Anden Samuelsbog 16 1 Da David var gået lidt frem fra Toppen, se, da kom Ziba, Mefiboseths Tjener, imod ham med et Par sadlede Asener, og på dem vare to Hundrede Brød og hundrede Klaser Rosiner og hundrede Stykker Sommerfrugt og en Flaske Vin. 2 Og Kongen sagde til Ziba: Hvad vil du dermed? og Ziba sagde: Asenerne skulle være for Kongens Hus til at ride på, og Brødet og Sommerfrugten til at æde for de unge Karle, og Vinen til at drikke for den, som bliver træt i Ørken. 3 Og Kongen sagde: Men hvor er din Herres Søn? og Ziba sagde til Kongen: Se, han blev i Jerusalem; thi han sagde: I Dag skal Israels Hus give mig min Faders Rige igen. 4 Og Kongen sagde til Ziba: Se, alt det, som Mefiboseth har, skal være dit; og Ziba sagde: Jeg nedbøjer mig, lad mig finde Nåde for dine Øjne, min Herre Konge! 5 Og Kong David kom tilBahurim, og se, der gik en Mand derudefra af Sauls Huses Slægt, hvis Navn ar Simei, Geras Søn, som gik ud og vedblev at bande ham. 6 Og han dog efter David og efter alle Kong Davids Tjenere med Stene, og alt Folket og alle de vældige vare ved højre og venstre Side af ham. 7 Og Simei sagde så, der han bandede: Gak ud; gak ud, du blodgerrige Mand og du Belials Mand! 8 Herren har betalt dig alt Sauls Huses Blod, hans i hvis Sted du er bleven Konge, Herren har givet Riget i din Absaloms Hånd, og se, du er i din Ulykke, thi du er en blodgerrig Mand. 9 Da sagde Abisaj, Zerujas Søn, til Kongen: Hvorfor skulde denne døde Hund bande min Herre Kongen? Kære, lad mig gå over, og jeg vil tage hans Hoved. 10 Men Kongen sagde: Hvad har jeg med eder at gøre, I Zerujas Sønner? når han bander, og Herren har sagt til ham: Band David! hvo kan da sige: Hvorfor gjorde du så? 11 Og David sagde til Abisaj og til alle sine Tjenere: Se, min Søn, som er kommen af mit Liv, søger efter mit Liv, og hvi skulde ikke meget mere nu denne Benjaminit gøre det? lader ham være og lader ham bande, thi Herren har sagt det til ham. 12 Måske Herren skal se til min Elendighed, og Herren skal betale mig godt i Stedet for hans Forbandelse på denne Dag. 13 Så gik David og hans Mænd på Vejen; men Simei gik frem ved Siden af Bjerget tværs over for ham og blev ved at bande og slog med Stene tværs over for ham og støvede med Støvet. 14 Og Kongen kom ind og alt Folket, som var med ham, som vare trætte, og de vederkvægedes der. 15 Men Absalom og alt Folket, Israels Mænd, kom til Jerusalem, og Akitofel med ham. 16 Og det skete, der Arkiteren Husaj, Davids Ven, kom til Absalom, da sagde Husaj til Absalom: Kongen leve Kongen leve! 17 Men Absalom sagde til Husaj: Er dette din Miskundhed mod din Ven? hvorfor drog du ikke med din Ven? 18 Og Husaj sagde til Absalom: Ikke så; thi hvem Herren og dette Folk og alle Israels Mænd udvælger, hans vil jeg være, og hos ham vil jeg blive. 19 Og for det andet, hvem skulde jeg tjene? skulde jeg ikke tjene for hans Søns Ansigt? ligesom jeg tjente for din Faders Ansigt, så vil jeg være for dit Ansigt. 20 Da sagde Absalom til Akitofel: Giver I nu Råd, hvad vi skulle gøre. 21 Og Akitofel sagde til Absalom: Gak ind til din Faders Medhustruer, som han lod blive tilbage til at bevare Huset, så skal al Israel høre, at du er bleven forhadt hos din Fader, og alle deres Hænder, som ere hos dig, skulle blive stærke. 22 Da opsloge de et Telt på Taget for Absalom, og Absalom gik ind til sin Faders Medhustruer for al Israels Øjne. 23 Men Akitofels Råd, som han rådede i de Dage, var, ligesom man havde adspurgt Gud om en Ting; så var alt Akitofels Råd både for David og for Absalom. |