Første Kongebog 22 1 Og de sade stille tre År; der var ingen Krig imellem Syrerne og Israel. 2 Men det skete i det tredje År, da drog Josafat, Judas Konge, ned til Israels Konge. 3 Og Israels Konge sagde til sine Tjenere: Vide I, at Ramoth i Gilead hører os til? og vi tie stille om at tage den tilbage af Syriens Konges Hånd! 4 Derefter sagde han til Josafat: Vil du drage med mig til Krig imod Ramoth i Gilead? og Josafat sagde til Israels Konge: Jeg vil være som du, mit Folk skal være som dit Folk, mine Heste som dine Heste. 5 Fremdeles sagde Josafat til Israels Konge: Kære, adspørg i Dag Herrens Ord! 6 Da samlede Israels Konge Profeterne, ved fire Hundrede Mænd, og sagde til dem: Skal jeg drage til Krig imod Ramoth i Gilead eller lade det være? og de sagde: Drag op, og Herren skal give den i Kongens Hånd. 7 Men Josafat sagde: Er her ikke endnu en Herrens Profet, at vi kunde spørge ham ad? 8 Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu een Mand, ved hvem man kan adspørge Herren, men jeg hader ham, fordi han spår ikke godt over mig, men ondt, det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke så! 9 Da kaldte Israels Konge ad en af Kammertjenerne og sagde: Hent hurtigt Mika, Jimlas Søn! 10 Og Israels Konge og Josafat, Judas Konge, sade hver på sin Trone, iførte Kongedragt, på en fri Plads ved Indgangen til Samarias Port, og alle Profeterne spåede for deres Ansigt. 11 Og Zedekia, Knånas Søn havde gjort sig Jernhorn, og han sagde: Således sagde Herren: Med disse skal du stange Syrerne, indtil de aldeles udryddes. 12 Og alle Profeterne spåede således og sagde: Drag op imod Ramoth i Gilead og vær lykkelige, og Herren skal give den i Kongens Hånd. 13 Og Budet, som var gået bort for at kalde på Mika, talte til ham sigende: Kære, se, Profeternes Ord ere som af een Mund gunstige for Kongen; kære, lad dit Ord være ligesom Ordet af en af dem og tal gunstigt! 14 Da sagde Mika: Så vist som Herren lever, det som Herren siger mig, det vil jeg tale. 15 Og han kom til Kongen, og Kongen sagde til ham: Mika! skulle vi drage imod Ramoth i Gilead til Krig eller lade være? Og han sagde til ham: Drag op og vær lykkelig, og Herren skal give den i Kongens Hånd. 16 Og Kongen sagde til ham: Hvor mange Gange skal jeg besværge dig, at du intet siger mig uden Sandheden i Herrens Navn? 17 Da sagde han: Jeg så al Israel adspredt på Bjergene ligesom Fårene, der ingen Hyrde have; og Herren sagde: Disse have ingen Herre, lad dem vende tilbage hver til sit Hus med Fred! 18 Da sagde Israels Konge til Josafat: Har jeg ikke sagt dig: Han spår mig ikke godt, men ondt? 19 Og han sagde: Hør derfor Herrens Ord: Jeg så Herren sidde på sin Trone, og al Himmelens Hær stående hos ham ved hans højre og ved hans venstre Side. 20 Og Herren sagde: Hvo vil overtale Akab, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead? og den ene sagde så, og den anden sagde så. 21 Da gik en Ånd ud og stod for Herrens Ansigt og sagde: Jeg vil overtale ham; og Herren sagde til ham: Hvormed? 22 Og han sagde: Jeg vil gå ud og være en løgnagtig Ånd i alle hans Profeters Mund; og han sagde: Du skal overtale ham, ja også formå det; gak ud og gør så! 23 Og nu, se, Herren har givet en løgnagtig Ånd i alle disse dine Profeters Mund; men Herren har talt ondt over dig. 24 Da gik Zedekia, Knånas Søn, frem og slog Mika på Kinden og sagde: Hvorledes? er Herrens Ånd gået over fra mig for at tale med dig? 25 Og Mika sagde: Se, du skal se det på den Dag, når du går ind fra et Kammer til et andet for at skjule dig. 26 Da sagde Israels Konge: Tag Mika og før ham tilbage til Amon, Stadens Befalingsmand, og til Joas, Kongens Søn. 27 Og du skal sige: Så siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels vand, indtil jeg kommer med Fred. 28 Og Mika sagde: Dersom du kommer tilbage med Fred, da har Herren ikke talt ved mig; og han sagde Hører, I Folk alle sammen! 29 Så drog Israels Konge og Josafat, Judas Konge, op imod Ramoth i Gilead. 30 Og Israels Konge sagde til Josafat: Jeg vil forklæde mig og så gå i Kampen, men tag du dine egne Klæder på; og Israels Konge forklædte sig og gik i Slaget. 31 Men Kongen af Syrien bød sine to og tredive øverste for Vognene og sagde: I skulle ikke stride imod liden eller stor, uden imod Israels Konge alene. 32 Og det skete, der de øverste for Vognene så Josafat, da sagde de: Han er visselig Israels Konge, og de bøjede af for at stride imod ham. Da råbte Josafat. 33 Og det skete, der de øverste for Vognene så, at han ikke var Israels Konge, da vendte de tilbage fra ham. 34 Og en Mand spændte Buen på Lykke og Fromme og skød Israels Konge mellem Remmene og Panseret; da sagde denne til sin Køresvend: Vend din Hånd om og før mig ud af Hæren; thi jeg er såret. 35 Og Kampen tog til på den samme Dag, og Kongen blev holdt stående i Vognen over for Syrerne, og han døde om Aftenen, og Blodet flød af Såret midt i Vognen. 36 Og man udråbte igennem Lejren, der Solen gik ned, og sagde: Hver gå til sin Stad og hver til sit Land! 37 Så døde Kongen og blev ført til Samaria, og de begrove Kongen i Samaria. 38 Og man skyllede Vognen ved Samarias Dam; og Hundene slikkede hans Blod, hvor Skøgerne badede sig, efter Herrens Ord, som han havde talt. 39 Men det øvrige af Akabs Handeler, og alt det han gjorde, og om det Elfenbens Hus, som han byggede, og om alle Stæderne, som han byggede, er det ikke skrevet i Israels Kongers Krønikers Bog? 40 Og Akab lå med sine Fædre, og Ahasia, hans Søn, blev Konge i hans Sted. 41 Og Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Akabs, Israels Konges, fjerde År. 42 Josafat var fem og tredive År gammel, der han blev Konge, og regerede fem og tyve År i Jerusalem, og hans Moders Navn var Asuba, Silhis Datter. 43 Og han vandrede i alle sin Fader Asas Veje og veg ikke derfra, men gjorde det, som var ret for Herrens Øjne. 44 Dog bleve Højene ikke borttagne; Folket ofrede endnu og gjorde Røgelse på Højene. 45 Og Josafat holdt Fred med Israels Konge. 46 Men det øvrige af Josafats Handeler og hans Magt, hvilken han skaffede sig, og hvorledes han har stridt, er det ikke skrevet i Judas Kongers Krønikers Bog? 47 Og de øvrige af Skørlevnerne, som vare blevne tilbage fra Asas, hans Faders, Dage, borttog han af Landet. 48 Og der var ingen Konge i Edom; men en Befalingsmand var Konge. 49 Og Josafat havde ti Tharsisskibe, som skulde drage til Ofir efter Guld; men de droge ikke derhen, thi Skibene bleve sønderslagne i Ezion Geber. 50 Da sagde Ahasia, Akabs Søn, til Josafat: Lad mine Tjenere fare med dine Tjenere på Skibene; men Josafat vilde ikke. 51 Og Josafat laa lå med sine Fædre og blev begraven med sine Fædre i Davids, sin Faders, Stad; og Joram, hans Søn, blev Konge i hans Sted. 52 Ahasia, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria udi Josafats, Judas Konges, syttende År og var Konge over Israel to År. 53 Og han gjorde det, som ondt var for Herrens Øjne, og vandrede i sin Faders Vej og i sin Moders Vej og i Jeroboams, Nebats Søns, Vej, hans, som kom Israel til at synde. 54 Og han tjente Bål og tilbad ham og opirrede Herren, Israels Gud, alt ligesom hans Fader gjorde. |