1948                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Markusevangeliet 4

1 Og han begyndte igen at lære ved søen. Og en meget stor skare samles om ham, så han måtte sætte sig ud i en båd på søen, mens hele skaren stod ved søen inde på land. 2 Og han lærte dem mange ting i lignelser, og han sagde, mens han lærte dem: 3 »Hør nu efter: Se, en sædemand gik ud for at så. 4 Og mens han såede, skete det, at noget faldt på vejen, og fuglene kom og åd det op. 5 Og noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord; 6 men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede rod. 7 Og noget faldt iblandt tidsler, og tidslerne skød op og kvalte det, og det bar ingen frugt. 8 Og noget faldt i god jord; det skød op og voksede, og det bar frugt og gav tredive og tresindstyve og hundrede fold.« 9 Og han sagde: »Den, som har øren at høre med, han høre!« 10 Da han var blevet ene, spurgte hans ledsagere sammen med de tolv ham om lignelserne. 11 Og han sagde til dem: »Jer er Guds riges hemmelighed givet; men de, som er udenfor, får det alt sammen gennem lignelser, 12 for at de skal se og se og dog intet øjne og høre og høre og dog intet fatte, så de ikke omvender sig og får tilgivelse.« 13 Og han siger til dem: »Fatter I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre lignelser? 14 Det, sædemanden sår, er ordet. 15 Men de på vejen, det er dem, hvor ordet bliver sået, og når de hører det, kommer Satan straks og borttager ordet, der var sået i dem. 16 Og på samme måde de, som bliver sået på stengrund, det er dem, som straks, når de hører ordet, tager mod det med glæde; 17 men de lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid; når der så kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager de straks anstød. 18 Anderledes med dem, som blev sået blandt tidsler; det er dem, som har hørt ordet, 19 men timelige bekymringer og rigdommens bedrag og alskens andre begæringer kommer ind og kvæler ordet, så det bliver uden frugt. 20 Og de, der blev sået i god jord, det er dem, som hører ordet og tager imod det, og som bærer frugt, tredive og tresindstyve og hundrede fold.« 21 Og han sagde til dem: »Kommer man vel ind med et lys for at sætte det under skæppen. eller under bænken? Mon ikke for at sætte det på lysestagen«? 22 Thi intet er skjult uden for at åbenbares; ej heller er noget blevet gemt hen uden for at komme frem i lyset. 23 Om nogen har øren at høre med, han høre!« 24 Og han sagde til dem: »Agt på, hvad I hører! Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt, ja, I skal få tilgift. 25 Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.« 26 Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået sin jord 27 og sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. 28 Af sig selv giver jorden frugt, først strå, så aks og så fuld kærne i akset. 29 Men når frugten er tjenlig, tager han straks seglen frem; thi høsten er inde.« 30 Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med, eller hvad for en lignelse skal vi bruge om det? 31 Det er som et sennepsfrø; når det lægges i jorden, er det mindre end alt andet frø på jorden, 32 men når det er sået, vokser det op og bliver større end de andre urter og får store grene, så himmelens fugle kan bygge rede i dets skygge.« 33 I mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, alt efter som de kunne fatte det. 34 Men uden lignelse talte han ikke til dem; kun for sine disciple udlagde han det alt sammen, når de var alene. 35 Samme dag, henimod aften, siger han til dem: »Lad os tage over til den anden bred!« 36 De forlader folkeskaren og tager ham med, som han sad i båden; der var også andre både med ham. 37 Da kommer der en voldsom stormbyge, og bølgerne slog ind i båden, så den var lige ved at fyldes. 38 Selv lå han i bagstavnen og sov på hyndet. Så vækker de ham og siger til ham: »Mester, bryder du dig ikke om, at vi går under?« 39 Så rejste han sig og truede ad stormen og sagde til søen: »Ti, vær stille!« og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. 40 Og han sagde til dem: »Hvorfor er I så bange? hvorfor har I ikke tro?« 41 og de blev grebet af stor frygt og sagde til hverandre: »Hvem er dog han, siden både storm og sø lyder ham?«
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - KJV

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV