Dommerbogen 3 1 Og disse ere de Hedninger, som Herren lod blive for ved dem at forsøge alle dem af Israel, som ikke vidste noget af alle Krigene med Kanån; 2 kun for at Israels Børns Slægter kunde lære at forstå sig på Krig, kun de, som ikke tilforn havde kendt dertil: 3 Filisternes fem Fyrster og alle Kananiterne, og Sidonierne og Heviterne, som boede på Libanons Bjerg fra Bjerget Bål-Hermon, indtil man kommer til Hamath. 4 Og de bleve for at forsøge Israel ved dem, for at få at vide, om de vilde lyde Herrens Bud, hvilke han havde budt deres Fædre ved Mose. 5 Og Israels Børn boede midt iblandt Kananiterne, Hethiterne og Amoriterne og Feresiterne og Heviterne og Jebusiterne. 6 Og de toge sig deres Døtre til Hustruer, og deres Døtre gave de til deres Sønner, og de tjente deres Guder. 7 Og Israels Børn gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, og forglemte Herren deres Gud og tjente Bålerne og Astarterne. 8 Da optændtes Herrens Vrede over Israel, og han solgte dem i Kusan-Risathaims Hånd, som var Konge i Aram Naharaim*, og Israels Børn tjente Kusan-Risathaim otte År. 9 Da råbte Israels Børn til Herren, og Herren oprejste Israels Børn en Frelser, og han frelste dem, nemlig Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs yngre Broder. 10 Og Herrens Ånd var over ham, og han dømte Israel og drog ud til Krig, og Herren gav Kusan-Risathaim, Kongen af Aram, i hans Haand, og hans Hånd var stærk over Kusan-Risathaim. 11 Og Landet havde Ro fyrretyve År; og; Othniel, Kenas Søn, døde. 12 Men Israels Børn bleve ved at;gøre det, som var ondt for Herrens Øjne, 13 Og han samlede til sig; Ammons Børn og Amalek; og han gik hen og slog Israel; og de indtoge Palmestaden. 14 Og Israels Børn tjente Eglon, Moabiternes Konge, atten År. 15 Da råbte Israels Børn til Herren, og Herren oprejste dem en Frelser, Ehud, Geras Søn, en Benjaminit, en Mand, som var kejthåndet; og Israels Børn sendte Eglon, Moabiternes Konge, Skænk ved hans Hånd. 16 Og Ehud gjorde sig et Sværd, og det var tveægget, en Alen langt; og han spændte det under sine Klæder på sin højre Hofte, 17 og han førte Skænken frem til Eglon, Moabiternes Konge; men Eglon var en såre fed Mand. 18 Og det skete, der han var færdig med at fremføre Skænken, da lod han Folket fare, som havde båret Skænken. 19 Men han vendte tilbage fra Stenbrudene, som vare ved Gilgal, og han lod sige: Jeg har et hemmeligt Ord til dig, o Konge! Da sagde denne: Stille! og alle, som stode hos ham, gik ud fra ham. 20 Og Ehud kom ind til ham og han sad ene i sin Sommersal, og Ehud sagde: Jeg har Guds Ord, til dig; da stod han op af Tronen. 21 Og Ehud udrakte sin venstre Hånd og tog Sværdet fra sin højre Hofte, og han stødte det i hans Bug. 22 Og Hæftet gik også ind efter Bladet, og Fedmen lukkede til efter Bladet; thi han drog ikke Sværdet ud af hans Bug, og Skarnet gik ud. 23 Da gik Ehud ud igennem Forsalen; og han tillukkede Salsdørene efter sig lukkede dem i Lås. 24 Der han gået ud, da kom hins Tjenere, og de så, og se, Salsdørene vare lukkede i Lås; og de sagde: Han tildækker visseligen sine Fødder i Kammeret ved Sommersalen. 25 Og de ventede, indtil de skammede sig, og se, han oplukkede ikke Salsdørene; da toge de Nøglen og lukkede op, og se, da var deres Herre falden til Jorden og var død. 26 Men Ehud undkom, medens de tøvede; og han gik forbi Stenbrudene og undkom til Seirath. 27 Og det skete, der han kom derhen, da blæste han i Trompeten på Efraims Bjerg; og Israels Børn droge ned med ham af Bjerget, og han gik foran dem. 28 Og han sagde til dem: Følger efter mig, thi Herren har givet eders Fjender Moabiterne i eders Hånd; og de droge ned efter ham og indtoge Jordanens Færgesteder for Moab, og de lode ingen Mand gå over. 29 Og de sloge Moabiterne på den Tid, ved ti Tusinde Mænd, hver trivelig og hver kraftig Mand; og ikke een Mand undkom. 30 Så bleve Moabiterne ydmygede på den samme Dag under Israels Hånd, og Landet havde Ro firsindstyve År. 31 Og efter ham var Samgar, Anaths Søn, og han slog Filisterne, seks Hundrede Mænd, med en Oksedriverstav; og han frelste også Israel. |