Første Kongebog 1 1 Og Kong David var gammel, kommen til Års, og de dækkede ham til med Klæder, men han blev ikke varm. 2 Da sagde hans Tjener til ham: Lad dem oplede til vor, Herre Kongen en ung Pige, en Jomfru, at hun kan stå for Kongens Ansigt og pleje ham og ligge i din Arm, og min Herre Kongen kan blive varm. 3 Og de ledte efter en dejlig ung Pige inden alt Israels Landemærke, og de fandt Abisag, den sunamitiske, og de førte hende til Kongen. 4 Og Pigen var overmåde dejlig, og hun plejede Kongen og tjente ham; men Kongen kendte hende ikke. 5 Og Adonia, Hagiths Søn, ophøjede sig selv og sagde: Jeg vil være Konge; og han skaffede sig Vogne og Ryttere og halvtredsindstyve Mænd, som løb foran ham. 6 Og hans Fader havde ikke bedrøvet ham i sine Dage ved at sige: Hvorfor gør du således? og han var såre dejlig af Skikkelse, og hans Moder havde født ham næst efter Absalom. 7 Og han førte Tale med Joab, Zerujas Søn, og med Præsten Abjathar, og de understøttede Adonia. 8 Men Zadok, Præsten, og Benaja, Jojadas Søn, og Nathan, Profeten, og Simei og Rei og de vældige, som David havde, de vare ikke med Adonia. 9 Og Adonia slagtede stort Kvæg og småt Kvæg og fedt Kvæg ved Soheleths Sten, som ligger ved En-Rogel, og han indbød alle sine Brødre, Kongens Sønner, og alle Judas Mænd, Kongens Tjenere. 10 Men Nathan, Profeten, og Benaja og de vældige og Salomo, sin Broder, indbød han ikke. 11 Da talede Nathan til Bathseba, Salomos Moder, sigende: Har du ikke hørt, at Adonia, Hagiths Søn er bleven Konge, og vor Herre David ved det ikke? 12 Så gak nu kære, jeg vil råde dig et Råd, at du skal redde dit Liv og din Søn Salomos Liv. 13 Gak hen og træd ind til Kong David, og du skal sige til ham: Du, min Herre Konge, har du ikke tilsvoret din Tjenestekvinde og sagt: Din Søn Salomo skal være Konge efter mig, og han skal sidde; på min Trone; hvorfor er da Adonia bleven Konge? 14 Se, når du endnu taler der med Kongen, vil og jeg komme efter dig og fuldende din Tale. 15 Og Bathseba kom ind til Kongen i Kammeret; og Kongen var såre gammel, og Abisag, den sunamitiske, tjente Kongen. 16 Og Bathseba nejede og bøjede sig dybt for Kongen; da sagde Kongen: Hvad fattes dig? 17 Og hun sagde til ham: Min Herre! du har tilsvoret din Tjenestekvinde ved Herren din Gud: Din Søn Salomo skal blive Konge efter mig, og han skal sidde på min Trone. 18 Men nu, se, Adonia er bleven Konge, og nu, min Herre Konge, du ved det ikke. 19 Og han har slagtet Øksne og fedt Kvæg og Får i Mangfoldighed, og han har indbudt alle Kongens Sønner og Abjathar, Præsten, og Joab, Stridshøvedsmanden; men han har ikke indbudt din Tjener Salomo. 20 Men du, min Herre Konge, al Israels Øjne se på dig, at du skal give dem til Kende, hvo der skal sidde på min Herre Kongens Trone efter, ham. 21 Ellers sker det, når min Herre Kongen ligger med sine Fædre, at jeg og min Søn Salomo må være som Syndere. 22 Og se, da hun endnu talede med Kongen, da kom Profeten Nathan. 23 Og de gave Kongen det til Kende og sagde: Se, der er Profeten Nathan; og der han kom for Kongens Ansigt, da bøjede han sig ned for Kongen på sit Ansigt til Jorden. 24 Og Nathan sagde: Min Herre Konge, har du sagt: Adonia skal være Konge efter rnig, og han skal sidde på min Trone? 25 Thi han gik ned i Dag og slagtede Øksne og fedt Kvæg og Får i Mangfoldighed, og han indbød alle Kongens Sønner og Høvedsmændene for Hæren og Abjathar, Præsten, og se, de æde og de drikke for hans Ansigt, og de sige: Kong Adonia leve! 26 Men mig, som er din Tjener, og Zadok, Præsten, og Benaja, Jojadas Søn, og Salomo, din Tjener, indbød han ikke. 27 Mon denne Sag skulde være sket af min Herre Kongen? og du lod din Tjener ikke vide, hvo der skal sidde på min Herre Kongens Trone efter ham. 28 Og Kong David svarede og sagde: Kalder Bathseba til mig; og hun kom for Kongen og stod for Kongens Ansigt. 29 Da svor Kongen og sagde: Så vist som Herren lever, han som har forløst min Sjæl af al Angest: 30 Ligesom jeg har tilsvoret dig ved Herren Israels Gud og sagt, at Salomo, din Søn, skal være Konge efter mig, og han skal sidde på min Trone i mit Sted, således vil jeg gøre på denne Dag. 31 Da bøjede Bathseba sig med Ansigtet til Jorden og kastede sig ned for Kongen, og hun sagde: Min Herre, Kong David, leve i Evighed! 32 Og Kong David sagde: Kalder mig Zadok, Præsten, og Nathan, Profeten, og Benaja, Jojadas Søn; og de kom ind for Kongens Ansigt. 33 Da sagde Kongen til dem: Tager med eder eders Herres Tjenere, og lader min Søn Salomo ride på den Mulæselinde, som hører mig til, og fører ham ned til Gihon. 34 Og Zadok, Præsten, og Nathan, Profeten, skulle der salve ham til Konge over Israel; og I skulle blæse i Trompeten og sige: Kong Salomo leve! 35 Og drager op efter ham, så skal han komme og sidde på min Trone, og han skal være Konge i mit Sted; thi jeg har budet ham at være Fyrste over Israel og over Juda. 36 Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen og sagde: Amen! så sige Herren, min Herre Kongens Gud: 37 Såsom Herren har været med min Herre Kongen, så være han med Salomo, og gøre hans Trone større end min Herres, Kong Davids Trone! 38 Da gik Zadok, Præsten, og Nathan, Profeten, og Benaja, Jojadas Søn, og de Krethi og de Plethi ned og satte Salomo på Kong Davids Mulæselinde, og de førte ham til Gihon. 39 Og Zadok, Præsten, tog Oliehornet af Paulunet og salvede Salomo; og de blæste i Trompeten, og alt Folket sagde: Kong Salomo leve! 40 o Og alt Folket drog op efter ham, og Folket blæste på Flø ter og glædede sig med en stor Glæde, så at Jorden revnede af deres Skrig. 41 Og Adonia hørte det, og alle de indbudne, som vare hos ham, og de havde endt Måltidet; og Joab hørte Trompetens Lyd og sagde: Hvorfor det Råb i den støjende Stad? 42 Der han endnu talede, se, da kom Jonathan, Præsten Abjathars Søn, og Adonia sagde: Kom, thi du er en duelig Mand og fører et godt Budskab. 43 Og Jonathan svarede og sagde til Adonia: Ja, vor Herre, Kong David, har gjort Salomo til Konge. 44 Og Kongen sendte Zadok, Præsten, og Nathan, Profeten, og Benaja, Jojadas Søn, og de Krethi og de Plethi med ham, og de lode ham ride på Kongens Mulæselinde. 45 Og Zadok, Præsten, og Nathan, Profeten, salvede ham til Konge i Gihon og droge derfra glade op, så at Staden er sat i Bevægelse derved; det er det Råb, som I have hørt. 46 Dertilmed sidde Salomo på den kongelige Trone. 47 Og Kongens Tjenere kom ogsa at velsigne vor Herre, Kong David og sagde: Din Gud gøre Salomo Navn bedre end dit Navn og gør hans Trone større end din Trone; og Kongen tilbad på Sengen. 48 Kongen sagde også således: Lovet være Herren, Israels Gud, som i Dag har givet en, som sidder på min Trone, at mine Øjne se det! 49 Da bleve alle, som vare indbudne af Adonia, forfærdede og stode op; og de gik hver sin Vej. 50 Og Adonia frygtede for Salomos Ansigt, og han stod op og gik bort og tog fat på Alterets Horn. 51 Og det blev Salomo kundgjort og sagt: Se, Adonia frygter for Kong Salomo, og se, han tager fat på Alterets Horn og siger: Kong Salomo skal sværge mig på denne Dag, at han ikke vil dræbe sin Tjener med Sværd. 52 Og Salomo sagde: Dersom han, vil være en redelig Mand, skal der ikke falde et af hans Hår på Jorden; men om der bliver fundet ondt hos ham, da skal han dø. 53 Og Kong Salomo sendte hen, og de hentede ham ned fra Alteret, og han kom og bøjede sig ned for Kong Salomo; og Salomo sagde til ham: Gak til dit Hus. |