1948                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Lukasevangeliet 4

1 Jesus vendte tilbage fra Jordan, fyldt af Helligånden, og blev ude i ørkenen ført af Ånden 2 i fyrretyve dage og fristedes der af Djævelen. Og han spiste intet i de dage; og da de var gået, led han sult. 3 Da sagde Djævelen til ham: »Hvis du er Guds Søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød.« 4 Jesus svarede ham: »Der står skrevet: »Mennesket skal ikke leve af brød alene « 5 Så førte Djævelen ham op og viste ham i et øjeblik alle jordens riger 6 og sagde til ham: »Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil. 7 Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din.« 8 Jesus svarede ham og sagde: »Der står skrevet: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.« 9 Så førte han ham til Jerusalem og stillede ham på helligdommens tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned herfra; 10 thi der står skrevet: »Han skal give sine engle befaling om dig, at de skal vogte dig; « 11 og: »de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten.« 12 Da svarede Jesus og sagde til ham: »Der er sagt«, »Du må ikke friste Herren din Gud.« 13 Og da Djævelen således var kommen til ende med alle sine fristelser, forlod han ham for en tid. 14 Og Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa, og rygtet om ham kom ud i hele omegnen. 15 Og han lærte i deres synagoger og blev prist af alle. 16 Så kom han til Nazaret, hvor han var vokset op. Og på sabbatsdagen gik han efter sin sædvane ind i synagogen. Og han stod op for at forelæse, 17 og man gav ham profeten Esajas' bog, og da han åbnede bogen, fandt han det sted, hvor der stod skrevet: 18 »Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed« 19 og udråbe et nådeår fra Herren.« 20 Så lukkede han bogen og gav tjeneren den tilbage og satte, sig; og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham. 21 Da begyndte han med at sige til dem: »I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.« 22 Og alle gav de ham deres bifald, og de undrede sig over de livsalige ord, som udgik af hans mund. Da sagde de: »Er det ikke Josefs søn?« 23 Men han sagde til dem: »I vil sikkert bruge det ordsprog om mig: »Læge, læg dig selv!« vi har hørt om de store ting, som er sket i Kapernaum; gør også sådanne her i din fædreneby.« 24 Men han sagde: »Sandelig siger jeg eder: ingen profet er anerkendt i sin fædreneby. 25 Og jeg siger eder, som sandt er: I Israel var der mange enker i Elias' dage, dengang himmelen var lukket i tre år og seks måneder, så der kom en stor hungersnød i hele landet; 26 dog til ingen af dem blev Elias sendt, men derimod til en enke i Zarepta i Zidons land. 27 Og i Israel var der mange spedalske på profeten Elisas tid, og ingen af dem blev renset, men derimod syreren Na'aman.« 28 Da de, der var i synagogen, hørte det, blev de alle fulde af harme, 29 og de stod op og drev ham ud af byen og førte ham hen til randen af det bjerg, deres by var bygget på; der ville de styrte ham ned. 30 Men han gik sin vej midt imellem dem og drog bort. 31 Så kom han ned til Kapernaum, en by i Galilæa, og lærte dem på sabbaten. 32 Og de blev slået af forundring over hans lære, thi han talte med myndighed. 33 Og i synagogen var der et menneske, som var besat af en uren, ond ånd, og han råbte op med høj røst: 34 »Åh, lad os i fred, Jesus fra Nazaret! er du kommen for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds Hellige.« 35 Jesus truede ad ham og sagde: »Ti, og far ud af ham!« Og den onde ånd kastede ham til jorden midt iblandt dem og fo'r ud af ham uden at have gjort ham nogen skade. 36 Da kom der rædsel over dem alle; og de talte med hverandre og sagde: »Hvad er dog dette for et ord? han byder jo over de urene ånder med myndighed og kraft, så de farer ud.« 37 Og hans ry udbredtes alle vegne i egnen der omkring. 38 Så rejste han sig og gik fra synagogen ind i Simons hus; og Simons svigermoder lå syg med høj feber; og de bad ham hjælpe hende. 39 Han trådte da hen og bøjede sig over hende og truede feberen, og den forlod hende. Og hun stod straks op og vartede dem op. 40 Da solen gik ned, kom de alle til ham med deres syge, som led af forskellige sygdomme; og han lagde hænderne på hver enkelt af dem og helbredte dem. 41 Også onde ånder fo'r ud af mange, idet de råbte og sagde: »Du er Guds Søn;« men han talte strengt til dem og forbød dem at røbe, at han var Kristus. 42 Og da det var blevet dag, gik han ud og drog til et øde sted. Så ledte skarerne efter ham; og de kom hen til ham og ville holde på ham, for at han ikke skulle gå fra dem. 43 Men han sagde til dem: »Jeg bør også forkynde evangeliet om Guds rige for de andre byer; thi dertil blev jeg udsendt.« 44 Og han prædikede rundt om i Jødelands synagoger.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV