Anden Krønikebog 30 1 Siden sendte Ezekias til al Israel og Juda og skrev også Breve til Efraim og Manasse, at de skulde komme til Herrens Hus i Jerusalem, at holde Herren, Israels Gud, Påske. 2 Thi Kongen havde holdt et Råd med sine Fyrster og hele Forsamlingen i Jerusalem, at de vilde holde Påske i den anden Måned. 3 Thi de kunde ikke holde den til den rette Tid; thi Præsterne havde ikke helliget sig i tilstrækkeligt Antal, og Folket var ikke samlet til Jerusalem. 4 Og den Sag syntes ret for Kongens Øjne og for den ganske Forsamlings Øjne. 5 Og de toge den Bestemmelse, at de vilde lade udråbe igennem al Israel fra Beersaba og indtil Dan, at de skulde komme og holde Herren, Israels Gud, Påske i Jerusalem; thi de havde ikke holdt den i noget stort Antal, som det var foreskrevet. 6 Og Løberne gik med Breve fra Kongens og hans Øversters Hånd igennem al Israel og Juda og efter Kongéns Befaling og sagde: I Israels Børn! vender om til Herren, Abrahams, Isaks og Israels Gud, så skal han vende sig om til de undkomne, som ere blevne tilovers for eder fra Assyriens Kongers Hånd. 7 Og værer ikke som eders Fædre og som eders Brødre, der forgrebe sig imod Herren, deres Fædres Gud; derfor gav han dem hen til en Ødelæggelse, således som I se. 8 Nu, forhærder ikke eders Nakke som eders Fædre, giver Herren Hånden og kommer til hans Helligdom, som han har helliget evindelig, og tjener Herren eders Gud, så skal hans strenge Vr ede vende sig fra eder. 9 Thi når I omvende eder til Herren, skulle eders Brødre og eders Børn finde Barmhjertighed for deres Ansigt, som holde dem fangne, så at de skulle komme tilbage til dette Land; thi Herren eders Gud er nådig og barmhjertig og skal ikke lade sit Ansigt vige fra eder, dersom I omvende eder til ham. 10 Og Løberne gik fra den ene Stad til den anden i Efraims og Manasses Land og indtil Sebulon; men man lo ad dem og bespottede dem. 11 Dog nogle af Aser og Manasse og af Sebulon ydmygede sig og kom til Jerusalem. 12 Guds Hånd var og over Juda, så at han gav, dem et Hjerte til at gøre efter Kongens og de Øverstes Bud, efter Herrens Ord. 13 Og der samledes meget Folk til Jerusalem for at holde de usyrede Brøds Højtid i den anden Måned, en såre stor Forsamling. 14 Og de gjorde sig rede og borttoge Altrene, som vare i Jerusalem, og de borttoge alle Røgelsekar og kastede dem i Kedrons Bæk. 15 Og de slagtede Påskelammet den fjortende Dag i den anden Måned; og Præsterne og Leviterne bleve skamfulde, og de helligede sig og førte , Brændofre til Herrens Hus. 16 Og de stode på deres Sted, efter deres Skik, efter Moses, den Guds Mands Lov; Præsterne stænkede Blodet, hvilket de modtoge af Leviternes, Hånd. 17 Thi der var mange i Forsamlingen, som ikke havde helliget sig, derfor slagtede Leviterne Påskelammene for alle dem, som ikke vare rene, for at hellige dem for Herren. 18 Thi der var meget Folk, meget af Efraim og Manasse, Isaskar og Sebulon, som ikké vare rensede, men dog åde Påskelam, ikke som det var foreskrevet; men Ezekias bad for dem og sagde: Herren, som er god, gøre Forligelse 19 for hver den, som har beredet sit Hjerte til at søge Gud Herren, sine Fædres Gud, om det end ikke er efter Helligdommens Renhed! 20 Og Herren bønhørte Ezekias og lægede Folket. 21 Så holdt Israels Børn, som fandtes i Jerusalem, de usyrede Brøds Højtid syv Dage med stor Glæde; og Præsterne og Leviterne lovede Herren Dag for Dag med stærkt lydende Instrumenter for Herren. 22 Og Ezekias talte kærligt til alle de Leviter, som viste god Forstand på, hvad der vedkom Herren; og de åde Højtidsofre syv Dage og ofrede Takofre og takkede Herren, deres Fædres Gud. 23 Da den ganske Forsamling havde holdt Råd om at holde andre syv Dage, så holdt de endnu syv Dage med Glæde. 24 Thi Ezekias, Judas Konge, gav til Forsamlingen tusinde Okser og syv Tusinde Får, og de Øverste gave til Forsamlingen tusinde Okser og ti Tusinde Får; så helligede mange Præster sig. 25 Thi Ezekias, Judas Konge, gav til Forsamlingen tusinde Okser og syv Tusinde Får, og de Øverste gave til Forsamlingen tusinde Okser og ti Tusinde Får; så helligede mange Præster sig. 26 Og hele Forsamlingen af Juda glædede sig og Præsterne og Leviterne og den hele Forsamling, som var kommen fra Israel, og de fremmede, som vare komne fra Israels Land, og de som boede i Juda. 27 Og der var en stor Glæde i Jerusalem;. thi, fra Salomos, Davids Søns, Israels Konges, Dage af var ikke sket noget saadant i Jerusalem. |