Dommerbogen 2 1 Og Herrens Engel kom op fra Gilgal til Bokim og sagde: Jeg har ført eder op af Ægypten og bragt eder i det Land, som jeg tilsvor eders Fædre, og jeg sagde: Jeg vil ikke rygge min Pagt med eder i Evighed. 2 Og I skulle ikke gøre Pagt med dette Lands Indbyggere, I skulle nedbryde deres Altre; men I hørte ikke min Røst; hvad er det,: I have gjort? 3 Da sagde jeg også: Jeg vil ikke uddrive dem fra eders Ansigt; men de skulle være eder på Siderne, og deres Guder skulle være eder til en Snare. 4 Og det skete, der Herrens Engel havde talet disse Ord til alle Israels Børn, da opløftede Folket sin Røst, og de græd. 5 Og de kaldte det samme Steds Navn Bokim*, og de ofrede til Herren der. 6 Og der Josva lod Folket fare, og Israels Børn gik hver til sin Arv for at eje Landet, 7 da tjente Folket Herren, så længe Josva levede, og sa længe de ældste levede, som levede længe efter Josva, hvilke havde set al Herrens store Gerning, som han havde gjort imod Israel. 8 Men der Josva, Nuns Søn, Herrens Tjener, var død, hundrede og ti År gammel, 9 og de havde begravet ham i hans Arvs Landemærke, i Thimnat-Heres, på Efraims Bjerg, Norden for det Bjerg Gås, 10 og der hele den samme Slægt også var forsamlet til sine Fædre, da kom en anden Slægt op efter dem, som ikke kendte Herren, ej heller den Gerning, som han havde gjort mod Israel. 11 Da gjorde Israels Børn det onde for Herrens Øjne, og de tjente Bålerne. 12 Og de forlóde Herren deres Fædres Gud, som havde udført dem af Ægyptens Land, og vandrede efter andre Guder, af de Folks Guder, som vare trindt omkring dem, og tilbade dem; og de opirrede Herren. 13 Og de forlode Herren og tjente Bål og Astharoth. 14 Så optændtes Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Hånd, og disse røvede fra dem; og han solgte dem i deres Fjenders Hånd trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestå for deres Fjenders Ansigt. 15 I alt det, som de udgik til, var Herrens Hånd imod dem til det onde, som Herren havde sagt, og som Herren havde svoret dem; og de bleve såre ængstede. 16 Og Herren oprejste Dommere, og de frelste dem af deres Røveres Hånd. 17 Men de vare heller ikke deres Dommer lydige, thi de bolede rned andre Guder og tilbade dem; vege snart fra den Vej, som deres Fædre havde vandret på ved at lyde Herrens Bud, de gjorde ikke således. 18 Og naar Herren oprejste dem Dommere da var Herren med Dommeren, og han frelste dem af deres Fjenders; Hånd, så længe den Dommer levede; thi Herren ynkedes over dem for deres Suk som trængte dem, og fortrykte dem. 19 Men det skete, naar Dommeren døde, da vendte de om og gjorde værre end deres Fædre ved at vandre efter andre Guder, at tjene dem og at tilbede dem; de lode ikke af fra deres Gerninger eller fra deres hårde Vej. 20 Og Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg har budt deres Fædre, og de løde ikke min Røst, 21 da vil jeg heller ikke ydermere fordrive fra deres Ansigt nogen af Hedningerne, som Josva efterlod, der han døde, 22 for at forsøge Israel ved dem, om de vilde tage Vare på Herrens Vej, at vandre på den, ligesom deres Fædre toge Vare derpå, eller ej. 23 Så lod Herren disse Hedninger blive, så at han ikke snart fordrev dem; og han havde ikke givet dem i Josvas Hånd. |