1948                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Hebræerbrevet 11

1 Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser. 2 På grund af den fik jo de gamle godt vidnesbyrd. 3 I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se. 4 I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død. 5 I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og man fandt ham ikke mere, fordi Gud havde taget ham bort; thi før han blev taget bort, fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag; 6 men uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham. 7 I tro byggede Noa gudfrygtigt, varslet af Gud om det, som endnu ikke var at se, en ark til frelse for sit hus; og ved den tro blev han en dom over verden og arving til tros-retfærdigheden. 8 I tro adlød Abraham kaldet til at gå til et land, som han skulle få i eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. 9 I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvingerne til den samme forjættelse; 10 thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. 11 I tro fik selv Sara, til trods for sin alder, kraft til at blive stammoder for en slægt; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det. 12 Derfor kom der også fra én mand, og det en udlevet, en slægt så talrig som himmelens stjerner og som sandet ved havets bred, det, ingen kan tælle. 13 I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. 14 De, som taler sådan, viser jo derved, at de søger efter et fædreland. 15 Og hvis de havde tænkt på det, de var udvandret fra, havde de haft tid nok til at vende tilbage; 16 men nu står deres hu til et bedre, nemlig det himmelske fædreland; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en stad. 17 I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve; ja, sin enbårne var han rede til at ofre, skønt han havde fået forjættelserne, 18 og der var sagt til ham: »Gennem Isak skal en slægt få navn efter dig;« 19 thi han regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde; og derfra fik han ham jo også forbilledligt tilbage. 20 I tro gav også Isak med tanke på det, der skulle komme, sin velsignelse til Jakob og Esau. 21 I tro gav den døende Jakob begge Josefs sønner sin velsignelse og bøjede sig i tilbedelse over grebet på sin stav. 22 I tro talte Josef på sit yderste om Israels børns udgang og gav befaling om, hvad der skulle gøres med hans ben. 23 I tro blev Moses kort efter sin fødsel skjult af sine forældre i tre måneder, fordi de så, at drengen var dejlig, og de lod sig ikke skræmme af kongens befaling. 24 I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter. 25 Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund; 26 han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel; thi han så frem til lønnen. 27 I tro forlod han Ægypten uden at lade sig skræmme af kongens vrede; thi han holdt ud, som om han så den usynlige. 28 I tro har han indstiftet påsken og påstrygningen af blodet for at »ødelæggeren« ikke skulle røre deres førstefødte. 29 I tro gik de igennem Det røde Hav som over tørt land, medens ægypterne druknede, da de forsøgte det. 30 Ved tro faldt Jerikos mure, da israelitterne i syv dage havde gået omkring dem. 31 Ved tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med de genstridige; thi hun havde modtaget spejderne med fred. 32 Dog, hvorfor sige mere? Tiden vil jo ikke slå til, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, om David og Samuel og profeterne, 33 som i kraft af deres tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik forjættelser opfyldt, stoppede løvers gab, 34 slukkede ilds magt, undflyede sværds od, fik styrke efter svaghed, blev helte i krig, slog fjendehære på flugt. 35 Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen. Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse. 36 Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel; 37 de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, 38 dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter. 39 Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. 40 Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - KJV

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV