Første Mosebog 2 1 Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær. 2 Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort. 3 Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde. 4 4 Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud Herren gjorde Jorden og Himmelen. 5 Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud Herren havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. 6 Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. 7 Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl. 8 8 Og Gud Herren plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. 9 Og Gud Herren lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. 10 Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. 11 Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, Hvor der er Guld. 12 Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Unyks. 13 Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. 14 Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde flod, den er Frat. 15 Og Gud Herren tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. 16 Og Gud Herren bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; 17 men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden. 18 18 Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha,. 19 Og Gud Herren havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. 20 Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjælp, som kun de være hos ham. 21 Da lod Gud Herren falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. 22 Og Gud Herren byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. 23 Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. 24 Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. 25 Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke. |