Dommerbogen 16 1 Og Samson gik til Gaza, og han så der en Kvinde, en Skøge, og kom til hende. 2 Og man sagde til Gaziterne: Samson er kommen hid, og de gik omkring og lurede på ham den ganske Nat ved Stadsporten; men de vare stille den ganske Nat, og de sagde: Når det bliver lyst i Morgen, da ville vi sla ham ihjel. 3 Og Samson lå indtil Midnatten, og han stod op om Midnat og tog fat på Dørene af Stadens Port og på begge Stolperne og løftede dem op tillige med Slåerne og lagde dem på sine Skuldre, og han bar dem op på Toppen af det Bjerg, som er lige for Hebron 4 Og det skete derefter, at han fik Kærlighed til en Kvinde ved Bækken Sorek, og hendes Navn var Dalila 5 Og Filisternes Fyrster kom op til hende og sagde til hende: Lok ham og se, hvorudi hans store Kraft består, og hvormed vi formå noget imod ham, så ville vi binde ham for at plage ham; og vi ville hver give dig tusinde og hundrede Sekel Sølv. 6 Og Dalila sagde til Samson: Kære, giv mig til Kende, hvorudi din store Kraft består, og hvormed du kan bindes, at man kan plage dig. 7 Og Samson sagde til hende: Dersom de bandt mig med syv grønne Bast, som ikke ere blevne tørre, da blev jeg svag og blev som et andet Menneske. 8 Da bragte Filisternes Fyrster hende syv grønne Bast, som ikke vare tørre; og hun bandt ham med dem. 9 Og hun havde een, som lurede, siddende i Kammeret; og hun sagde til ham: Filisterne ere over dig, Samson! men han sønderrev Bastene, som en Tråd af Blår sønderrives, når den berøres af Ilden, og man fik ej at vide, hvori hans Kraft bestod. 10 Da sagde Dalila til Samson: Se, du har bedraget mig og sagt Løgn for mig; kære, giv mig nu til Kende, hvormed du kan bindes. 11 Og han sagde til hende: Dersom de bandt mig fast med nye Reb, med hvilken ingen Gerning er gjort, da blev jeg svag og blev som et andet Menneske. 12 Da tog Dalila nye Reb og bandt ham med dem, og hun sagde til ham: Filisterne ere over dig, Samson! men hun havde een, som lurede, siddende i Kammeret; og han rev dem af sine Arme som en Tråd. 13 Og Dalila sagde til Samson: Hiddtil har du bedraget mig og sagt Løgn for mig, giv mig dog til Kende, hvormed du kan bindes? og han sagde til hende: Dersom du vævede syv Hovedlokker om Vævestangen. 14 Og hun fæstede dem til en Nagle, og hun sagde til ham: Filisterne ere over dig, Samson! Men han vågnede op af sin Søvn og rykkede Vævernaglen op tillige med Væverstangen. 15 Og hun sagde til ham: Hvorledes kan du sige: Jeg elsker dig, da dit Hjerte ikke er med mig? nu har du tre Gange bedraget mig og ikke givet mig til Kende, hvori din store Kraft består. 16 Men det skete, der hun trængte ham alle Dage med sine Ord og plagede ham meget, da blev hans Sjæl bekymret indtil Døden. 17 Og han gav hende sit ganske Hjerte til Kende og sagde til hende: Der kom ikke Ragekniv på mit Hoved, thi jeg er en Guds Nasiræer fra Moders Liv af; dersom jeg rages, da viger min Kraft fra mig, og jeg bliver svag og bliver som alle andre Mennesker. 18 Der Dalila så, at han havde givet hende sit ganske Hjerte til Kende, da sendte hun hen og lod kalde Filisternes Fyrster og sige: Kommer denne Gang op, thi han har givet mig sit ganske Hjerte til Kende; da kom Filisternes Fyrster op til hende og bragte Sølvet op i deres Hånd. 19 Og hun lod ham sove på sine Knæ og kaldte ad en Mand og lod hans syv Hovedlokker afrage; og hun begyndte at plage ham; da var hans Kraft; vegen fra ham. 20 Og hun sagde: Filisterne ere over dig, Samson! og han vågnede op af sin Søvn og sagde: Jeg vil gå ud, som jeg mange Gange har gjort, og slide mig løs; men han vidste ikké, at Herren var vegen fra ham. 21 Men Filisterne grebe ham og stak hans Øjne ud; og de førte ham ned til Gaza og bandt ham med to Kobberlænker, og han malede i Fangernes Hus. 22 Og hans Hovedhår begyndte at gro, hvor han var raget 23 Men Filisternes Fyrster samledes, for at ofre til deres Gud, Dagon, et stort Offer og for at være glade; thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende Samson i vor Haand. 25 Og der Folket saa ham, da lovede de deres Gud thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende i vor Hånd, og den, som ødelagde vort Land og slog mange af vore ihjel. 24 Og det skete, der deres Hjerter vare vel til Mode, da sagde de: Kalder ad Samson og lader ham lege for os; da kaldte de Samson ud af Fangernes Hus, og han legede for deres Aasyn, og de stillede ham imellem Pillerne. 26 Men Samson sagde til den unge Karl, som holdt ham ved hans Hånd: Lad mig hvile og lad mig føle på de Piller, som bære Huset, at jeg kan hælde mig op til dem. 27 Og Huset var fuldt af Mænd og Kvinder, der var og alle Filisternes Fyrster, og på Taget vare ved tre Tusinde Mænd og Kvinder, som så til, da Samson legede. 28 Men Samson kaldte på Herren og sagde: Herre, Herre! Kære, kom mig i Hu! og styrk mig dog, o Gud! denne Gang, at jeg må een Gang hævne mig til Gavns på Filisterne for begge mine Øjnes Skyld. 29 Og Samson greb omkring de to midterste Piller, som bare Huset, og han støttede sig mod dem, den ene var i hans højre og den anden i hans venstre Hånd. 30 Og Samson sagde: Min Sjæl dø med Filisterne! og han bøjede sig med Kraft: Da faldt Huset på Fyrsterne og på alt Folket, som vare derudi, og de døde vare flere, som han dræbte ved sin Død, end han dræbte i sit Liv. 31 Da kom hans Brødre og hans Faders ganske Hus ned, og de toge ham op, og de droge op og begravede ham imellem Zora og Esthaol, i hans Fader Manoas Grav; men han havde dømt Israel tyve År. |