1948                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Lukasevangeliet 1

1 Eftersom mange andre har taget sig for at affatte en beretning om de begivenheder, som er fuldbyrdet iblandt os, 2 sådan som de, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har overleveret os: 3 så har også jeg besluttet nøje at gennemgå det alt sammen forfra og derefter nedskrive det for dig i rækkefølge, højædle Teofilus! 4 så du kan lære at kende, hvor pålidelige de ting er, hvorom du er blevet undervist. 5 På den tid, da Herodes var konge i Jødeland, levede der en præst ved navn Zakarias, som hørte til Abias skifte; hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabet. 6 De var begge retfærdige for Gud og levede ulasteligt efter alle Herrens bud og forskrifter. 7 Men de var barnløse, thi Elisabet var ufrugtbar; og de var begge højt oppe i årene. 8 Engang, mens han gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, 9 skete det ved den sædvanlige lodtrækning mellem præsterne, at det tilfaldt ham at gå ind i Herrens tempel og bringe røgelseofferet. 10 Og hele folkemængden stod udenfor og bad, mens ofringen fandt sted. 11 Da viste en Herrens engel sig for ham, stående ved højre side af røgelsealteret. 12 Og da Zakarias så ham, blev han forfærdet og grebet af frygt. 13 Men engelen sagde til ham: »Frygt ikke, Zakarias! thi din bøn er hørt, og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og ham skal du give navnet Johannes. 14 Han skal blive dig til glæde og fryd, og mange skal glædes over hans fødsel; 15 thi han skal blive stor i Herrens øjne. Vin og stærk drik må han ikke drikke, og allerede fra moders liv skal han være fyldt af Helligånden, 16 og mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. 17 Selv skal han gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og de genstridige til retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk.« 18 Zakarias sagde til engelen: »Hvordan skal jeg få vished om dette? jeg er jo gammel, og min hustru er højt oppe i årene.« 19 Da svarede engelen og sagde til ham: »Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er sendt hid for at tale til dig og bringe dig dette glædesbudskab. 20 Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som dog skal gå i opfyldelse, når deres tid er inde.« 21 Imidlertid stod folket og ventede på Zakarias, og de undrede sig over, at han blev så længe i templet. 22 Og da han kom ud, kunne han ikke tale til dem. Så forstod de, at han havde haft et syn i templet; og han gjorde tegn til dem og blev ved at være stum. 23 Og det skete, da hans tjenestes dage var omme, vendte han tilbage til sit hjem. 24 Nogen tid derefter blev hans hustru Elisabet frugtsommelig, og hun lod sig ikke se i fem måneder, idet hun tænkte: 25 »Det er Herren, som har gjort således mod mig i disse dage, da han nådigt har set til mig for at borttage min skam iblandt mennesker.« 26 I den sjette måned derefter blev engelen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, som hedder Nazaret, 27 til en jomfru, som var trolovet med en mand ved navn Josef, af Davids hus; og jomfruens navn var Maria. 28 Og engelen kom ind til hende og sagde: »Vær hilset, du benådede, Herren er med dig!« du velsignede blandt kvinder. 29 Men hun blev forfærdet over de ord og tænkte ved sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. 30 Da sagde engelen til hende: »Frygt ikke, Maria! thi du har fundet nåde for Gud, 31 og se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. 32 Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. 33 Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.« 34 Maria sagde til engelen: »Hvorledes skal dette gå til? Jeg ved jo ikke af nogen mand.« 35 Og engelen svarede og sagde til hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn. 36 Og se, også Elisabet, din slægtning, har undfanget en søn i sin alderdom; hun, som kaldes ufrugtbar, er nu i den sjette måned. 37 Thi for Gud er ingenting umuligt.« 38 Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit ord!« Så forlod engelen hende. 39 I de samme dage gav Maria sig på vej og skyndte sig op i bjerglandet, til en by i Juda. 40 Og hun gik ind i Zakarias' hus og hilste på Elisabet, 41 og det skete, da Elisabet hørte Marias hilsen, sprang fosteret i hendes liv. Og fyldt af Helligånden 42 råbte Elisabet med høj røst og sagde: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! 43 Men hvoraf kommer det, at min Herres moder besøger mig? 44 Thi se, da lyden af din hilsen nåede mine øren, sprang fosteret i mit liv af fryd. 45 Og salig er hun, som troede; thi det, der er sagt hende af Herren, skal gå i opfyldelse.« 46 Da sagde Maria: »Min sjæl højlover Herren, 47 og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser; 48 thi han har set i nåde til sin ringe tjenerinde. Se, herefter skal alle slægter prise mig salig, 49 thi den Mægtige har gjort store ting imod mig. Helligt er hans navn; 50 og hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter ham. 51 Han har øvet vælde med sin arm: splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; 52 stormænd har han stødt fra troner og løftet småfolk op i høj hed; 53 hungrige har han mættet med gode gaver og sendt rige tomhændede bort. 54 Han har taget sig af Israel, sin tjener, og kommet barmhjertighed i hu 55 imod Abraham og hans æt til evig tid, sådan som han lovede vore fædre.« 56 Maria blev hos hende henved tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem. 57 Nu kom tiden, da Elisabet skulle føde, og hun fødte en søn. 58 Og da hendes naboer og slægtninge hørte, hvor stor en barmhjertighed Herren havde vist imod hende, glædede de sig med hende. 59 Og på den ottende dag skete det, at de kom for at omskære barnet; og de ville kalde ham Zakarias efter hans fader. 60 Men hans moder svarede og sagde: »Nej, han skal hedde Johannes.« 61 De sagde da til hende: »I din slægt er der ingen, som har det navn,« 62 og de spurgte hans fader ved tegn, hvad han ville, barnet skulle hedde. 63 Da bad han om en tavle og skrev disse ord: »Johannes er hans navn.« Og de undrede sig alle. 64 Men i det samme fik han atter mund og mæle, og han talte og priste Gud. 65 Da kom der frygt over alle de omkringboende, og alt dette blev meget omtalt i hele Judæas bjergland. 66 Og alle, som hørte det, lagde sig det på sinde og sagde: »Hvad mon der skal blive af dette barn?« Thi Herrens hånd var med ham. 67 Og Zakarias, hans fader, blev fyldt af Helligånd, og han profeterede og sagde: 68 »Lovet være Herren, Israels Gud, thi han har besøgt og forløst sit folk 69 og oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus, 70 som han havde lovet ved sine hellige profeters mund fra fordums tid: 71 en frelse fra vore fjender og fra alle vore haderes hånd, 72 for at øve barmhjertighed mod vore fædre og ihukomme sin hellige pagt«, 73 den ed, han tilsvor Abraham, vor fader, at han ville give os, 74 at vi, udfriede fra vore fjenders hånd, må tjene ham uden frygt 75 i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. 76 Og du, barnlille! skal kaldes den Højestes profet; thi du skal gå foran Herren for at bane hans veje 77 og lære hans folk at kende frelsen ved deres synders forladelse, 78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, ved hvilken solopgangen fra det høje vil besøge os 79 for at skinne for dem, som sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« 80 Og barnet voksede til og blev styrket i Ånden; og han var i ørkenerne indtil den dag, da han skulle træde frem for Israel.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV