Fjerde Mosebog 9 1 Og Herren talede til Mose i Sinai, Ørk i det andet År, efter at de vare udgangne af Ægyptens Land, i den første Måned, og sagde, 2 at Israels Børn skulle holde Påske paa dens bestemte Tid. 3 På den fjortende Dag i denne Måned, imellem de tvende Aftener skulle I holde den på dens bestemte Tid; efter alle dens Skikke og efter alle dens Bestemmelser skulle I holde den. 4 Og Mose sagde til Israels Børn, at de skulde holde Påske. 5 Og de holdt Påske i den første Måned, på den fjortende Dag i Måneden, imellem de tvende Aftener, i Sinai Ørk; efter alt det, som Herren havde befalet Mose, sålede gjorde Israels Børn. 6 Og det skete, at der var nogle Mænd, som vare blevne urene ved et Menneskes Lig, og de kunde ikke holde Påsken på den samme Dag; og de gik frem for Mose Ansigt og for Arons Ansigt den samme Dag. 7 Og disse Mænd sagde til ham: Vi ere blevne urene ved et Menneskes Lig; hvi skulle vi derfor udelukkes, at vi ej må ofre Herren Offer på dets bestemte Tid, midt iblandt Israels Børn? 8 Og Mose sagde til dem: Venter lidt, og jeg vil høre, hvad Herren vil byde om eder. 9 Og Herren talede til Mose og sagde: 10 Tal til Israels Børn og sig: Når nogen hos eder eller hos eders Efterkommere er bleven uren ved et Lig, eller er på en lang Rejse, han skal alligevel holde Herren Påske. 11 I den anden Måned på den fjortende Dag, imellem de tvende Aftener, skulle de holde den; de skulle æde det* med usyrede Brød og beske Urter. 12 De skulle ikke lade blive tilovers deraf til om Morgenen og ikke bryde noget Ben på det, efter al Påskelammets Skik skulle de gøre med det. 13 Men den, som er ren og ikke er på Rejse og efterlader at holde Påske, den Sjæl skal udryddes fra sit Folk, fordi han ikke har ofret Herrens Offer på dets bestemte Tid; denne Mand skal bære sin Synd. 14 Og når en fremmed opholder sig hos eder og holder Herren Påske, da skal han holde den så, som Påskens Skik og som dens Vis er; der skal være een Skik for eder, både for den fremmede og for den indfødte i Landet. 15 Og på den Dag, da Tabernaklet blev oprejst, skjulte Skyen Vidnesbyrdets Pauluns Tabernakel; og om Aftenen var over Tabernaklet som en Ild at se til, indtil om Morgene 16 Således skete det stedse, at Skyen skjulte det; og om Natten var det som en Ild at se til. 17 Og eftersom Skyen hævede sig op fra Paulunet, rejste Israels Børn derefter; og på det Sted, hvor Skyen blev, der lejrede Israels Børn sig. 18 Efter Herrens Mund rejste Israels Børn; og efter Herrens Mund lejrede de sig; alle de Dage, som Skyen boede over Tabernaklet, bleve de liggende. 19 Og når Skyen blev over Tabernaklet mange Dage, da toge Israels Børn Vare på, hvad Herren vilde have varetaget, og rejste ikke. 20 Og det var ligeså, når Skyen,var få Dage over Tabernaklet; efter Herrens Mund lejrede de sig, og efter Herrens Mund rejste de. 21 Og det var ligeså, når Skyen var der fra Aftenen indtil Morgenen, og Skyen hævede sig om Morgenen, da rejste de; eller når Skyen hævéde sig om Dagen eller om Natten da rejste de. 22 Eller når Skyen blev to Dage eller een Måned eller éet År over Tabernaklet, så den boede over det, da bleve Israels Børn liggende og rejste ikke; men når den hævede sig, rejste de. 23 Efter Herrens Mund lejrede de sig, og efter Herrens Mund rejste de; de toge Vare på, hvad Herren vilde have varetaget, efter Herrens Mund ved Mose. |