Markusevangeliet 7 1 Og farisæerne og nogle af de skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samler sig omkring ham. 2 De så da nogle af hans disciple holde måltid med »vanhellige«, det vil sige uvaskede hænder. 3 Farisæerne og alle de andre jøder spiser nemlig aldrig uden først at have vasket deres hænder med en håndfuld vand; således er de gamles overlevering, som de holder fast ved. 4 Og når de kommer fra torvet, spiser de ikke uden først at have stænket sig med vand; og mange andre forskrifter har de taget i arv så som at skylle bægere og krus og kobberkar. 5 Derfor spurgte farisæerne og de skriftkloge ham nu: »Hvorfor vandrer dine disciple ikke efter de gamles overlevering, men holder måltid med vanhellige hænder?« 6 Han svarede dem: »Med rette har Esajas profeteret om jer hyklere, som der står skrevet: »Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er fjernt fra mig. 7 Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.« 8 I sætter Guds bud til side og holder fast ved menneskers overlevering.« 9 Og han sagde til dem: »Hvor smukt, at I ophæver Guds bud for at holde jeres egen overlevering! 10 Thi Moses har sagt« »Ær din fader og din moder,« og: »Den, der forbander fader eller moder, skal lide døden. « 11 Men I lærer: Hvis en mand siger til sin fader eller sin moder: »Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være korban« (det vil sige: tempelgave), 12 så tillader I ham ikke mere at understøtte sin fader eller moder dermed, 13 og I sætter således Guds ord ud af kraft ved jeres overlevering, som I har lært folk; og meget andet af den slags gør I.« 14 Og han kaldte atter folkeskaren til sig og sagde til dem: »Hør mig alle, og forstå! 15 Hvad der gør mennesket urent, er ikke noget af det, der udefra kommer ind i mennesket; men hvad der går ud af mennesket, det er det, der gør mennesket urent. 16 Om nogen har øren at høre med, han høre!« 17 Og da han var gået ind i huset, bort fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen. 18 Og han siger til dem: »Er I virkelig så uforstandige? Forstår I ikke, at intet, som udefra kommer ind i mennesket, kan gøre det urent? 19 Thi det kommer ikke ind i hans hjerte, men i maven og går ud på det dertil bestemte sted.« (Således erklærede han al mad for »ren«). 20 Men han sagde: »Hvad der gør mennesket urent, er det, der udgår fra mennesket. 21 Thi indvendig fra, fra menneskenes hjerte, udgår de onde tanker, utugt, tyverier, mord, 22 ægteskabsbrud, havesyge, ondskab, svig, løsagtighed, ondt øje, bespottelse, hovmod, hidsighed; 23 al denne ondskab kommer indvendig fra og gør mennesket urent.« 24 Så brød han op derfra og drog bort til egnen omkring Tyrus. Der gik han ind i et hus og ønskede ikke, at nogen skulle vide det. Dog kunne han ikke forblive skjult. 25 Men en kvinde, hvis lille datter var besat af en uren ånd, kom straks, da hun havde hørt om ham, og faldt ned for hans fødder; 26 det var en hedensk kvinde, af syrisk-fønikisk herkomst. Hun bad ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter. 27 Og han sagde til hende: »Lad først børnene blive mætte; thi det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.« 28 Hun svarede og siger til ham: »Jo, Herre! også de små hunde æder dog under bordet af børnenes smuler.« 29 Da sagde han til hende: »Fordi du sagde dette, så gå kun hjem; den onde ånd er faret ud af din datter.« 30 Og hun gik til sit hus og fandt barnet liggende på lejet og den onde ånd faret ud. 31 Og da han gik bort igen fra egnene omkring Tyrus, kom han over Zidon midt igennem Dekapolis egne til Galilæas sø. 32 Og de kommer til ham med en døv, som også vanskeligt kunne tale, og beder ham om at lægge sin hånd på ham. 33 Og han tog ham til side, bort fra skaren, og stak sine fingre i hans øren, spyttede på dem og rørte ved hans tunge, 34 så op mod Himmelen, sukkede og sagde til ham: »Effata!« det betyder: luk dig op! 35 Da åbnedes hans øren, og straks løstes det, der bandt hans tunge, og han talte tydeligt. 36 Og Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, des ivrigere forkyndte de det. 37 Og de blev over al måde slået af forundring og sagde: »Han har gjort alle ting vel; han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« |