Første Samuelsbog 15 1 Og Samuel sagde til Saul: Herren sendte mig til at salve dig til Konge over sit Folk, over Israel: Så hør nu Herrens Ords Røst! 2 Således sagde Herren Zebaoth: Jeg vil hjemsøge over det, som Amalek gjorde ved Israel, da han satte sig imod ham på Vejen, der han drog op af Ægypten. 3 Gak nu hen, og du skal slå Amalek, og I skulle ødelægge alt det, han har, og du skal ikke spare ham; men du skal slå ihjel både Mand og Kvinde, både spædt og diende Barn, både Okse og Lam, både Kamel og Asen. 4 Og Saul lod Folket høre det og talte dem i Telaim, to Hundrede Tusinde Fodfolk og ti Tusinde Mand af Juda. 5 Der Saul kom til Amaleks Stad, da lagde han et Baghold i Dalen. 6 Og Saul sagde til Keniten: Gak hen, vig bort, drag ned fra Amalek, at jeg ikke skal lægge dig øde med ham; thi du gjorde Miskundhed mod alle Israels Børn, der de droge op af Ægypten; så drog Keniten fra Amalek. 7 Da slog Saul Amalek, fra Hevila indtil man kommer til Sur, som ligger lige for Ægypten. 8 Og han greb Agag, Amalekiternes Konge, levende, og han ødelagde alt Folket med skarpe Sværd. 9 Men Saul og Folket sparede Agag, og hvad der var godt af småt Kvæg og stort Kvæg og det næstbedste og Lammene, ja, alt det, som var godt, og de vilde ikke ødelægge det; men hver ringe og, ubrugbar Ting ødelagde de. 10 Da skete Herrens Ord til Samuel således: 11 "Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han råbte til Herren den ganske Nat. 12 Og Samuel stod tidlig op for at gå Saul i Møde om Morgenen; og det blev Samuel tilkendegivet og sagt: Saul var kommen til Karmel og se, han har sat sig et Mindesmærke, og han er vendt om, draget forbi og gået ned til Gilgal. 13 Og Samuel kom til Saul, og Saul sagde til ham: Velsignet være du for Herren! jeg; har holdt Herrens Ord. 14 Men Samuel svarede: Hvad er dette for en Lyd af småt Kvæg for mine Øren? og Lyd af stort Kvæg, som jeg hører 15 Da sagde Saul: De have ført det fra Amale kiterne, idet Folket sparede det, som var godt af småt Kvæg og af stort Kvæg, for at ofre til Herren din Gud; men det øvrige have vi ødelagt. 16 Da sagde Samuel til Saul: Hold op! så vil jeg give dig til Kende, hvad Herren har talet til mig i Nat; og han sagde til ham: Tal! 17 Og Samuel sagde: Er det ikke så? der du var liden i dine Øjne, blev du Israels Stammers Hoved, og Herren salvede dig til en Konge over Israel. 18 Og Herren sendte mig på Vejen og sågde: Drag hen, ødelæg de Syndere, Amalekiterne, og strid imod dem, indtil du får gjort Ende på dem. 19 Og hvorfor adlød du ikke Herrens Røst men du styrtede dig over Byttet, og gjorde det onde for Herrens Øjne. 20 Da sagde Saul til Samuel: Jeg adlød dog Herrens Røst? og gik på den Vej, på hvilken Herren sendte mig; og jeg førte Agag, Amalekiternes Konge, hid, og ødelagde Amalekiterne; 21 men Folket tog af Rovet småt Kvæg og stort Kvæg, det ypperste af det, som var sat i Band, for at ofre til Herren din Gud i Gilgal. 22 Men Samuel sagde: Mon Herren har Behag i Brændofre og Slagtofre, således som i Lydighed mod Herrens Røst? se, at adlyde er bedre end Offer og at være hørsom end det fede af Vædre. 23 Thi Genstridighed er en Trolddoms Synd, og Hårdnakkethed er Uretfærdighed og Afgudsdyrkelse; efterdi du har forkastet Herrens Ord, da har han og forkastet dig, at du ikke skal være Konge. 24 Da sagde Saul til Samuel: Jeg har syndet ved, at jeg har overtrådt Herrens Befaling og dine Ord; thi jeg frygtede for Folket og adlød dets Røst. 25 Og nu, kære, borttag min Synd, og vend tilbage med mig, så vil jeg tilbede for Herren. 26 Da sagde Samuel til Saul: Jeg vil ikke vende tilbage med dig; thi du har forkastet Herrens Ord, og Herren har forkastet dig, at du ikke skal være Konge over Israel. 27 Der Samuel vendte sig omkring for at gå, da holdt han fast ved Fligen af hans, Kappe, og den blev reven itu. 28 Da sagde Samuel til ham: Herren har i Dag revet Israels Kongerige fra dig, og han har givet det til din Næste, som er bedre end du. 29 Og han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, og det skal ikke angre ham; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre. 30 Og han sagde: Jeg har syndet, men, kære, ær mig nu for mit Folks Ældste og for Israel; og vend tilbage med mig, at jeg må tilbede for Herren din Gud. 31 Så vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad for Herren. 32 Da sagde Samuel: Fører Agag, Amalekiternes Konge, frem til mig, og Agag gik til ham lystelig, og Agag sagde: Visseligen, Dødens Beskhed er bortvegen. 33 Men Samuel sagde: Ligesom dit Sværd har berøvet Kvinder deres Børn, så skal iblandt Kvinderne din Moder berøves sine Børn, og Samuel sønderhuggede Agag for Herrens Ansigt i Gilgal. 34 Og Samuel gik til Rama men Saul drog op til sit Hus i Sauls Gibea. 35 Og Samuel besøgte ikke Saul mere indtil sin Døds Dag, thi Samuel sørgede. over Saul; |