Johannesevangeliet 11 1 Der var en mand, som lå syg, Lazarus fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Marta boede. 2 Det var den Maria, som salvede Herren med salve og tørrede hans fødder med sit hår; hendes broder Lazarus var det, der lå syg. 3 Da sendte søstrene bud til Jesus og lod sige: »Herre! se, den, du elsker, er syg.« 4 Da Jesus hørte det, sagde han: »Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den.« 5 Og Jesus elskede Marta og hendes søster og Lazarus. 6 Skønt han nu hørte, at Lazarus lå syg, blev han alligevel to dage på det sted, hvor han var. 7 Derefter siger han så til disciplene: »Lad os gå tilbage til Judæa!« 8 Disciplene siger til ham: »Rabbi! Nylig søgte jøderne at stene dig, og dog drager du igen derhen?« 9 Jesus svarede: »Har dagen ikke tolv timer? Den, som vandrer om dagen, støder ikke an, for han ser denne verdens lys. 10 Den, som vandrer om natten, støder an, fordi han ikke har lyset i sig.« 11 Efter disse ord siger han til dem: »Lazarus, vor ven, er sovet ind; men jeg drager hen for at vække ham af søvne.« 12 Da sagde disciplene til ham: »Herre! er han sovet ind, så kommer han sig.« 13 Men Jesus havde talt om hans død; de andre mente, at han talte om søvnens hvile. 14 Så sagde da Jesus rent ud til dem: »Lazarus er død! 15 Og for jeres skyld, for at I må komme til tro, er jeg glad over, at jeg ikke var der; men lad os nu gå til ham!« 16 Da sagde Tomas (også kaldet Didymus) til de andre disciple: »Så lad os gå med, for at vi kan dø sammen med ham!« 17 Da Jesus nu kom, fandt han, at Lazarus allerede havde ligget i graven fire dage. 18 Betania lå nær ved Jerusalem, omtrent 15 stadier derfra, 19 og mange jøder, var kommet til Marta og Maria for at trøste dem i sorgen over deres broder. 20 Da Marta nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i møde; men Maria blev siddende hjemme. 21 Marta sagde da til Jesus: »Herre! havde du været her, var min broder ikke død. 22 Men selv nu ved jeg, at alt, hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« 23 Jesus siger til hende: »Din broder skal opstå.« 24 . Marta svarer ham: »Jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.« 25 Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. 26 Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?« 27 Hun svarede ham: »Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden.« 28 Da hun havde sagt det, gik hun bort og kaldte i al stilhed på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« 29 Så snart hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik ud til ham. 30 Jesus var endnu ikke kommen ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. 31 Da nu de jøder, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun så hastigt rejste sig og gik ud, fulgte de med hende i den tanke, at hun gik ud til graven for at græde der. 32 Da Maria nu kom hen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde til ham: »Herre! havde du været her, var min broder ikke død.« 33 Da nu Jesus så hende græde og så de jøder, som var kommet med hende, græde, harmedes han i sin ånd og blev heftigt bevæget; 34 og han sagde: »Hvor har I lagt ham?« De svarer: »Herre! kom og se!« 35 Jesus græd. 36 Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham!« 37 Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have hindret, at denne mand døde?« 38 Da harmedes Jesus atter i sit indre og går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten lå for den. 39 Jesus siger: »Tag stenen bort!« Marta, den dødes søster, siger til ham: »Herre! han stinker allerede; det er jo fjerde dag.« 40 Jesus svarer hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« 41 Så tog de stenen bort. Og Jesus opløftede sine øjne og sagde: »Fader! jeg takker dig, fordi du har bønhørt mig. 42 Jeg vidste vel, at du altid bønhører mig; men jeg sagde det for skarens skyld, som står her omkring, for at de skal tro, at det er dig, der har sendt mig.« 43 Og da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« 44 Og den døde kom ud med fødder og hænder omvundne med ligklæder og ansigtet hyllet i et tørklæde. Jesus siger til dem: »Løs ham og lad ham gå!« 45 Mange af de jøder, som var kommet til Maria og havde set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham; 46 men nogle af dem gik hen til farisæerne og fortalte dem, hvad han havde gjort. 47 Ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da rådet sammen og sagde: »Hvad skal vi gøre? Den mand gør jo mange tegn. 48 Hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os.« 49 Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: »I forstår da heller ingenting! 50 og I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde!« 51 Dette sagde han ikke af sig selv; men da han var ypperstepræst i det år, profeterede han, at Jesus skulle dø for folket; 52 og ikke for folket alene, men også for at samle Guds adspredte børn sammen til ét. 53 Fra den dag af var deres beslutning taget, at de ville slå ham ihjel. 54 Derfor færdedes Jesus ikke mere frit blandt jøderne, men gik bort derfra ud til egnen i nærheden af ørkenen, til en by, som hedder Efraim; og der blev han med sine disciple. 55 Men jødernes påske var nær; og allerede inden påsken drog mange fra landet op til Jerusalem for at rense sig. 56 De ledte da efter Jesus og sagde til hverandre, når de stod i helligdommen: »Hvad mener I? Mon han slet ikke kommer til højtiden?« 57 Men ypperstepræsterne og farisæerne havde givet befaling om, at hvis nogen fik at vide, hvor han opholdt sig, skulle han melde det, for at de kunne gribe ham. |