Fjerde Mosebog 16 1 Og Kora, en Søn af Jizehar, der var én Søn af Kahat, Levi Søn, tog til sig både Dathan og Abiram, Eliabs Sønner, og On, Peleths Søn, Rubens Børn. 2 Og de stode op for Mose Ansigt tillige med to Hundrede og halvtredsindstyve Mænd af Israels Børn, Menighedens Fyrster, udnævnte blandt Forsamlingen, navnkundige Mænd. 3 Og de samlede sig imod Mose og Aron, og de sagde til dem: Lader det være eder nok! thi den ganske Menighed er allesammen hellige, og Herren midt ihlandt dem, og hvi ophøje eder over Herrens Menighed? 4 Der Mose hørte det, da faldt han paa sit Ansigt. 5 Og han talte til Kora og alt hans Selskab, sigende: I Morgen skal Herren give til Kende, hvo hans er, og den, som hellig er, og den, han skal lade komme nær til sig; og hvem han udvælger, den skal han lade komme nær til sig. 6 Gører dette: Tager eder Ildkar, Kora og alt hans Selskab! 7 Og lægger Ild i dem og lægger Røgelse på dem for Herrens Ansigt i Morgen, og det skal ske, hvilken Mand Herren udvælger, han er den hellige; lader det være eder nok, Levi Børn! 8 Og Mose sagde til Kora: Hører dog, I Levi Børn! 9 Er det eder for lidet, at Israels Gud har udskilt eder fra Israels Menighed for at lade eder komme nær til sig, til at besørge Herrens Tabernakels Tjeneste og til at stå for Menighedens Ansigt at tjene dem 10 Og han har ladet dig og alle dine Brødre, Levi Børn, med dig komme nær, og nu søge I også Præstedømmet! 11 Derfor er du og alt dit Selskab, de som ere forsamlede, imod Herren; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham? 12 Og Mose sendte hen at kalde ad Dathan og ad Abiram, Eliabs Sønner, og de sagde: Vi komme ikke op. 13 Er det for lidet, at du har ført os op af et Land, som flyder med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørken? thi du vil endog aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os. 14 Du har visselig ikke ført os ind i et Land, som flyder med Mælk og Honning, eller givet os Agre og Vingårde til Arv; vil du blænde Øjnene på disse Mænd? vi ville ikke komme op. 15 Da blev Mose såre vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg har ikke taget et Asen fra dem, og jeg har ikke gjort een iblandt dem ondt. 16 Og Mose sagde til Kora: vær du og dit ganske Selskab for Herrens Ansigt, du og de og Aron, i Morgen, 17 og tager hver sit Ildkar og lægger Røgelse på dem, og hver føre sit Ildkar frem for Herrens Ansigt, to Hundrede og halvtredsindstyve Ildkar; og du og Aron, hver med sit Ildkar! 18 Og de toge hver sit Ildkar og lagde Ild i dem og lagde Røgelse på dem, og de stode for Forsamlingens Pauluns Dør, ligeledes Mose og Aron. 19 Og Kora samlede den ganske Menighed imod dem til Forsamlingens Pauluns Dør; men Herrens Herlighed viste sig for den ganske Menighed. 20 Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde: 21 Skiller eder midt ud af denne Menighed, så vil jeg gøre Ende på dem, i et Øjeblik. 22 Men de faldt ned på deres Ansigter og sagde: Gud, alt Køds Ånders Gud! om den ene Mand synder, vil du derfor blive vred på al Menigheden? 23 Og Herren talede til Mose og sagde: 24 Tal til Menigheden og sig: Går bort trindt omkring fra Kora, Dathans og Abirams Bolig. 25 Og Mose stod op og gik til Dathan og Abiram, og de Ældste af Israel gik efter ham. 26 Og han talede til Menigheden og sagde: Kære, viger bort fra disse ugudelige Mænds Telte, og rører ikke ved noget af det, som hører, dem til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder. 27 Og; de gik bort fra Koras, Dathans og Abirams Bolig trindt omkring; men Dathan og Abiram vare gangne ud og stode i deres Teltes Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres små Børn. 28 Og Mose sagde: Derpå skulle I kende, at Herren har sendt mig at gøre alle disse Gerninger, og at de ikke ere af mit eget Hjerte: 29 Dersom disse dø, som alle Mennesker dø, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da har Herren ikke sendt mig; 30 men dersom Herren skaber noget nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, så at de fare levende ned i Helvede, da skulle I kende, at disse Mænd have opirret Herren. 31 Og det skete, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem, 32 og Jorden åbnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som hørte Kora til, og alt Godset. 33 Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte dem, og de omkom midt i Menigheden. 34 Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede ved deres Skrig; thi de sagde: Blot Jorden ikke opsluger os! 35 Og en Ild for ud fra Herren og fortærede de to Hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som ofrede Røgelse. 36 Og Herren talede til Mose og, sagde: 37 Sig til Eleasar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Ildkarrene ud af Branden og sprede Ilden langt bort; thi de ere helligede, 38 deres Ildkar, som syndede imod deres Liv, og man skal slå dem i brede Plader at beslå Alteret med; thi de bare dem frem for Herrens Ansigt, og de ere helligede; og de skulle være Israels Børn til et Tegn. 39 Så tog Eleasar, Præsten, de Ildkar af Kobber, som de opbrændte havde ofret med, og slog dem ud til Plader til at beslå Alteret med, 40 Israels Børn til en Ihukommelse, på det at ingen fremmed Mand, som ikke er af Arons Sæd, skal nærme sig for at gøre Offer af Røgelse for Herrens Ansigt; og at det ikke skal gå ham som Kora og som hans Selskab, som Herren havde sagt ham ved Mose. 41 Men den anden Dag knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron og sagde: I have slaget Herrens Folk ihjel. 42 Og det skete, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte disse sig til Forsamlingens Paulun, og se, Skyen skjulte det; og Herrens Herlighed lod sig se. 43 Og Mose og Aron kom frem foran Forsamlingens Paulun. 44 Og Herren talede til Mose og sagde: 45 Forføjer eder midt ud af denne Menighed, så vil jeg gøre Ende på dem i et Øjeblik; og de faldt ned på deres Ansigter. 46 Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret og læg Ild fra Alteret og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden og gør Forligelse for dem; thi en Vrede er udgangen fra Herrens Ansigt, Plagen er begyndt. 47 Og Aron tog det, Iigesom Mose havde sagt, og løb hen midt i Forsamlingen, og se, Plagen var begyndt iblandt Folket; så kom han Røgelse derpå og gjorde Forligelse for Folket. 48 Og han stod imellem de døde og imellem de levende, og Plagen hørte op. 49 Men de, som døde i Plagen, vare fjorten Tusinde og syv Hundrede foruden dem, som døde for Koras Handels Skyld. 50 Og Aron kom til Mose igen for Forsamlingens Pauluns Dør, og Plagen var hørt op. |