Anden Samuelsbog 7 1 Og det skete, der Kongen sad sit Hus, og Herren havde skaffet ham Rolighed trindt omkring for alle hans Fjender, 2 da sagde Kongen til Nath an, Profeten: Kære, jeg bor i et Hus af Cedertræ, Guds Ark bor inden for Tæpper. 3 Og Nathan sagde til Kongen: Gak, gør alt det, som er i dit Hjerte; thi Herren er med dig. 4 Men det skete i den samme Nat, at Herrens Ord skete til Nathan og sagde: 5 Gak og sig til min Tjener til David: Således sagde Herren Skulde du bygge mig et Hus, som jeg skulde bo udi? 6 da jeg ikke har boet i et Hus, fra den Dag, jeg opførte Israels Børn af Ægypten og indtil denne Dag, men jeg vandrede i Paulun og i Tabernakel. 7 Ihvor jeg vandrede iblandt alle Israels Børn, har jeg der talt noget Ord med nogen i Israels Stammer, hvem jea havde befalet at vogte mit Folk Israel, og sagt: Hvi bygge I mig ikke et Hus af Cedertræ? 8 Men nu skal du sige således til min Tjener David: Således sagde den Herre Zebaoth: Jeg tog dig fra Fårestien, fra Fårene, til at være en Fyrste over mit Folk, over Israel, 9 og jeg har været med dig, ihvor du gik, og har udryddet alle dine Fjender for dit Ansigt og gjort dig et stort Navn, som de stores Navn, som ere på Jorden, 10 og jeg har beredet mit Folk Israel et Sted og plantet det, at det skal bo på sit Sted og ikke ydermere forstyrres, og uretfærdige Folk skulle ikke, blive ved at plage det, som i Be gyndelsen, 11 og som fra den Dag, der jeg gav Dommere Befaling over mit Folk, Israel; og jeg giver dig Ro for alle dine Fjender, og Herren kundgør dig, at Herren vil gøre dig et Hus. 12 Når dine Dage ere til Ende, og du ligger med dine Fædre, da vil jeg oprejse din Sæd efter dig, ham, som skal komme af dit Liv, og jeg vil stadfæste hans Rige. 13 Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil stadfæste hans Riges Stol evindelig. 14 Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn, hvem jeg, når han handler ilde, vil straffe med Menneskens Ris og Menneskens Børns Plager; 15 men min Miskundhed skal ikke vige fra ham, således som jeg lod den vige fra Saul, hvem jeg borttog fra dit Ansigt. 16 Men dit Hus og dit Rige skal blive bestandigt evindeligt for dit Ansigt, din Stol skal være fast evindelig. 17 Efter alle disse Ord og efter alt dette Syn talede Nathan til David. 18 Da gik Kong David ind og blev for Herrens Ansigt og sagde: Hvo er jeg, Herre, Herre! og hvad er mit Hus, at du har ført mig hidindtil? 19 Men dette var endnu lidet agtet for dine Øjne, Herre, Herre! så du talede og om din Tjeners Hus i Fremtiden; og dette er Loven for Mennesker, o Herre, Herre! 20 Og hvad skal David ydermere blive ved at tale til dig? thi du kender din Tjener, Herre, Herre! 21 For dit Ords Skyld og efter dit Hjerte har du gjort al denne store Ting, at du vilde lade din Tjener vide det. 22 Derfor er du stor, Herre Gud! thi der er ingen som du, og der er ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore øren. 23 Og hvor er et Folk på Jorden som dit Folk, som Israel, for hvis Skyld Gud gik hen for at udløse sig det til et Folk og for at sætte sig et Navn og at gøre for eders Skyld de store og forfærdelige Ting imod dit Land for dit Folks Ansigt, som du udløste dig af Ægypten, fra Hedningerne og deres Guder. 24 Og du beredte dig dit Folk Israel, dig til et Folk evindelig, og du, Herre! du er bleven deres Gud. 25 Og nu, Herre Gud! det Ord, som du talede over din Tjener og over hans Hus, lad det stå fast evindelig, og gør, ligesom du har talt. 26 Så bliver dit Navn stort til evig Tid, at man skal sige: Herren Zebaoth er Gud over Israel; og David din Tjeners Hus skal blive fast for dit Ansigt. 27 Thi du, Herre Zebaoth, Israels Gud! du har åbenbaret for din Tj eners Øre og sagt: Jeg vil bygge dig et Hus; derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til at bede denne Bøn til dig. 28 Og nu, Herre, Herre! du er den G ud, og dine Ord skulle blive Sandhed, og du har talt dette gode til din Tjener. 29 Så begynd nu og velsign din Tjeners Hus, at det må blive evindelig for dit Ansigt; thi du, Herre, Herre! du har talt det, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes i Evighed. |