Første Krønikebog 17 1 Og det skete, der David boede i sit Hus, da sagde David til Nathan, Profeten: Se, jeg bor i et Hus af Cedertræ, og Herrens Pagts Ark bor under Tæpper. 2 Da sagde Nathan til David: Gør alt det, som er i dit Hjerte; thi Gud er med dig. 3 Men det skete i den samme Nat, at Guds Ord lød til Nathan, sigende: 4 Gak, og du skal sige til David, min Tjener: Så sagde Herren: Du skal ikke bygge mig et Hus til at bo udi, 5 efterdi jeg har ikke boet i et Hus fra den Dag, da jeg opførte Israel, og indtil denne Dag; men jeg vandrede fra Paulun til Paulun og fra Tabernakel til Tabernakel. 6 Hvor som helst jeg har vandret i al Israel, har jeg vel der talt noget Ord med en af Israels Dommere, som jeg har befalet at føde mit Folk, og sagt: Hvorfor bygge I mig ikke et Hus af Cedertræ? 7 Så skal du nu sige således til min Tjener, til David: Så sagde den Herre Zebaoth: Jeg tog dig fra Fårestien, fra Fårene, at du skulde være en Fyrste over mit Folk Israel. 8 Og jeg har været med dig, i hvor du gik, og har udryddet alle dine Fjender for dit Ansigt og gjort dig et Navn som de stores Navn som ere på Jorden. 9 Og jeg har beredt mit Folk Israel et Sted og plantet det, at det skal bo på sit Sted og ikke ydermere forstyrres; og uretfærdige Folk skulle ikke mere fortrykke det som i Begyndelsen, 10 endog fra de Dage, da jeg gav Dommere Befaling over mit Folk Israel; og jeg har ydmyget alle dine Fjender, og jeg kundgør dig, at Herren vil bygge dig et Hus. 11 Og det skal ske, når dine Dage ere til Ende, at du går herfra med dine Fædre, da vil jeg oprejse din Sæd efter dig, det skal være en af dine Sønner, og jeg vil stadfæste hans Rige. 12 Han skal bygge mig et Hus, og jeg vil stadfæste hans Stol evindelig. 13 Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn; og jeg vil ikke lade min Miskundhed vige fra ham, således som jeg lod den vige fra ham, som var før dig. 14 Men jeg vil befæste ham i mit Hus og i mit Rige evindelig, og hans Stol skal være fast evindelig. 15 Efter alle disse Ord og efter hele dette Syn, således talte Nathan til Kong David. 16 Da gik Kong David ind og blev for Herrens Ansigt og sagde: Hvo er jeg, Herre Gud, og hvad er mit Hus, at du har ført mig hidindtil? 17 Men dette var endnu lidet agtet for dine Øjne, o Gud! så du endog talte om din Tjeners Hus i Fremtiden; og du har set til mig på Menneskers Vis, du Gud Herren i det høje! 18 Hvad skal David ydermere tale til dig om den Ære, som du har bevist imod din Tjener; thi du kender din Tjener. 19 Herre! for din Tjeners Skyld og efter dit Hjerte har du gjort al denne store Ting, at du vilde lade mig vide alle de store Ting. 20 Herre! der er ingen som du, og der er, ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore Øren. 21 Og hvo er som dit Folk Israel, et eneste Folk på Jorden, som Gud gik hen at forløse sig til et Folk, for at sætte dig et Navn ved store og forfærdelige Ting, ved at uddrive Hedningerne for dit Folks Ansigt, hvilket du forløste fra Ægypten. 22 Og du satte dit Folk Israel til et Folk evindelig, og du, Herre! du er bleven dem til en Gud. 23 Og nu, Herre! det Ord, som du talte over din Tjener og over hans Hus, blive bestandigt evindelig, og gør, som du har talt. 24 Ja, det blive bestandigt, og dit Navn blive stort til evig Tid, at man skal sige: Herren Zebaoth, Israels Gud, er Gud over Israel; og David, din Tjeners, Hus skal blive fast for dit Ansigt. 25 Thi du, min Gud! du har åbenbaret for din Tjeners Øre, at du viI bygge ham et Hus, derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til at bede for dit Ansigt. 26 Og nu, Herre! du er den Gud, og du har talt dette gode til din Tjener. 27 Så begynd nu at velsigne din Tjeners Hus, at det må blive evindelig for dit Ansigt; thi du, Herre! har velsignet det, så lad det blive velsignet evindelig! |