Anden Samuelsbog 3 1 Og der var en langvarig Krig imellem Sauls Hus og imellem Davids Hus; men David blev bestandig stærkere, men Sauls Hus blev bestandig svagere. 2 Og Sønner bleve fødte for David i Hebron, og hans førstefødte var Amnon af Ahinoam, den isreelitiske; og hans anden var Kileab* af Abigail, Karmeliteren Nabals Hustru; og den tredje var Absalom, en Søn af Måka, der var en Datter af Thalmaj, Kongen i Gesur; 3 4 og den fjerde var Adonja, Hagiths Søn; og den femte var Safatja, Abitals Søn; 5 og den sjette var Jethream af Egla, Davids Hustru. Disse bleve fødte for David i Hebron. 6 Og det skete, da der var Krig imellem Sauls Hus og Davids Hus, at Abner blev vældig i Sauls Hus. 7 Og Saul havde en Medhustru, hvis Navn var Rizpa, Ajas Datter; og Isboseth sagde til Abner: Hvi gik du ind til min Faders Medhustru? 8 Da optændtes Abners Vrede såre over Isboseths Ord, og han sagde: Er jeg et Hundehoved, som holder med Juda? i Dag viser jeg Miskundhed imod din Fader Sauls Hus, imod hans Brødre og imod hans Venner, og har ikke overgivet dig i Davids Hånd, og du irettesetter mig for Misgerningen med Kvinden i Dag! 9 Gud gøre Abner nu og i Fremtiden så og så! som Herren har tilsvoret David, således vil jeg gøre imod ham: 10 Jeg vil føre Kongedømmet fra Sauls Hus og oprejse Davids Trone over Israel og over Juda fra Dan og indtil Beersaba. 11 Da kunde han ikke svare Abner et Ord igen, fordi han frygtede for ham. 12 Og Abner sendte Bud for sig til David og lod sige: Hvem hører Landet til? og han lod sige: Gør Pagt med mig, og se, min Hånd skal være med dig til at vende al Israel om til dig. 13 Og han sagde: Godt, jeg vil gøre en Pagt med dig, dog begærer jeg een Ting af dig, nemlig: Du skal ikke se mit Ansigt, uden du farst fører Mikal, Sauls Datter, til mig, når du kommer for at se mit Ansigt. 14 Og David sendte Bud til Isboseth, Sauls Søn, og lod sige: Giv mig min Hustru Mikal, som jeg trolovede mig for hundrede Filisters Forhud. 15 Og Isboseth sendte hen og tog hende fra Manden, fra Paltiel, Lais Søn. 16 Og hendes Mand gik med hende, gik og græd bag hende, indtil Bahurim, da sagde Abner til ham: Gak bort, vend tilbage; og han vendte tilbage. 17 Og Abner talede med de Ældste af Israel, og han sagde: I have tilforn søgt David, at han skulde være Konge over eder. 18 Så gører det nu; thi Herren sagde til David: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners Hånd, af Filisternes Hånd og af alle deres Fjenders Hånd. 19 Og Abner talede også for Benjamins Øren, og Abner gik også hen at tale for Davids Øren i Hebron alt det, som var godt for Israels Øjne og for hele Benjamins Huses Øjne. 20 Og Abner kom til David i Hebron og tyve Mænd med ham; da gjorde David Abner og de Mænd, som vare med ham, et Gæstebud. 21 Og Abner sagde til David: Jeg vil gøre mig rede og gå hen og samle al Israel til min Herre Kongen, at de skulle gøre en Pagt med dig, og du skal være Konge over alt det, som din Sjæl; begærer; så lod David Abner fare, og han gik bort med Fred. 22 Og se, Davids Tjenere og Joab kom fra Hæren, og de førte meget Rov med sig; men Abner var ikke hos David i Hebron, thi han havde ladet ham fare, og han var gået bort med Fred. 23 Der Joab og den ganske Hær, som var med ham, vare komne, da gav de Joab til Kende og sagde: Abner, Ners Søn, var kommen til Kongen, og han lod ham fare, og han er gået bort med Fred. 24 Da kom Joab til Kongen og sagde: Hvad har du gjort? se, Abner er kommen til dig; hvorfor lod du ham fare, så at han er gået frit bort 25 Du kender jo Abner, Ners Søn; thi han er kommen for at bedrage dig og for at vide din Udgang og din Indgang og at vide alt det, du gør. 26 Og der Joab gik ud fra David, da sendte han Bud efter Abner, og de hentede ham tilbage fra Brønden Sira; men David vidste det ikke. 27 Der Abner kom tilbage til Hebron, da ledte Joab ham til Side midt i Porten for at tale med ham i Stilhed og stak ham der i Underlivet, så at han døde, for hans Broder Asaels Blods Skyld. 28 Der David siden hørte det, da sagde han: Jeg og mit Rige er uskyldig for Herren evindeligt i Abners, Ners Søns, Blod. 29 Det skal blive på Joabs Hoved og på hele hans Faders Hus, og Joabs Hus skal aldrig være fri for den, som har Flod og er spedalsk, og som holder sig ved Stav, og som falder ved Sværdet og har Mangel på Brød. 30 Thi Joab og hans Broder Abisaj havde slaget Abner ihjel, fordi han slog Asael, deres Broder, ihjel ved Gibeon i Krigen. 31 Og David sagde til Joab og til alt Folket, som var med ham: Sønderriver eders Klæder og binder Sæk om eder og går sørgende foran Abner; og Kong David gik efter Ligbåren. 32 Og de begrove Abner i Hebron; og Kongen opløftede sin Røst og græd ved Abners Grav, og alt Folket græd. 33 Og Kongen sang en Klagesang over Abner og sagde: Mon Abner skulde dø, som en Dåre dør? 34 Dine Hænder vare ikke bundne, og dine Fødder ikke lagte i Kobberlænker, du er falden, som man falder for uretfærdige Folk; - da blev alt Folket ved at græde over ham. 35 Der alt Folket kom ind for at få David til at æde Brød, medens det endnu var Dag, da svor David og sagde: Gud gøre mig nu og fremdeles så og så, om jeg smager Brød eller nogen Ting, førend Solen går ned! 36 Da forstod alt Folket det, og det syntes godt for deres Øjne; ligesom alt, hvad Kongen gjorde, syntes godt for alt Folkets Øjne. 37 Og alt Folket og hele Israel kendte på den samme Dag, at det ikke var udgået fra Kongen at lade Abner, Ners Søn, slå ihjel. 38 Og Kongen sagde til sine Tjenere: Vide I ikke, at der på denne Dag er falden en Fyrste og en stor Mand i Israel? 39 Og jeg er endnu svag, skønt jeg er salvet til Konge; men disse Mænd, Zerujas Børn, ere stærkere end jeg; Herren skal betale den, som gjorde det onde, efter hans Ondskab. |