Dommerbogen 5 1 Da sang; Debora og Barak, Abinoams Søn, på den Dag og sagde: 2 Lover Herren, fordi der er taget Hævn i Israel, der Folket var villigt dertil. 3 Hører, I Konger! mærker, I Fyrster! jeg vil synge for Herren; Herren, Israels Gud, vil jeg lovsynge. 4 Herre! der du uddrog fra Seir, der du gik frem. fra Edoms Mark, da bævede Jorden, også Himlene dryppede, ja Skyerne dryppede med Vand. 5 Bjergene fløde hen for Herrens Ansigt, Sinai selv, for Herrens, Israels Guds, Ansigt. 6 I Samgars, Anaths Søns, Dage, i Jaels Dage vare Stierne tomme; og de vejfarende gik ad krogede Stier. 7 Landsbyerne i Israel vare tomme, de vare tomme, indtil jeg Debora stod frem, indtil jeg stod frem, en Moder i Israel. 8 Da man udvalgte nye Guder, da var der Krig i Portene; der blev ikke set Skjold eller Spyd iblandt fyrretyveTusinde i Israel. 9 Mit Hjerte slår for Israels Høvdinger, de som beviste sig villige iblandt Folket; lover Herren! 10 I, som ride på hvide Aseninder, I, som sidde på Tæpper, og I, som gå på, Vejen, taler frit! 11 Skytternes Røst lyder fra de Steder, hvor man drager Vand, der prise de Herrens Retfærdighed, Retfærdighed imod hans Landsbyer i Israel. Da steg Herrens Folk ned til Portene. 12 Vågn op, vågn op, Debora, vågn op, vågn op, istem en Sang! gør dig rede; Barak, og før dine Fanger fangne bort, du Abinoams Søn! 13 Da drog en Levning af de herlige, af Folket ned; Herren drog ned for mig blandt de vældige. 14 De af Efraim, som havde Rod i Amalek, stege ned efter dig Benjamin med dine Folk; af Makir ned stege Høvdinger og af Sebulon de, som føre Herskerstaven. 15 Også var der Fyrster af Isaskar med Debora, Og som Isaskar så Barak, i Dalen styrtede han frern! Ved Rubens Vandbække vare Hjertets Betænkninger store. 16 Hvorfor blev du imellem Fårestierne, at høre paa Hyrdefløjten? medens Ruben blev ved sine Vandbække, var der store Ransagninger i Hjertet. 17 Gilead blev boende på hin Side Jordanen; og hvorfor blev Dan ved Skibene Ases blev ved Havets Bred og blev boende ved sine Havbugter. 18 Sebulon var et Folk, som agtede sit Liv ringe indtil Døden, i lige Måde Nafthali, på Markens høje Steder. 19 Kongerne kom, de strede; da strede Kanåns Konger udi Thånak ved Mebiddo Vand; de fik ingen Vinding af Sølv. 20 Fra Himmelen stredes der; Stjernerne fra deres høje Baner strede mod Sisera. 21 Bækken Kison bortfejede dem, de gamles Bæk, Bækken Kison; træd frem, min Sjæl, med Styrke! 22 Da trampede Hestenes Hove ved deres Heltes jagende, jagende Fart. 23 Forbander Meros, sagde Herrens Engel, forbander, forbander dens Indbyggere, fordi de ikke kom Herren til Hjælp, Herren til Hjælp iblandt de vældige. 24 Velsignes skal Jael, Keniteren Hebers Hustru, fremfor Kvinderne; velsignes skal hun fremfor Kvinderne i noget Paulun. 25 Han begærede Vand, hun gav Mælk; hun bar Fløde frem i de herliges Skål. 26 Sin Hånd rakte hun ud efter Naglen og, sin højre Hånd efter Smedehammeren; og hun slog Sisera, sønderslog hans Hoved og knuste og igennemstak hans Tinding. 27 Imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt, lå; imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt; hvor han krummede sig, der faldt han og var tilintetgjort. 28 Siseras Moder så ud af Vinduet, og skreg overlydt igennem Sprinkelværket: Hvi tøver hans Vogn med at komme? hvi bliver hans Vognhjul tilbage? 29 De vise iblandt hendes Fyrstinder svarede hende, også svarede hun sig selv paa sine Ord: 30 Skulde de ikke finde, ja uddele til Bytte en Pige,to Piger for hver Mand? for Sisera brogede Klæder til Bytte, brogede, stukne paa begge Sider om Halsen,til Bytte? 31 Saa skulle, Herre! alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være ligesom Solen, der går frem i sin Kraft. -Og Landet havde Ro fyrretyve Aar. |