Esajas bog 57 1 Den retfærdige omkommer, og der er ingen, som lægger det paa Hjerte; og fromme Folk kaldes bort, men der er ingen, som giver Agt derpaa; thi den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer. 2 De gaa ind til Fred, de hvile i deres Sovekamre, hver den, som vandrer ret for sig. 3 Men I, kommer hid, I Troldkvindens Børn, du Horkarlens og Horkvindens Yngel! 4 Over hvem gøre I eder lystige? ad hvem vrænge I Mund og række Tungen langt ud ere I ikke Overtrædelsens Børn, Løgnens Sæd? 5 I, som ere optændte af Brynde for Afguderne, under hvert grønt Træ, I, som slagte Børnene i Dalene, i Kløfterne under Stenklipperne! 6 Din Del, er Dalens glatte Stene, de, de ere i din Lod, ja, for dem udgød du Drikofre, du ofrede dem Madoffer; skulde jeg, berolige mig over disse Ting? 7 Du redte dit Leje paa et højt og ophøjet Bjerg; ogsaa der gik du op til at slagte Slagtoffer? 8 Og du satte dit Mindetegn bag Døren og Dørstolpen; thi bortvendt fra mig blottede du dig og gik op; du udvidede dit Leje og indlod dig i Pagt med dem; du elskede deres Leje paa hver Plads, du saa dem. 9 Og salvet med Olie saa du hen til Kongen og formerede dine vellugtende Salver; og du sendte dine Bud langvejs hen og steg dybt ned indtil Dødsriget. 10 Formedelst din lange Vej er du bleven træt; dog sagde du ikke: "Jeg giver tabt!" du fandt Liv i din Haand, derfor blev du ikke syg. 11 Og for hvem har du været bange og frygtet, saa at du vil lyve? men mig kommer du ikke i Hu og lægger det ikke paa dit Hjerte! mon ikke jeg har tiet og det fra fordums Tid af men mig vil du ikke frygte! 12 Jeg vil kundgøre din Retfærdighed og dine Gerninger, og de skulle ikke gavne dig. 13 Naar du raaber, da lad dine Skarer redde dig! men Vejret skal løfte dem alle sammen op, et Vindpust skal tage dem bort; men den, som forlader sig paa mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg. 14 Og man skal sige: Baner, baner, rydder Vejen, tager Stød bort af mit Folks Vej! 15 Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene. 16 Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt. 17 For hans Gerrigheds Synd var jeg vred og slog ham, jeg skjulte mig i Vrede; men han vendte sig bort og gik sit Hjertes Vej. 18 Hans Veje saa jeg, og jeg vil læge ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, som sørgede med ham, Trøst. 19 Jeg skaber Læbers Frugt: Fred, Fred for fjern og nær, siger Herren, og jeg læger ham. 20 Men de ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke være roligt, men dets Vande udkaste Skarn og Dynd. 21 De ugudelige, siger min Gud, have ingen Fred. |