Første Samuelsbog 30 1 Og det skete, der David og hans Mænd kom på den tredje Dag til Ziklab, vare Amalekiterne faldne ind imod Sønden og imod Ziklag og havde slået Ziklag og opbrændt den med Ild, 2 og de havde taget Kvinderne, som vare derudi, desuden både små og store fangne; de havde ingen slået ihjel, men de havde bortført dem og vare gangne deres Vej. 3 Og David og hans Mænd kom til Staden, og se, den var opbrændt med Ild, og deres Hustruer og deres Sønne og deres Døtre vare fangne. 4 Da opløftede David og det Folk, som var hos ham, deres Røst og græd, indtil der ikke mere var Kraft i dem til at græde. 5 Og Davids to Hustruer vare fangne: Ahinoam, den jisreelitiske, og Abigail, Karmeliteren Nabals Hustru. 6 Og David blev såre angest, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham; thi det ganske Folks Sjæle vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døtre; men David styrkede sig i Herren sin Gud. 7 Og David sagde til Abjathar, Præsten, Akimeleks Søn: Kære, før mig Livkjortlen frem; og Abjathar førte Livkjortlen frem til David. 8 Og David adspurgte Herren og sagde: Skal jeg forfølge denne Trop? mon jeg kan nå den? Og han sagde til ham: Forfølg, thi du skal nå og bringe Redning. 9 Så gik David hen, han og seks Hundrede Mand, som vare hos ham, og de kom til Bækken Besor; der bleve de øvrige stående. 10 Men David forfulgte dem, han og fire Hundrede Mand, og to Hundrede Mand bleve stående, som vare for trætte til at gå over Besors Bæk. 11 Og de fandt en ægyptisk Mand på Marken, og de toge ham med sig til David; og de gave ham Brød og han åd, og de gave ham Vand at drikke. 12 De gave ham og en Klump Figen og to Klaser Rosiner, Og han åd, og hans Ånd kom til Kræfter igen; thi han havde ikke smagt Brød eller drukket Vand i tre Dage og tre Nætter. 13 Og David sagde til ham: Hvem hører du til, Og hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en ægyptisk ung Karl, en amalekitisks Mand Tjener, og min Herre forlod mig, thi jeg blev syg for tre Dage siden. 14 Vi vare faldne ind Sønder på imod Kreti * og imod det, som hører til Juda, og Sønder paa imod Kaleb**, og vi opbrændte Ziklag med Ild. 15 Da sagde David til ham: Vil du føre mig ned til denne Trop? og han sagde: Sværg mig ved Gud, at du ikke vil slå mig ihjel eller overantvorde mig i min Herres Hånd, så vil jeg føre dig ned til denne Trop. 16 Og han førte ham ned, og se, de vare adspredte over hele Landet; de åde og drak og holdt Højtid over alt det store Bytte, som de havde taget fra Filisternes Land og fra Judas Land. 17 Og David slog dem fra Tusmørket og indtil Aftenen på den følgende Dag, og ingen undkom af dem uden fire Hundrede Mænd, unge Karle, som rede på Kamelerne og undflyede. 18 Så reddede David alt det, som Amalekiterne havde taget; David reddede også sine to Hustruer. 19 Og der var ingen borte af dem, hverken liden eller stor, hverken Sønner eller Døtre, hverken af Byttet eller af alt det, som de havde taget med sig; David førte det alt sammen tilbage. 20 Og David tog alt småt Kvæg og stort Kvæg, og de førte det frem foran det øvrige Kvæg, og de: sagde: Dette er Davids Bytte. 21 Der David kom til de to Hundrede Mænd, som vare blevne for trætte til at gå efter David og vare blevne ved Besors Bæk, da gik de ud imod David og imod det Folk som var hos ham, og David gik frem til Folket og hilsede dem. 22 Da svarede hver ond og Belials Mand blandt de Mænd, som vare gangne med David, og sagde: Efterdi de ikke gik med os, da skulle vi ikke give dem af Byttet, som vi have reddet, uden enhver hans Hustru og hans Børn, dem kunne de føre med sig og gå bort. 23 Da sagde David: I skulle ikke gøre så, mine Brødre, med det, som Herren har givet os, han som har bevaret os og givet denne Trop, som var kommen over os, i vore Hænder. 24 Og hvo skulde høre eder i denne Sag? thi som hans Del er, som drog ned til Slaget, så skal og hans Del være, som blev hos Tøjet, de skulle dele lige. 25 Og det blev således fra den samme Dag og derefter; thi han gjorde det til en Skik og til en Ret i Israel indtil denne Dag. 26 Og der David kom til Ziklag,da sendte han til de Ældste i Juda, til sine Venner af Byttet og lod sige: Se, der have I en Velsignelse af Herrens Fjenders Bytte; 27 nemlig til dem i Bethel og til dem i Ramoth mod Sønden og til dem i Jatthir 28 og til dem i Aroer og til dem i Sifmoth og til dem i Esthemoa 29 og til dem i Rakal og til dem i Jerameeliternes Stæder og til dem i Keniternes Stæder 30 og til dem i Horma og til dem i Kor-Asan og til dem i Athak 31 og til dem i Hebron og til alle de Stæder, hvor David havde vandret, han og hans Mænd. |