Anden Samuelsbog 15 1 Og det skete derefter, at Absalom skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve Mænd, som løb frem for ham. 2 Og Absalom stod tidligt op og stod ved Siden af Vejen i Porten, og det skete, når nogen Mand havde en Trætte og skulde komme for Kongen til Dom, da kaldte Absalom ad ham og sagde: Fra hvilken Stad er du? og han sagde: Din Tjener er fra en af Israels Stammer. 3 Da sagde Absalom til ham: Se, dine Sager ere gode og rette; men der er ingen beskikket af Kongen, som kan høre dig. 4 Og Absalom sagde: Gid man vilde sætte mig til Dommer i Landet, at hver Mand, som har Trætte og Dom, måtte komme til mig, at jeg kunde hjælpe ham til Rette. 5 Og det skete, når nogen kom nær til og nedbøjede sig for ham, da udrakte han sin Hånd og tog fat på ham og kyssede ham. 6 Og Absalom gjorde på denne Maade ved al Israel, som kom til Doms til Kongen, og Absalom stjal Israels Mænds Hjerte. 7 Og det skete, der fyrretyve År vare til Ende, da sagde Absalom til Kongen: Kære, lad mig gå, og jeg vil betale mit Løfte, som jeg lovede Herren i Hebron. 8 Thi din Tjener lovede et Løfte, der jeg boede i Gesur i Syrien, og sagde: Dersom Herren fører mig tilbage til Jerusalem, da vil jeg bringe Herren et Offer. 9 Og Kongen sagde til ham: Gak med Fred! Og han gjorde sig rede og gik til Hebron. 10 Og Absalom og gik til Hebron. Og Absalom sendte Spejdere til alle Israels Stammer og lod sige: Når I høre Trompetens Lyd, da skulle I sige: Absalom er bleven Konge i Hebron. 11 Og der gik to Hundrede indbudne Mænd med Absalom af Jerusalem, men de gik i deres Troskyldighed, og de vidste intet af hele Sagen. 12 Og Absalom sendte til Giloniteren Akitofel, Davids Rådgiver, for at hente ham fra hans Stad Gilo, medens han ofrede Offeret; og Forbundet blev stærkt, og Folket blev bestandig talrigere om Absalom. 13 Da kom en, som forkyndte det for David og sagde: Hver Mands Hjerte i Israel er efter Absalom. 14 Da sagde David til alle sine Tjenere, som vare hos ham i Jerusalem: Står op og lader os fly, thi der vil ellers ikke være Redning for os fra Absaloms Ansigt; skynder eder at gå, at han ikke skal skynde sig og nå os og påføre os Ulykke og slå Staden med skarpe Sværd. 15 Og Kongens Tjenere sagde til Kongen: Se, dine Tjenere ere rede til alt det, som min Herre Kongen vælger. 16 Og Kongen gik ud og hele hans Hus efter ham, og Kongen lod ti Kvinder, Medhustruer, blive tilbage til at bevare Huset. 17 Og Kongen gik ud og alt Folket efter ham, og de bleve stående ved Beth-Hammerkak. 18 Og alle hans Tjenere gik forbi ved hans Side, dertilmed gik alle de Krethi og alle de Plethi og alle Githiterne, seks Hundrede Mand, som havde fulgt ham fra Gath, forbi Kongens Ansigt. 19 Og Kongen sagde til Githiteren Ithaj: Hvorfor går også du med os vend tilbage og bliv hos Kongen, thi du er fremmed, og du vanker desuden om efter et Sted for dig. 20 Du kom i Går, og skulde jeg i Dag lade dig vanke omkring ved at gå med os? men jeg vil gå, hvorhen jeg kan gå; vend tilbage og før dine Brødre tilbage, med dig være Miskundhed og Troskab. 21 Og Ithaj svarede Kongen og sagde: Så vist som Herren lever, og så vist som min Herre Kongen lever, kun på det Sted, hvor min Herre Kongen er, være sig til Døden eller til Livet, der skal og din Tjener være. 22 Og David sagde til Ithaj: Så kom og gak forbi. Så gik Githiteren Ithaj forbi, og alle hans Mænd og alle de små Børn, som vare med ham. 23 Og det ganske Land græd med høj Røst, og alt Folket gik forbi, og Kongen gik over Kedrons Bæk, og alt Folket gik forbi på Vejen lige til Ørken.. 24 Og se, Zadok var også der og alle Leviterne med ham, som bare Guds Pagts Ark, og de satte Guds Ark ned, og Abjathar drog op, indtil alt Folket var kommet forbi, ud fra Staden. 25 Da sagde Kongen til Zadok: Bær Guds Ark tilbage til Staden; dersom jeg finder Nåde for Herrens Øjne, da fører han mig tilbage og lader mig se den og sin Bolig. 26 Men dersom han siger så: Jeg har ingen Behagelighed i dig! se, her er jeg, han gøre med mig, efter som det er godt for hans Øjne! 27 Og Kongen sagde til Præsten Zadok: Er du ikke Seeren? vend tilbage til Staden med Fred, og Ahimåz, din Søn og Jonathan, Abjathars Søn, eders to Sønner, med eder. 28 Ser, jeg vil tøve på den slette Mark i Ørken, indtil der kommer et Ord fra eder til Efterretning for mig. 29 Så førte Zadok og Abjathar Guds Ark tilbage til Jerusalem, og de bleve der. 30 Men David gik op ad Opgangen til Oliebjerget. Som han gik op, så græd han, og hans Hoved var tilhyllet, og han gik barfodet; dertil havde alt Folket, som var med ham, tilhyllet hver sit Hoved og gik op med Gråd. 31 Og der det blev David tilkendegivet og sagt: Akitofel er i Forbund med Absalom, da sagde David: Herre, gør dog Akitofels Råd til Dårlighed! 32 Og det skete, da David kom op til Toppen, at han der vilde tilbede Gud, se, da kom Arkiteren Husaj ham i Møde med sin Kjortel sønderreven og med Jord, på sit Hoved. 33 Og David sagde til ham: Dersom du går bort med mig, da bliver du mig til en Byrde. 34 Men dersom du går tilbage til Staden og siger til Absalom: Jeg vil være din Tjener, o Konge! som jeg var din Faders Tjener tilforn, vil jeg nu være din Tjener: Så gjorde du mig Akitofels Råd til intet. 35 Ere ikke også med dig Præsterne, Zadok og Abjathar? og det skal ske, at hvert Ord, som du hører Kongens Hus, det skal du forkynde Præsterne, Zadok og Abjathar. 36 Se der er hos dem deres to Sønner Ahimåz, Zadoks, og Jonathan, Abjathars Søn, og I skulle ved dem sende mig hvert Ord, som I høre. 37 Så kom Husaj, Davids Ven, til Staden, og Absalom kom til Jerusalem. |