Josuabogen 9 1 Og det skete, der alle Kongerne, som vare på denne Side Jordanen, i Bjerglandet og i Lavlandet og på hele Kysten af det store Hav tværs overfor Libanon, samt Hethiterne og Amoriterne, Kananiterne og Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne, hørte det: 2 Da samlede de sig til Hobe at stride imod Josva og imod Israel endrægteligen. 3 Da Indbyggerne af Gibeon havde hørt, hvad Josva havde gjort ved Jeriko og Ai, 4 da handlede også de med List og gik hen og gave sig ud for Sendebud; og de toge gamle Sække på deres Asener og gamle sønderrevne og bødede Læderflasker til vin 5 og gamle og lappede Sko paa deres Fødder og gamle Klæder på sig, og alt Brødet til deres Tæring var tørt og mullent. 6 Og de gik til Josva i Lejren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Mænd: Vi ere komne fra et langt fra liggende Land, så gører nu Pagt med os. 7 Da sagde Israels Mænd til Heviten: Måske du bor midt iblandt os, hvorledes kunne vi da gøre Pagt med dig. 8 Og de sagde til Josva: Vi ere dine Tjenere; og Josva sagde til dem: Hvo ere I, og hvorfra komme I? 9 Og de sagde til ham: Dine Tjenere ere komne fra et sår langt fra liggende Land for Herren din Guds Navns Skyld; thi vi have hørt hans Rygte og alt det, som han gjorde i Ægyptén. 10 Og alt det, som han gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare på hin Side Jordanen, ved Sihon, Kongen i Hesbon, og ved Og, Kongen i Basan, som var i Astharoth. 11 Derfor sagde vore Ældste og alle vort Lands Indbyggere til os sålunde: Tager Tæring med eder på Vejen og går dem i Møde, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, så gører nu Pagt med os. 12 Dette er vort Brød, det toge vi varmt med os på Rejsen fra vore Huse den Dag, vi gik ud for at vandre til eder; men se, nu er det tørt; og det er mullent. 13 Og disse ere Læderflasker til Vin, som vi fyldte, der de vare nye, se, de ere og sønderrevne; og disse vore Klæder og vore Sko ere blevne gamle for denne såre lange Vejs SkyId. 14 Så toge Mændene af deres Rejsekost, og de spurgte ikke Herrens Mund ad. 15 Og Josva gjorde Fred med dem og gjorde Pagt med dem, at han vilde lade dem leve; og Menighedens Fyrster tilsvore dem det. 16 Men det skete, der tre Dage vare til Ende, efter at de havde gjort Pagt med dem, da hørte de, at de vare nær hos dem, og at de boede midt iblandt dem. 17 Thi der Israels Børn rejste frem, da kom de på den tredje Dag til deres Stæder; og deres Stæder vare Gibeon og Kefira og Beeroth og Kirjath Jearim. 18 Og Israels Børn ihjelslog dem ikke; thi Menighedens Fyrste havde tilsvoret dem ved Herren Israels Gud, og al Menigheden knurrede mod Fyrsterne. 19 Da sagde alle Fyrsterne til hele Menigheden: Vi have tilsvoret dem ved Herren, Israels Gud; derfor kunne vi nu ikke røre dem. 20 Dette ville vi gøre dem Vi ville lade dem leve, at der ikke skal komme en Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have tilsvoret dem. 21 Fremdeles sagde Fyrsterne til dem: Lader dem leve, at de man være Vedhuggere og Vanddragere for hele Menigheden, ligesom Fyrsterne have sagt til dem. 22 Da kaldte Josva ad dem og talede til dem og sagde: Hvi bedroge I os og sagde: Vi bo såre langt fra eder, og I bo dog midt iblandt os 23 Derfor skulle I nu være forbandede, så at der ikke skal være nogen iblandt eder, som jo er Træl, Vedhugger eller Vanddrager til min Guds Hus. 24 Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere sikkert tilkendegivet, hvad Herren din Gud bød Mose sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelægge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt, så frygtede vi såre for vort Liv for eders Ansigt og have gjort denne Gerning. 25 Men nu, se, vi ere i din Hånd som det er godt og som det er ret for dine Øjne at gøre os, det gør! 26 Og han gjorde således mod dem og han reddede dem fra Israels Børns Hånd, og de sloge dem ikke ihjel. 27 Og Josva satte dem på den samme Dag til Vedhuggere og Vanddragere for Menigheden og for Herrens Alter indtil denne Dag, ved det Sted, som han vilde udvælge. |