Salmernes bog 42 2 Som hjorten skriger efter rindende vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud. 3 Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds åsyn? 4 Min gråd er blevet mit brød både dag og nat, fordi de stadig spørger mig: »hvor er din Gud?« 5 Min sjæl er opløst, når jeg kommer i hu, hvorledes jeg vandred med skaren op til Guds hus under jubelråb og lovsang i højtidsskaren. 6 Hvorfor er du nedbøjet, sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit åsyns frelse og min Gud! 7 Nedbøjet er min sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og hermontindernes land, fra Mizars bjerg. 8 Dyb råber til dyb ved dine vandfalds brusen, alle dine brændinger og bølger skyller hen over mig. 9 Sin miskundhed sender Herren om dagen, hans sang er hos mig om natten, en bøn til mit livs Gud. 10 Jeg siger til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af fjender? 11 Det er, som knustes mine ben, når fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig: »hvor er din Gud?« 12 Hvorfor er du nedbøjet, sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit åsyns frelse og min Gud! |