1948                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Apostlenes Gerninger 9

1 Men Saulus, der stadig fnyste med trussel og mord imod Herrens disciple, gik til ypperstepræsten 2 og bad han om breve til synagogerne i Damaskus, for at han, hvis han fandt nogen, mænd eller kvinder, som holdt sig til »vejen«, da kunne føre dem bundne til Jerusalem. 3 Men det skete, da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, at et lys fra Himmelen pludselig strålede om ham. 4 Og han faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til ham: »Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?« 5 Han sagde: »Hvem er du, Herre?« Han svarede: »Jeg er Jesus, som du forfølger. 6 Men stå op og gå ind i byen, så skal det blive sagt dig, hvad du bør gøre.« 7 Hans rejsefæller stod målløse, da de nok hørte røsten, men ikke så nogen. 8 Og Saulus rejste sig op fra jorden; men da han åbnede sine øjne, kunne han ikke se. De ledede ham så ved hånden og førte ham ind i Damaskus. 9 Og i tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak. 10 I Damaskus var der en discipel ved navn Ananias; til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Og han svarede: »Se, her er jeg, Herre!« 11 Og Herren sagde til ham: »Stå op, gå hen i den gade, som kaldes den Lige, og spørg i Judas' hus efter en ved navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder. 12 Og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne på ham, for at han skulle få sit syn igen.« 13 Men Ananias svarede: »Herre! jeg har hørt af mange om den mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem. 14 Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, som påkalder dit navn.« 15 Men Herren sagde til han: »Gå! thi denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn; 16 og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« 17 Så gik Ananias derhen, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul! det er Herren, som har sendt mig, Jesus, der viste sig for dig på vejen, du kom ad, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligånden.« 18 Og straks faldt der ligesom skæl fra hans øjne og han fik sit syn igen, og han stod op og blev døbt. 19 Så tog han næring til sig og kom til kræfter. Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus. 20 Og straks begyndte han i synagogerne at prædike om Jesus, at han er Guds Søn. 21 Og alle, som hørte det, var ude af sig selv af forundring og sagde: »Er det ikke ham, som i Jerusalem søgte at udrydde dem, der påkalder dette navn? Og var han ikke kommen hertil for at føre dem bundne til ypperstepræsterne?« 22 Men Saulus voksede i kraft og gendrev jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at Jesus er Kristus. 23 Men da en rum tid var gået, holdt jøderne rådslagning om at slå ham ihjel; 24 men Saulus fik at vide, at de efterstræbte ham. Da de nu endogså holdt vagt ved portene både dag og nat for at få ham slået ihjel, 25 tog hans disciple ham ved nattetid og fik ham ud gennem muren ved at fire ham ned i en kurv. 26 Da han siden kom til Jerusalem, gjorde han forsøg på at slutte sig til disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede på, at han var en discipel. 27 Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene og fortalte dem, hvordan ham på vejen havde set Herren, som havde talt til ham, og hvordan han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu navn. 28 Så gik han ind og ud hos den i Jerusalem og vidnede frimodigt i Herrens navn. 29 Og han talte og stredes med de græsktalende jøder dér; og de forsøgte at slå han ihjel. 30 Men da brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte han derfra videre til Tarsus. 31 Så havde da menigheden fred overalt i Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens frygt og voksede ved Helligåndens trøst og formaning. 32 Medens Peter drog omkring alle vegne, skete det, at han også kom ned til de hellige, som boede i Lydda. 33 Dér traf han en mand ved navn Æneas, som havde ligget otte år til sengs, fordi han var lam. 34 Og Peter sagde til ham: »Æneas! Jesus Kristus helbreder dig! stå op og red selv din seng!« Da stod han straks op. 35 Og alle beboerne i Lydda og på Saronsletten så ham, og de omvendte sig til Herren. 36 I Joppe var der en kvindelig discipel ved navn Tabita, hvilket oversat betyder hind; hun var rig på gode gerninger og gav mange almisser. 37 Men det skete i de dage, at hun blev syg og døde; og de vaskede hende og lagde hende i salen ovenpå. 38 Da nu Lydda var nærved Joppe, og da disciplene havde hørt, at Peter var der, sendte de to mænd til ham og bad ham: »Kom uden tøven over til os!« 39 Peter brød så op og fulgte med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i salen ovenpå, og alle enkerne stod grædende omkring ham og viste han alle de kjortler og kapper, som »Hinden« havde syet, medens hun endnu var hos den. 40 Men Peter bød dem alle gå ud, og ham faldt på knæ og bad. Så vendte han sig til det døde legeme og sagde: »Tabita, stå op!« Og hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op. 41 Han gav hende hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og enkerne og viste dem, at hun levede. 42 Dette blev kendt over hele Joppe, og mange kom til tro på Herren. 43 Og det skete, at han blev en tid lang i Joppe hos en garver ved navn Simon.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV