Første Samuelsbog 25 1 Og Samuel døde, og al Israel samlede sig og sørgede over ham, og de begrove ham i hans Hjem udi Rama, og David gjorde sig rede og drog ned til Ørken i Paran. 2 Og der var en Mand i Maon, og han havde sin Bedrift på Karmel, og samme Mand var meget rig, og han havde tre Tusinde Får og Tusinde Geder; og han klippede netop sine Får ved Karmel. 3 Og Mandens Navn var Nabal, og hans Hustrus Navn Abigail; og Kvinden var af god Forstand og dejlig af Skikkelse, men Manden var hård og ond i sine Gerninger; og han var en Kalebiter. 4 Men David hørte i Ørken, at Nabal klippede sine Får. 5 Da udsendte David ti unge Karle, og David sagde til de unge Karle: Går op til Karmel, og når I omme til Nabal, da hilser ham i mit Navn. 6 Og siger således: Til Lykke! Fred være med dig og Fred være med dit Hus og Fred være ned alt det, du har! 7 Og nu har jeg hørt, at du har Fåreklipning; nu! de Hyrder, som du har, have været sammen med os, vi have ikke forhånet dem, og de savnede intet alle de Dage, de vare i Kar meI. Hånd formår. 8 Spørg dine unge Karle, og de skulle kundgøre dig det, og lad vore unge Karle finde Nåde for dine Øjne, thi vi ere komne på en god Dag; kære, giv dine Tjenere og din Søn David, hvad din 9 Og Davids unge Karle kom og talede til Nabal efter alle disse Ord i Davids Navn, og de holdt sig rolige. 10 Og Nabal svarede Davids Tjenere og sagde: Hvo er David? og hvo er Isais Søn? der ere nu om Stunder mange Tjenere, som løbe bort fra deres Herres Ansigt. ll Og skulde jeg tage mit Brød og Vand og mit Slagtekvæg, som jeg har slagtet til dem, som klippe for mig, og give de Mænd, om hvem jeg ikke ved, hvorfra de ere? 11 Da vendte Davids unge Karle sig for at gå deres Vej, de vendte tilbage og kom og forkyndte ham alle disse Ord. 12 Da vendte Davids unge Karle sig for at gå deres Vej, de vendte tilbage og kom og forkyndte ham alle disse Ord. 13 Da sagde David til sine Mænd: Ombinder hver sit Sværd;og de ombandt hver sit Sværd, og David ombandt også sit Sværd, og der droge op efter David ved fire Hundrede Mand, men to Hundrede bleve ved Tøjet. 14 Og af de unge Karle gav Abigail, Nabals Hustru, det til Kende og sagde: Se, David sendte Bud fra Ørken, at velsigne vor Herre, men han foer løs på dem. 15 Og de Mænd have været os såre gode, og vi blev ikke forhånede, og vi savnede ikke noget alle de Dage, vi vandrede hos dem, når vi vare på Marken. l 16 De have været en Mur for os både Nat og Dag alle de Dage,vi vare hos dem og vogtede Fårene. 17 Så vid nu og se, hvad du vil gøre, thi en Ulykke er fast besluttet over vor Herre og over alt hans Hus; og han er et Belials, Barn, så at man ikke kan tale til. 18 Da skyndte Abigail sig og tog to Hundrede Brød og to Flasker vin og fem tillavede Får og fem Maal ristede Aks og hundrede Klaser Rosiner og to Hundrede Klumper Figen, og hun lagde det på Asener. 19 Og hun sagde til sine Drenge: Går foran mig, se, jeg kommer efter eder; men hun gav ikke Nabal sin Mand det til Kende. 20 Og det skete, der hun red på Asenet og drog ned i Skjul af Bjerget, se, da drog David og hans Mænd ned imod hende, og hun mødte dem: 21 Men David havde sagt: Visseligen, jeg har forgæves bevaret alt det, denne havde i Ørken, og der savnedes ikke noget af alt det, som han havde; men han betalte mig ondt for godt. 22 Gud gøre ved Davids Fjender nu og fremdeles så og så, om jeg skal lade overblive af alt det, han har, indtil Morgen, det bliver lyst, nogen af Mandkøn! 23 Der Abigail så David, da skyndte hun sig og steg ned af Asenet, og hun faldt ned på sit Ansigt for Davids Ansigt og nedbøjede sig på Jorden. 24 Og hun faldt ned for hans Fødder og sagde: Hør mig, min Herre! denne Misgerning skal være min; Kære, lad din Tjenerinde tale for dine Øren og hør din Tjenerindes Ord. 25 Min Herre vende ikke sit Hjerte imod denne Belials Mand, imod Nabal, thi som hans Navn er, så er han: Nabal* er hans Navn, og Dårlighed er hos ham; men jeg, din Tjenerinde, så ikke min Herres unge Karle, som du havde udsendt. 26 Og nu, min Herre, så vist som Herren lever, og så vist som din Sjæl lever, da har Herren forhindret dig i at udøse Blod og i at tage dig selv til Rette, så skulle nu dine Fjender og de, som søge min Herres Ulykke, vorde som Nabal. 27 Og her er nu denne Foræring, sorn din Tjenerinde førte til min Herre, og lad den gives de unge Karle, som følge min Herre. 28 Kære, forlad din Tjenerindes Overtrædelse; thi Herren skal berede min Herre et bestandigt Hus; thi min Herre fører Herrens Krige, og intet ondt skal times dig i dine Dage. 29 Når noget Menneske rejser sig til at forfølge dig og til at søge efter dit Liv: Så skal min Herres Sjæl være bunden i de levendes Knippe hos Herren din Gud; men dine Fjenders Sjæl, den skal han udslynge ud af Slyngen. 30 Og det skal ske, når Herren gør min Herre efter alt det gode, som han har talet over dig, og sætter dig til en Fyrste over al Israel, 31 da skal dette ikke være dig til Selvbebrejdelse eller min Herres Hjerte til Anstød, at han har udøst askyldigt Blod, og at min Herre har taget sig selv til Rette; og når Herren gør vel imod min Herre, da skal du komme din Tjenerinde i Hu. 32 Da sagde David til Abigail: Lovet være Herren, Israels Gud, som sendte dig mig i Møde i Dag, 33 og velsignet være din Fornuftighed, og velsignet være du, som forhindrede mig på denne Dag fra at udøse Blod og fra at tage mig selv til Rette! 34 Og sandelig, så vist som Herren, Israels Gud, lever, som forhindrede mig i at gøre dig ondt: Om du ikke havde skyndt dig og var kommen mig i Møde, da havde Nabal ikke beholdt tilovers indtil Morgen, når det bliver lyst, nogen af Mandkøn. 35 Så tog David af hendes Hånd det, som hun førte til ham, og han sagde til hende: Drag med Fred op til dit Hus, se, jeg adlød din Røst og anså din Person. 36 Og Abigail kom til Nabal, og se, han havde et Gæstebud i sit Hus, som en Konges Gæstebud, og Nabals Hjerte var vel til Mode, og han var såre drukken; men hun kundgjorde ham ikke noget, hverken lidet eller stort, før det blev lyst om Morgenen. 37 Og det skete om Morgenen, da Nabals Rus var forbi, da kundgjorde hans Hustru ham disse Ting; og hans Hjerte døde i ham, og han blev som en Sten. 38 Og det skete ved ti Dage derefter, da slog Herren Nabal, og han døde. 39 Og der David hørte, at Nabal var død, da sagde han: Lovet være Herren, som udførte min Forsmædelses Sag imod Nabal og forhindrede sin Tjener fra ondt, og Herren lod Nabals Ondskab falde tilbage på hans Hoved; og David sendte hen og lod tale med Abigail om at tage sig hende til Hustru. 40 Og der Davids Tjenere kom til Abigail ved Karmel, da talede de til hende og sagde: David sendte os til dig for at tage dig til sin Hustru. 41 Og hun stod op og bøjede sig med sit Ansigt til Jorden, og sagde: Se, her er din Tjenerinde til en Tjenestekvinde til at to min Herres Tjeneres Fødder. 42 Og Abigail skyndte sig og gjorde sig rede og red paa et Asen med fem af hendes Piger, og hun drog efter Davids Bud og blev hans Hustru. 43 David tog og Ahinoam af Jisreel; og de bleve også begge hans Hustruer. 44 Men Saul havde givet Mikal sin Datter, Davids Hustru, til Palti, Lais Søn, som var fra Gallim. |