Prædikerens bog 11 1 Kast dit Brød paa Vandet; thi efter. 2 Del ud til syv, ja, og til otte; thi du kan ikke vide; hvad for Ulykke der skal ske paa Jorden. 3 Naar Skyerne ere fulde af Regn udgyde de den paa Jorden; og naar et Træ falder imod Sønden eller og imod Norden, paa hvilket Sted Træet vil falde, der falder det. 4 Hvo som agter paa Vejr, saar ikke, og hvo som ser paa. Skyerne høster ikke. 5 Ligesom du ikke v , hvilken Vindens Vej er, saa lidet som du ved, hvorledes Benene dan iici den frugtsommeliges Liv, saaledes kan du heller ikke vide Guds Gerning, hvorledes hol gør det alt sammen. 6 Saa din Sæd om Morgenen, og lad din Haand ikke hvile om Aftenen; thi du ved ikke, enten dette eller hint skal lykkes, eller om de lægge skulle blive lige gode. 7 Og Sødt er Lyset, og lysteligt er det for Øjnene at se Solen. 8 Thi lever Mennesket endog mange Aar, skal han glæde sig i dem alle og komme de mørke Dage i Hu; thi de alle blive mange; alt det, der kommer, er Forfængelighed. 9 Glæd dig, du unge! i din Ungdom, og lad dit Hjerte være vel til Mode i din Ungdoms Dage, og vandre efter dit Hjertes Veje og efter dine Øjnes Syn; men vid, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen. 10 Og bortfjern Græmmelse fra dit Hjerte, og lad Lidelser gaa bort fra dit Kød; thi Ungdom og Livets Morgenrøde ere Forfængelighed. |