Hebræerbrevet 12 1 Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, 2 mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. 3 Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle. 4 I jeres kamp mod synden har I endnu ikke stået imod indtil blodet, 5 og I har glemt formaningen, der jo taler til jer som til sønner: »Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; 6 thi Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær.« 7 Det er til jeres optugtelse, at I må lide; Gud handler med jer som med sønner; thi hvor er den søn, som faderen ikke tugter? 8 Hvis I da ikke får nogen tugtelse, som dog alle får deres del af, så er I jo uægte børn og ikke sønner. 9 Da vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem; skal vi så ikke meget snarere bøje os under åndernes Fader og få livet i eje? 10 Thi de tugtede os for en kort tid, som de skønnede, det var bedst, men han gør det til vort sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed. 11 Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed. 12 Derfor: »Ret de slappe bænder og de kraftløse knæ,« 13 og træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes. 14 Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren. 15 Og se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter rod skyder op og gør fortræd, så mange smittes af den; 16 at ingen er utugtig eller vanhellig som Esau, der for en eneste ret mad solgte sin førstefødselsret. 17 I ved jo, at skønt han sidenhen ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget; thi han fandt ingen lejlighed til at omvende sig, skønt han med tårer søgte derefter. 18 I er jo ikke kommet til et udvortes håndgribeligt bjerg, til en flammende ild og mulm og mørke og uvejr, 19 og ikke til basunklang og til en røst, der talte således, at de, der hørte den, bad sig fri for at høre mere. 20 Thi de kunne ikke udholde det, der blev påbudt: »Selv et dyr, der rører ved bjerget, skal stenes.« 21 Ja, så frygteligt var synet, at Moses sagde: »Jeg er forfærdet og skælver.« 22 Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal 23 og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse, 24 og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels. 25 Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene. 26 Dengang fik hans røst jorden til at rokkes, men nu har han givet denne forjættelse: »Endnu en gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen.« 27 Men dette »endnu en gang« giver til kende, at de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig. 28 Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt. 29 Thi »vor Gud er en fortærende ild.« |