1948                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Apostlenes Gerninger 28

1 Da vi nu var blevet reddet, fik vi at vide, at øen hed Malta. 2 Og de indfødte viste os em usædvanlig menneskekærlighed; thi de tændte et bål og tog sig af os alle, da det begyndte at regne og var koldt. 3 Og da Paulus havde samlet en bunke kvas og lagde den på bålet, krøb der på grund af varmen en giftslange ud og bed sig fast i hans hånd. 4 Da nu de indfødte så dyret hænge fast ved hans hånd, sagde de til hverandre: »Denne mand er sikkert en morder, som retfærdighedens gudinde ikke tillader at leve, skønt han er reddet fra havet.« 5 Men han rystede dyret af i ilden og havde ingen mén af det. 6 De ventede nu, at han skulle svulme op eller pludselig falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget slemt, slog de helt om og sagde, at han var en gud. 7 I nærheden af dette sted havde øens fornemste mand, som hed Publius, en landejendom. Han tog venligt imod os, og vi var hans gæster i tre dage. 8 Nu traf det sig, at Publius' fader lå syg af feber og blodgang. Paulus gik da ind til ham, bad og lagde hænderne på ham og helbredte ham. 9 Da det var sket, kom også de andre på øen, som havde sygdomme, til ham og blev helbredt. 10 De viste os også megen ære, og da vi skulle sejle bort, forsynede de os med, hvad vi kunne få brug for. 11 Da tre måneder var gået, sejlede vi så bort i et aleksandrinsk skib, som havde haft vinterleje ved øen, og som førte Tvillingernes mærke. 12 Vi anløb Syrakus og blev der tre dage. 13 Derfra sejlede vi videre langs kysten og nåede til Regium, og efter en dags forløb fik vi søndenvind og kom næste dag til Puteoli. 14 Der fandt vi brødre, og efter deres indbydelse blev vi hos dem i syv dage. Og så kom vi til Rom. 15 Brødrene der havde hørt om os og var gået ud til Forum Appii og Tres-Tabernæ for at møde os. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede mod. 16 Og da vi var kommet ind til Rom, overgav høvedsmanden fangerne til den øverstbefalende for livvagten. Dog, blev det tilladt Paulus at bo for sig selv sammen med den soldat, der skulle bevogte ham. 17 Efter tre dages forløb skete det, at han sammenkaldte de fornemste blandt jøderne; og da de var samlet, sagde han til dem: »Brødre! skønt jeg ikke har gjort noget, der kunne skade vort folk eller de fædrene skikke, kommer jeg dog som fange fra Jerusalem, overgivet i romernes hænder. 18 De har forhørt mig og ville derefter løslade mig, fordi jeg ikke var skyldig i noget, som fortjener døden. 19 Men da jøderne gjorde indsigelse, nødtes jeg til at indanke min sag for kejseren, dog ikke som om jeg havde noget at anklage nit eget folk for. 20 Af denne grund har jeg nu indbudt jer for at hilse på jer og tale med jer; thi det er for Israels håbs skyld, at jeg er lagt i denne lænke.« 21 De svarede ham: »Vi har ikke fra Judæa fået noget brev om dig, heller ikke er nogen af vore brødre kommen og har meldt eller fortalt noget ondt om dig. 22 Men vi ønsker at høre af dig selv, hvad for meninger du har, thi om dette parti er det os bekendt, at det alle vegne vækker modsigelse.« 23 De aftalte derefter en dag med ham, og på den kom endnu flere til ham i hans herberge. Fra tidlig morgen og lige til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud fra Mose lov og fra profeterne. 24 Og nogle lod sig overbevise af det, som blev sagt, men andre var vantro. 25 Og uden at kunne komme til enighed indbyrdes gik de bort, mens Paulus kun sagde dette ene ord: »Med rette har Helligånden talt ved profeten Esajas til jeres fædre og sagt: 26 »Gå hen til dette folk og sig: 27 I skal høre og høre og dog intet fatte, I skal se og se og dog intet øjne. Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte ned hjertet og omvende sig, så jeg kan helbrede dem.« 28 Så skal I da vide, at denne Guds frelse er blevet sendt til hedningerne; de skal også høre om den.« 29 Det var, da han sagde dette, at jøderne gik bort under heftig indbyrdes ordstrid. 30 Så boede han to hele år i en bolig, han selv havde lejet. Og alle, som kom til ham, tog han imod 31 og forkyndte dem Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus med al frimodighed, uden at nogen hindrede ham deri.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV