Fjerde Mosebog 22 1 Og Israels Børn rejste derfra; og de lejrede sig på Moabiternes slette Marker; paa hin Side Jordanen mod Jeriko. 2 Og Balak, Zippors Søn, så alt det, som Israel havde gjort Amoriterne. 3 Og Moabiterne frygtede saa for Folket, fordi det var talrigt; og Moabiterne gruede for Israels Børn. 4 Da sagde Moab til Midtianiternes Ældste: Nu skal denne Flok opslikke alt rundt omkring os, ligesom Oksen opslikker grønne Urter på Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge på den Tid. 5 Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, til hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: Se, et Folk er udgået af Ægypten, se, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tværs over for mig. 6 Og nu, kære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, måske jeg kunde slå det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet 7 Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de: Ældste af Midianiterne, og Spåmandsløn var i deres Hånd, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham. 8 Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, så vil jeg give eder Svar, ligesom Herren vil tale til mig; så bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam. 9 Og Gud kom til Bileam og sagde: Hvo ere Mænd, som ere hos dig? 10 Og Bileam sagde til Gud: Balak, Zippor Søn, Moabiternes Konge, har sendt til mig, sigende: 11 Se her det Folk, som er udgaaet af Ægypten og skjuler Jordens Kreds! gak nu hid, forband mig det, måske jeg; kunde stride imod det og uddrive det. 12 Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gå med dem, du skal ikke, forbande Folket; thi det er velsignet. 13 Da stod Bileam op om Morgenen og sagde til Balaks Fyrster: Gaar til eders Land; thi Herren vægrer sig ved at tillade mig at gaa med eder. 14 Saa gjorde Moabiternes Fyrster sig rede og kom til Balak, og de sagde: Bileam væg rede sig; ved at gå med os. 15 Da blev Balak endnu ved at sende flere og herligere Fyrster end disse. 16 Og de kom til Bileam, og de sagde til ham: Så siger Balak, Zippors Søn: Kære, lad dig ikke forhindre fra at gå til mig. 17 Thi jeg vil ære dig; såre, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk! 18 Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tj enere: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg dog ikke overtræde Herren min Guds Ord ved at gøre lidet eller stort. 19 Men bliver dog nu her, også I, i denne Nat, så vil jeg fornemme, hvad Herren vil ydermere tale med mig. 20 Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da stå op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre. 21 Da stod Bileam op om Morgenen og sadlede sin Aseninde og drog med Moabiternes Fyrster 22 Men Guds Vrede optændtes, fordi han drog med, og Herren Engel stillede sig i Vejen for at stå ham imod; men han red på sin Aseninde, og hans tvende Drenge vare med ham. 23 Og Aseninden så Herrens Engel stå i Veien med et draget Sværd i sin Hånd, og Aseninden veg af Vejen og gik ud på Marken; men Bileam slog Aseninden for at bøje den ind på Vejen. 24 Da stod Herrens Engel i en Hulvej imellem Vingårdene, hvor der var Stengærde på begge Sider. 25 Og, der Aseninden så Herrens Engel, da trykkede hun sig til Væggen og trykkede Bileams Fod til Væggen; og han slog hende end mere. 26 Men Herrens Engel blev ved at gå frem og stod på et snævert Sted, hvor der ingen Vej var til at vige til højre eller venstre Side. 27 Og Aseninden så Herrens Engel, og hun lagde sig ned under Bileam; da optændtes Bileams Vrede, og han slog Aseninden med Kæppen. 28 Da åbnede Herren Asenindens Mund, og hun sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, at du har slaget mig nu tre Gange. 29 Og Bileam sagde til Aseninden: Fordi du har drillet mig, gid jeg havde et Sværd i min Hånd, da vilde jeg nu slå dig ihjel. 30 Da sagde Aseninden til Bileam: Er jeg ikke din Aseninde, som du har redet på al din Tid, indtil denne Dag? plejede jeg nogensinde at gøre således imod dig? og han sagde: Nej. 31 Da oplod Herren Bileams Øjne, at han så Herrens Engel stående i Vejen med det dragne Sværd i sin Hånd; og han bøjede sig og faldt ned på sit Ansigt. 32 Og Herrens Engel sagde til ham: Hvorfor har du slaget din Aseninde nu tre Gange? se, jeg er udgangen at stå dig imod; thi for mine Øjne fører denne Vej til Fordærvelse. 33 Og Aseninden så mig og veg nu tre Gange af Vejen: for mit Ansigt, ellers, dersom hun ikke var vegen af Vejen for mit Ansigt, da vilde jeg nu endogså have slået dig ihjel og ladet hende leve. 34 Da sagde Bileam til Herrens Engel: Jeg har syndet, thi jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig på Vejen; og nu, dersom det er ondt for dine Øjne, vil jeg vende tilbage igen. 35 Og Herrens Engel sagde til Bileam: Drag med Mændene, men kun det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; så drog Bileam med Balaks Fyrster. 36 Og Balak hørte, at Bileam kom, og han drog ud ham i Møde til en Stad i Moab, som var ved Landemærket Arnon, som er ved det yderste Landemærke. 37 Og Balak sagde til Bileam: Sendte jeg ikke Bud til dig at lade dig kalde? hvi drog du ikke til mig mon jeg virkelig ikke skulde kunne ære dig? 38 Og Bileam sagde til Balak: Se, jeg er nu kommen til dig; mon jeg formår at tale noget? det Ord, som Gud vil lægge i min Mund, det vil jeg tale. 39 Så for Bileam med Balak, og de kom til Kirjath- Husoth. 40 Og Balak ofrede stort Kvæg og småt Kvæg og sendte deraf til Bileam og til de Fyrster om vare hos ham. 41 Og det skete om Morgenen, da tog Balak Bileam og førte ham op på Båls Høje og han så derfra det yderste af Folket. |