Fjerde Mosebog 11 1 Og Folket blev som de, der knurre syndig for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens ild brændte iblandt dem og fortærede nogle i det yderste af Lejren. 2 Da råbte Folket til Mose, og Mose bad til Herren, så blev Ilden dæmpet. 3 Og han kaldte det samme Steds Navn Thabeera*; thi Herrens Ild brændte iblandt dem. 4 Og det sammenløbne Folk, som var midt ihlandt dem, fik stor Begæerlighed; derfor gav også Israels Børn sig til at græde igen og sagde: Hvo vil give os Kød at æde? 5 Vi komme i Hu den Fisk, som vi åde for intet i Ægypten, Græskarrene og Melonerne og Rødløgene og Hvidløgene; 6 men nu forsmægter vor Sjæl; thi her er slet intet uden det Man for vore Øjne. 7 Men dette Man var som Korianderfrø, og dets Farve var ligesom Bedellions Farve. 8 Folket løb hid og did og sankede og malede det i Møllerne eller stødte det i Morterén og kogte det i Potten og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag. 9 Og når Duggen faldt over Lejren om Natten, da faldt Man ned derpå. 10 Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Telts Dør; og Herrens Vrede optændtes såre; også var det ondt for Mose Øjne. 11 Og Mose sagde til Herren: Hvi handlede du så ilde med din Tjener? og hvi finder jeg ikke Nåde for dine Øjne, og du lægger Byrden af hele dette Folk på mig? 12 Mon jeg har undfanget alt dette Folk mon jeg har født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer det diende Barn, ind i det Land, som du har tilsvoret dets Fædre. 13 Hvorfra skal jeg tage Kød at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kød, at vi kunne æde. 14 Jeg kan ikke ene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart. 15 Og vil du handle således med mig, da slå mig ihjel, dersom j eg har fundet Nåde for dine Øjne, og lad mig ikke se på min Ulykke. 16 Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, om hvilke du ved, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig. 17 Og jeg vil komme ned og tale med dig der, og jeg vil tage af den Ånd, som er på dig, og lægge på dem, at de skulle bære på Folkets Byrde med dig, og du skal ikke ene bære den. 18 Og til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skulle I æde Kød; thi I have grædt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kød at æde thi det gik os vel i Ægypten; derfor vil Herren give eder Kød, at I skulle æde. 19 I skulle ikke æde een Dag og ej to Dage og ej fem Dage og ej ti Dage og ej tyve Dage, 20 men en Måneds Dage, indtil det går ud af eders Næse og er eder til en Afsky; fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have grædt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Ægypten 21 Og Mose sagde: Seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du siger: Jeg vil give dem Kød, og de skulle æde en Måneds Tid. 22 Mon der skal slagtes småt Kvæg og stort Kvæg for dem, at der kan blive nok til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan blive nok til dem? 23 Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Hånd være forkortet? nu skal du se, om mit Ord skal vederfares dig eller ej. 24 Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Mænd af Folkets Ældste og stillede dem rundt omkring Paulunet. 25 Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Ånd, som var på ham, og lagde på de halvfjerdsindstyve Ældste, og det skete, der Ånden hvilede på dem, da profeterede de, og de gjorde det ikke siden. 26 Men der var to Mænd blevne tilbage i Lejren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Ånden hvilede over dem, thi de vare iblandt de opskrevne, men de vare dog ikke udgangne til Paulunet, og de profeterede i Lejren. 27 Da løb en Dreng og gav Mose tilkende sagde: Eldad og Medad profetere Lejren. 28 Da svarede Josva, Nuns Søn, Mose Tjener, en af hans udvalgte, og sagde: Min Herre, Mose forhindre dem. 29 Men Mose sagde til ham: Er du nidkær for mig? gid alt Herrens Folk var Profeter, og Herren vilde give sin Ånd over dem! 30 Og Mose forføjede sig til Lejren, han og de Ældste af Israel. 31 Da for der et Vejr ud fra Herren og førte Vagtler fra Havet og strøede dem over Lejren, ved en Dags Rejse til den ene og ved en Dags Rejse til den anden Side, trindt omkring Lejren, og ved to Alen højt på Jorden. 32 Da stod Folket op hele den Dag og hele den Nat og hele den anden Dag, og de sankede Vagtler; hvo der havde mindst, havde samlet ti Homer; og de bredte dem trindt omkring Lejren. 33 Kødet var endnu imellem Tænderne på dem, det var endnu ikke fortæret; da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog Folket med en såre stor Plage. 34 Og man kaldte det Steds Navn Kibroth-Hattåva*, fordi de der begrove Folket, dem, som havde været begærlige. _ 35 Fra Kibroth-Hattaava rejste Folket til Hazeroth; og de bleve i Hazeroth. |