1871                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Anden Kongebog 6

1 Og Profeternes Børn sagde til Elisa: Kære, se, det Sted, hvor vi bo for dit Ansigt, er os for trangt. 2 Lader os dog gå til Jordanen, og hver hente derfra en Bjælke, at vi der må bygge os et Sted at bo der; og han sagde: Går! 3 Og den ene sagde: Kære, vil du, da gak med dine Tjenere; og han sagde: Ja, jeg vil gå med. 4 Og han gik med dem; og der de kom til Jordanen, da fældede de Træer. 5 Og det skete, der en fældede et Træ til en Bjælke, da faldt Jernet i Vandet; og han råbte og sagde: Ak! min Herre, tilmed er det lånt. 6 Og den Guds Mand sagde: Hvor faldt det? og der han havde vist ham Stedet, da huggede han et Stykke Træ af og kastede det derhen og kom Jernet til at svømme. 7 Og han sagde: Tå dig det op; da udrakte han sin Hånd og tog det. 8 Og Kongen af Syrien førte Krig imod Israel, og han rådslog med sine Tjenere og sagde: Jeg vil lejre mig på det og det Sted. 9 Men den Guds Mand sendte til Israels Konge og lod sige: Forvar dig, at du ikke drager dette Sted forbi; thi Syrerne ville lægge sig der. 10 Så sendte Israels Konge til det Sted, som den Guds Mand havde sagt til ham og påmindet ham om, og han forvarede sig der, ikke een Gang og ikke to Gange alene. 11 Da blev Kongen af Syriens Hjerte heftig oprørt over denne Sag, og han kaldte ad sine Tjenere og sagde til dem: Ville I ikke give mig til Kende, hvem af os der holder med Israels Konge? 12 Da sagde en af hans Tjenere: Ikke så, min Herre Konge! men Elisa, den Profet, som er i Israel, giver Israels Konge de Ord til Kende, som du taler i dit Sengekammer. 13 Og han sagde: Går og ser, hvor han er, at jeg kan sende hen og lade ham hente; og det blev ham tilkendegivet, at der sagdes: Se, han er i Dothan. 14 Da sendte han derhen Heste og Vogne og en stor Hær, og der de kom om Natten, da omringede de Staden. 15 Og den Guds Mands Tjener stod årle op at gøre sig rede, og han gik ud, og se, da havde en Hær omringet Staden med Heste og Vogne; da sagde Drengen til ham: Ak, min Herre, hvad skulle vi gøre? 16 Og han sagde: Frygt intet; thi de ere flere, som ere hos os, end de, som ere hos dem. 17 Og Elisa bad og sagde: Herre! oplad dog hans Øjne, at han må se; da oplod Herren Drengens Øjne, og han så, og se, da var Bjerget fuldt af gloende Heste og Vogne trindt omkring Elisa. 18 Der *de kom ned til ham, da bad Elisa til Herren og sagde: Kære, slå dette Folk med Blindhed; og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord. 19 Da sagde Elisa til dem: Dette er ikke Vejen, og dette er ikke Staden, går efter mig, så vil jeg føre eder til den Mand, som I lede efter; og han førte dem til Samaria. 20 Og det skete, der de kom ind i Samaria, da sagde Elisa: Herre! oplad Øjnene på disse, at de må se; og Herren oplod deres Øjne, at de så, og se, da vare de midt i Samaria. 21 Og Israels Konge sagde til Elisa, der han så dem: Min Fader, må jeg slå dem ihjel? må jeg slå dem ihjel? 22 Og han sagde: Du skal ikke slå dem ihjel! vilde du slå dem ihjel, som du har. fanget med dit Sværd og med din Bue? sæt Brød og Vand for dem, at de må æde og drikke og drage til deres Herre. 23 Da beredte han dem et stort Måltid; og der de havde ædt og drukket, da lod han dem fare, og de droge til deres Herre; og de syriske Tropper bleve ikke ved at komme i Israels Land. 24 Og det skete derefter, at Benhadad, Kongen af Syrien, samlede hele sin Hær, og han drog op og belejrede Samaria. 25 Og der blev en stor Hunger i Samaria, thi se, de belejrede den, indtil et Asens Hoved gjaldt firsindstyve Sekel Sølv, og en Fjedepart af en Kab Duemøg fem Sekel Sølv. 26 Og det skete, der Israels Konge gik forbi på Muren, da råbte en Kvinde til ham og sagde: Frels, min Herre Konge! 27 Og han sagde: Da Herren ikke frelser dig, hvorfra skal jeg da skaffe dig Frelse? af Laden eller af Vinpersen? 28 Og Kongen sagde til hende: Hvad fattes dig? Og hun sagde: Denne Kvinde sagde til mig: Giv din Søn hid, så ville vi æde ham i Dag, og i Morgen ville vi æde min Søn. 29 Så have vi kogt min Søn og ædt ham; men der jeg sagde til hende på den anden Dag: Giv din Søn hid og lader os æde ham, da havde hun skjult sin Søn. 30 Og det skete, der Kongen hørte Kvindens Ord, da sønderrev han sine Klæder, medens han gik forbi på Muren; da så Folket, og se, der var Sæk indentil på hans Kr op. 31 Og han sagde: Gud gøre mig nu og fremdeles så og så, om Elisas, Safats Søns, Hoved, skal blive siddende på ham i Dag. 32 Og Elisa sad i sit Hus, og de Ældste sade hos ham, og han* sendte en Mand frem foran sig; men førend dette Bud kom til ham, da sagde han til de Ældste: Have I set, at denne Søn af en Morder** har sendt hid at lade mit Hoved tage? ser til, når Budet kommer, lukker Døren og trykker ham tilbage med Døren; høres ikke Lyden af hans Herres Fødder bag efter ham? 33 Der han end talte med, dem, se, da kom Budet ned til ham; og han*** sagde: Se, dette er Ulykken fra Herren, hvad skal jeg vel ydermere vente af Herren.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV