Dommerbogen 6 1 Og Israels Børn gjorde ondt for Herrens Øjne, og Herren gav dem i Midianiternes Hånd syv År. 2 Og der Midianiternes Hånd blev stærk over Israel, da gjorde Israels Børn sig Kløfter, som vare i Bjergene, og Huler og Befæstninger for Midianiternes Skyld. 3 Og det skete, når Israel havde sået, da kom Midianiterne og Amalekiterne op og de Folk af Østen, de kom op over dem. 4 Og de lejrede sig imod dem, og de ødelagde Landets Grøde, indtil man kommer til Gaza; og de lode ikke Føde blive tilovers i Israel, ej heller Får eller Okse eller Asen. 5 Thi de kom op med deres Kvæg og deres Telte; de kom ligesom Græshopper i Mangfoldighed, så at der ikke var Tal på dem og deres Kameler; og de kom i Landet at ødelægge det. 6 Og Israel blev forarmet for Midianiternes Ansigt, og Israels Børn råbte til Herren.? 7 Og det skete, der Israels Børn råbte til Herren for Midianiternes Skyld, 8 da sendte Herren en Mand, en Profet, til Israels Børn, og han sagde til dem: Så siger Herren Israels Gud: Jeg førte eder op af Ægypten og udførte eder af Trælles Hus 9 Og jeg udfriede eder af Ægpternes Hånd og af alle deres Hånd, som trængte eder; og jeg uddrev dem fra eders Ansigt og gav eder deres Land. 10 Og jeg sagde til eder: Jeg erHerren eders Gud, frygter ikke Amoriternes Guder, i hvis Land I bo; men I have ikke været min Røst lydige. 11 Og Herrens Engel kom og satte sig under den Eg, som er i Ofra, som hørte Joas, den Abiesriter til; og hans Søn Gideon tærskede Hvede i en Vinperse, at han kunde føre det hastigt bort fra Midianiternes Ansigt. 12 Da åbenbarede Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren være med dig, du vældige til Strid! 13 Men Gideon sagde til ham: Hør mig, min Herre! om Herren er med os, hvi har da alt dette ramt os? og hvor ere alle hans underlige Ting, som vore Fædre fortalte os og sagde: Førte Herren os ikke op af Ægypten? men nu har Herren forladt os og givet os i Midianiternes Hånd. 14 Da vendte Herren sig til ham og sagde: Gå hen i denne din Kraft, og du skal frelse Israel af Midianiternes Hånd; har jeg ikke sendt dig? 15 Og han sagde til ham: Hør mig, Herre! hvormed skal jeg frelse Israel? se, min Slægt er den ringeste i Manasse, og jeg er den yngste i min Faders Hus. 16 Og Herren sagde til ham: Sandelig, jeg vil være med dig; og du skal slå Midianiterne som een Mand. 17 Da sagde han til ham: Kære, dersom jeg har fundet Nåde for dine Øjne, da gør mig et Tegn, at du er den, der taler med mig. 18 Kære, vig ikke bort herfra, indtil jeg kommer til dig; og bringer min Skænk og sætter den frem for dit Ansigt; og han sagde: Jeg vil blive, indtil du kommer tilbage. 19 Og Gideon kom og tilberedte et Gedekid og en Efa Mel til usyrede Kager, han lagde Kødet i en Kurv og kom Suppen i en Potte, og han førte det ud til ham under Egen og satte det frem. 20 Da sagde den Guds Engel til ham: Tag Kødet og de usyrede Kager og læg, det på denne Klippe og udøs Suppen; og han gjorde således. 21 Da, udrakte Herrens Engel det yderste af den Kæp, som han havde i sin Hånd, og rørte ved Kødet og ved de usyrede Kager; og der udfor Ild af Klippen og fortærede Kødet og de usyrede Kager, og Herrens Engel for bort fra hans Øjne. 22 Der Gideon så, at det var Herrens Engel, da sagde Gideon: Ak Herre, Herre! - thi derfor har jeg set Herrens Engel Ansigt til Ansigt. 23 Og Herren sagde til ham: Fred være med dig, frygt ikke, du skal ikke dø. 24 Da byggede Gideon Herren et Alter der og kaldte det: Herren er Fred; indtil denne Dag står det endnu i Ofra, som hører Abiesriterne til. 25 Og det skete den samme Nat, at Herren sagde til ham: Tag en ung Okse, som er din Faders, og en anden syvårige Okse, og du skal nedbryde Båls Alter, som er din Faders, og omhugge Astartebilledet, som står derhos. 26 Og du skal bygge Herren et Alter oven på denne stærke Klippe, hvor den er jævn; og du skal tage den anden Okse og ofre et Brændoffer ved Træet af Astartebilledet, som du skal omhugge. 27 Da tog Gideon ti Mænd af sine Tjenere og gjorde, som Herren havde sagt til ham; og det skete, eftersom han frygtede for sin Faders Hus og for Mændene: i Staden at gøre det om Dagen, da gjorde han det om Natten. 28 Og Mændene i Staden stode aarle op om Morgenen, og se, da var Båls Alter nedbrudt, og Astartebilledet, som var derhos, var omhugget; og den anden Okse var ofret på det byggede Alter. 29 Da sagde den ene til den anden: Hvo har gjort denne Gerning Og der de ransagede og eftersøgte, da sagde de: Gideon, Joas's Søn, har gjort denne Gerning. 30 Da sagde Mændene i Staden til Joas: Før din Søn hid, thi han skal dø, fordi han har nedbrudt Båls Alter, og fordi han har omhugget Astartebilledet, som var derhos. 31 Da sagde Joas til alle dem, som stode hos ham: Ville I stride for Bål? mon I ville frelse ham? hvo som strider for ham, han skal dødes inden Morgen; dersom han er Gud, da stride han for sig selv, fordi man nedbrød hans Alter. 32 Og man kaldte ham på den Dag Jeruh-Bål, idet man sagde: Bål stride imod ham, efterdi han har nedbrudt hans Alter. 33 Og alle Midianiterne og Amalekiterne og Folkene af Øster samledes til Hobe, og de droge over og sloge Lejr i Jisreels Dal. 34 Da iførte Herrens Ånd sig Gideon, og han lod blæse i Trompeten, og Abiesers Slægt opbødes til at følge ham. 35 Og han sendte Bud til hele Manasse, og de bleve også opbudne til at følge ham; han sendte og Bud til Aser og til Sebulon og til Nafthali, og de kom dem i Møde. 36 Og Gideon sagde til Gud: Dersom du vil frelse Israel ved min Hånd, ligesom du har sagt, 37 se, da lægger jeg et Uldskind i Gården; dersom der vorder Dug på Uldskindet alene og tørt på al Jorden, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd,som du har sagt. 38 Og det skete så; og der han stod anden Dag årle op, da trykkede han Uldskindet ud og udkrystede Dug af Uldskindet, en Skål fuld af Vand 39 Og Gideon sagde til Gud: Lad din Vrede ikke optændes mod mig, at jeg taler alene denne Gang; kære jeg vil ikkun forsøge det endnu denne Gang med Uldskindet; kære, lad være tørt på Uldskindet alene, og lad Dug være på al Jorden. 40 Og Gud gjorde det således i den sammé Nat, og der var tørt på Uldskindet alene, og der var Dug på al Jorden. |