Anden Kongebog 3 1 Og Joram, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i det attende Josafats, Judas Konges, År og regerede tolv År. 2 Og han gjorde, det, som var ondt for Herrens Øjne, dog ikke som hans Fader og hans Moder; thi han borttog den Båls Støtte, som hans Fader lod gøre. 3 Dog blev han hængende ved Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som han kom Israel til at synde med, han veg ikke fra nogen af dem. 4 Og Mesa, Moabiternes Konge, havde meget Kvæg, og han betalte Israels Konge hundrede Tusin de Lam og hundrede Tusinde Vædre med Ulden. 5 Men det skete, der Akab var død, da faldt Moabiternes Konge af fra Israels Konge. 6 Da drog Kong Joram ud på den samme Dag af Samaria og mønstrede al Israel. 7 Og han drog hen og sendte til Josafat, Kongen i Juda, og lod sige: Moabiternes Konge er falden af fra mig, vil du drage med mig imod Moabiterne til Krigen? Og han sagde: Jeg vil drage op, jeg vil være som du, mit Folk som dit Folk, mine Heste som dine Heste. 8 Og han sagde: Ad hvilken Vej skulle vi drage op? og han sagde: Ad Vejen igennem Edoms Ørk. 9 Så droge Israels Konge og Judas Konge og Edoms Konge af Sted, og da de havde draget syv Dages Rejse omkring, var der ikke Vand for Hæren og for Lastdyrene, som vare i Følge med dem. 10 Da sagde Israels Konge: Ak, at Herren har kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Hånd! 11 Og Josafat sagde: Er her ingen Herrens Profet, at vi kunne adspørge Herren ved ham? Da svarede en af Israels Konges Tjenere og sagde: Her er Elisa, Safats Søn, som øste Vand på Elias's Hænder*. 12 Og Josafat sagde: Herrens Ord er hos ham; så droge Israels Konge og Josafat og Edoms Konge ned til ham. 13 Da sagde Elisa til Israels Konge: Hvad har jeg at gøre med dig? gak til din Faders Profeter og til din Moders Profeter; og Israels Konge sagde til ham: Nej; thi Herren har kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Hånd. 14 Og Elisa sagde: Så vist som den Herre Zebaoth lever, for hvis Ansigt jeg står, dersom jeg ikke anså Josafats, Judas Konges, Person, da vilde jeg ikke vende Øjet til dig eller anse dig. 15 Så henter mig nu en Harpespiller; og det skete, der Harpespilleren legede på Harpen, da kom Herrens Ånd over ham. 16 Og han sagde: Så siger Herren: Gører Grøfter ved Grøfter i denne Dal; 17 thi så siger Herren: I skulle ikke se Vejr, ikke heller se Regn, alligevel skal denne Dal blive fuld af Vand, at I skulle drikke, både I og eders Kvæg og eders Lastdyr. 18 Og dette er en ringe Ting for Herrens Øjne; han skal også give Moab i eders Hånd, 19 Og I skulle nedslå alle faste Stæder og alle udvalgte Stæder og fælde alle gode Træer og tilstoppe alle Vandkilder, og I skulle fordærve alle gode Stykker Land med Stene. 20 Og det skete om Morgenen ved Madofferets Tid, se, da kom der Vand ad Vejen fra Edom, og Landet fyldtes med Vandet. 21 Og der alle Moabiterne hørte, at Kongerne vare dragne op til at stride imod dem, da bleve de sammenkaldte, både alle, som ombandt Bælte, og de, som vare ældre, og de opstillede sig ved Landemærket. 22 Og der de stode årle op om Morgenen, og Solen gik op over Vandet, da så Moabiterne tværs overfor, at Vandet var rødt som Blod. 23 Og de sagde: Det er Blod, Kongerne have aldeles ødelagt hverandre, og den ene har slaget den anden; op nu, Moab! efter Bytte. 24 Der de kom til Israels Lejr, da stod Israel op og slog Moab, og de flyede for deres Ansigt, og de kom ind i Landet og sloge Moab. 25 Og de nedbrøde Stæderne og hver kastede sin Sten på alle gode Stykker Land og fyldte dem og tilstoppede alle Vandkilder og fældede alle gode Træer, indtil ikkun Stenene i Kir-Hareseth bleve tilovers af den; og Slyngekasterne omringede den og sloge den. 26 Og Moabs Konge så, at Krigen var ham for stærk, da tog han syv Hundrede Mænd til sig, som kunde uddrage Sværd, for at bryde igennem til Kongen af Edom; men de kunde ikke. 27 Da tog han sin Søn den førstefødte, som skulde blevet Konge i hans Sted, og ofrede ham til Brændoffer på Muren; da brød der en stor Vrede løs over Israel, og de droge fra ham og kom tilbage til deres Land. |