heller ikke over for dig bevise det, som de nu anklager mig for. 14 Men dette bekender jeg for dig, at jeg følger den »vej«, som de kalder et parti, og tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står skrevet i loven og hos profeterne, 15 og jeg har det samme håb til Gud, som disse også selv venter opfyldt: at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige. 16 Derfor øver jeg mig også selv i altid at have en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker. 17 Efter flere års forløb kom jeg nu tilbage for at overbringe almisser til mit folk og for at ofre; 18 dette fandt de mig i færd med, da jeg var blevet renset i helligdommen, og det var ikke mig, der lavede opløb og larm, 19 men det var nogle jøder fra provinsen Asien, og de burde nu være til stede her hos dig og klage, om de måtte have noget at sige mig på. 20 Eller lad dem, der er her, selv sige, hvad uret de har fundet mig skyldig i, den gang jeg stod for rådet, 21 hvis det da ikke skulle være dette ene ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: »Det er i anledning af de dødes opstandelse, at jeg i dag står som anklaget for jer.« 22 Nu udsatte Feliks sagen, da han vidste ret god besked om »vejen«, og han sagde: »Når kommandanten Lysias kommer herned, vil jeg påkende jeres sag.« 23 Og han befalede høvedsmanden, at Paulus skulle holdes i varetægt, men med lempelser, og at man ikke måtte hindre nogen af hans egne i at yde han tjenester. 24 Nogle dage efter indfandt Feliks sig med sin hustru Drusilla, som var jødinde; og han lod Paulus hente og hørte ham tale om troen på Kristus Jesus. 25 Men da han prædikede om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom, blev Feliks forfærdet og udbrød: »Gå for denne gang; når jeg får tid, vil jeg lade dig kalde.« 26 Samtidig håbede han også på, at Paulus ville give ham penge; derfor lod ham han oftere hente og samtalede med ham. 27 Da to år var forløbet, blev Feliks efterfulgt af Porkius Festus; men da Feliks gerne ville sikre sig jødernes taknemmelighed, lod han Paulus blive tilbage som fange. |