1948                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Mattæusevangeliet 3

1 I de dage fremstår Johannes Døber og prædiker i Judæas ørken og siger: 2 »Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.« 3 Thi han er den, om hvem der er talt ved profeten Esajas, som siger: »Der er en røst af en, som råber i ørkenen: »Ban Herrens vej, gør hans stier jævne.« 4 Johannes havde klæder af kamelhår og et læderbælte om livet; hans føde var græshopper og vilde biers honning. 5 Så kom Jerusalem og hele Judæa og hele omegnen om Jordan dragende ud til ham. 6 Og de lod sig døbe af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. 7 Men da han så mange af farisæerne og saddukæerne komme for at blive døbt, sagde han til dem: »I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? 8 Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig, 9 og bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: »Vi har Abraham til fader; thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene dér! 10 Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. 11 Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er end ikke værdig til at tage hans sko af; han skal døbe jer med Helligånd og ild. 12 Sin kasteskovl har han i hånden, og han skal gennemrense sin lo og samle sin hvede i lade; men avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig ild.« 13 Derefter kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at døbes af ham. 14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!« 15 Da svarede Jesus og sagde til ham: »Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!« Så giver Johannes efter. 16 Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. 17 Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: »Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.«
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV